
Dagen i dag er blevet spenderet i Salt Lake City, hvor der både har været tid til besøg i mormon (kristen trosretning, der er meget udbredt i Salt Lake City) tempel og shopping. Vi startede med et besøg ved mormonernes tempel. Det var en imponerende stor og flot bygning udefra, og den lå i den flotteste park med alverdens farverige blomster, fontæner og poserende brudepar, men det var ikke muligt at komme ind. Det er kun mormonerne selv, der må komme ind. Og det må de kun hvis de lever “rigtigt”. Til gengæld var vi inde i et Tapernakel, hvor der blev spillet på et rigtig stort orgel. Det var meget sjovt at høre det, men vi gik efter 2 numre. Jeg tror ikke jeg behøver skrive mere, vel..?
Derefter var det tid til shopping! Mor og jeg fik virkelig kigget i mange butikker og købt en masse, så nu har jeg endnu mere at vise jer, når jeg kommer hjem. Jeg har talt og regnet sammen, at jeg har købt 11 ting, der samlet har kostet knap 750 kr. Det er ret vildt, synes jeg. Efter nogle timers shopping fik vi lækker frozen yoghurt med topping. Det var, skørt nok, noget jeg havde glædet mig meget til at prøve, og det levede klart op til mine forventninger! Derfor får i også det famøse billede af mig, der spiser is.
Der er varmerekord her i byen lige nu, og de har haft 30-35 dage helt uden regn. Vi sveder, men varmen er ikke uudholdelig. Dog var det rigtig rart at komme hjem i skyggen og ned til poolen her til eftermiddag.
I morgen regner vi med at skulle ud på en ø, der ligger i den store sø, som byen ligger ved. Søen skulle være meget salt (deraf navnet “Salt Lake City”), så det er vist en ret sjov oplevelse at bade i søen. Det har fået lidt blandede anmeldelser, og lokale kan ikke se nogen grund til at bade i søen, men det bliver sjovt nok at prøve det.
Det blev et langt indlæg, så nu vil jeg lukke ned og sove. Godnat.