http://mariejosiasen.dk/files/2015/10/header-ny.jpg

Fugt & Glød

Skønhedsprodukter og makeup har aldrig været min ting. I mine unge teenageår forsøgte jeg at gejle mig selv om til, at gå op i neglelak og makeup, men måtte sande, at det altså bare ikke siger mig synderligt meget. Naturligvis vil jeg gerne se pæn og præsentabel ud, men går altså mere efter et “au natural”-look, frem for den helt tunge makeup. Ligeledes er skønhedspleje heller ikke noget jeg bruger synderligt meget tid på. En gang imellem er det da rart med den helt store omgang, men til hverdag har jeg altså ikke tålmodighed og tid til det.

Jeg tror heller ikke på, at det skal være hammerdyrt, og at det kræver tusindvis af produkter, at passe på sit ydre (jeg er ikke ekspert, grundet min begrænsede erfaring inden for beauty-området, så der kan sikkert sagtens argumenteres imod min holdning, men altså…). Jeg tror sagtens, det kan klares med vand, sæbe og creme, og oplever at min hud bliver markant pænere, hvis bare jeg husker at rense og fugte. Ikke noget hokus-pokus, ingen dyre serummer eller masker – bare en god rens og en creme med masser af fugt. Så har min hud meget mere glød og opfører sig meget pænere.

For når jeg netop ikke går synderligt meget op i hele beauty-pakken, så skal det være nemt, men effektivt. Som sagt: Der er ingen grund til at investere i utallige dyre produkter, hvis man dybest set ikke går op i det og får det brugt. Du kender det sikkert godt – og hvis du ikke gør, så gør din mand/kæreste/far/ven. Men selvom mænd (som oftest), ikke går synderligt meget op i skønhedsprodukter, så er det alligevel også godt, som mand, at passe bare en smule på sin hud.  Heldigvis er der også råd for det, for der findes også hudplejeprodukter til mænd (læs mere her om SIGR, der netop laver hudplejeprodukter til mænd), så deres hud også kan holdes ung og frisk med masser af glød. Det er en oplagt gave!

Dette indlæg er skrevet i samarbejde med sigr.dk 

Sneakers med høj komfort

// Sneakersne på collagen herover er alle fra mærket ECCO, der laver virkelig komfortable sko, og også har oppet sig gevaldigt på designsiden //

Jeg er ret vild med sneakers og ejer i skrivende stund en god håndfuld (hvis ikke lidt mere). Det er, for mig, det perfekte hverdagsfodtøj, der kan bære mig igennem en hel dag. Netop derfor er det også vigtigt, at mine sneakers har høj komfort. Jeg kan godt klare, at et par høje hæle eller pæne sandaler ikke har verdens højeste komfort, da jeg kun skal bruge dem i en begrænset periode, men lige sneakers, som jeg gerne skal kunne have på en hel dag og gå en masse i, de skal altså sidde godt, være behagelige og ikke gnave eller stramme.

Jeg har gode erfaringer med forskellige sportsmærker (Nike, Adidas og New Balance for at nævne et par stykker), men også mærker som ECCO og Vagabond har lavet nogle rigtig gode sneakers (selvom det måske ikke lige er dét, man ville forvente af de brands). Generelt set har jeg erfaret, at det godt kan betale sig at bruge lidt ekstra penge på sneakers. Ikke for at få lækkert design (selvom det selvfølgelig heller ikke er uvæsentligt!), men for at få komfort i topklasse. Sneakers er en sko man skal kunne leve i – gå, løbe, springe, hoppe og danse – så det duer ikke, at de kun ser godt ud.

Dette indlæg er skrevet i samarbejde med juul-sko.dk

Små Ting

img_1891// Glad hundeven med nede og handle. Det er altid så hyggeligt at have ham med på tur //

Små ting fra de sidste 14 dage, hvor jeg har haft travlt og derfor ikke har været så aktiv med kameraet. “Study. Train. Eat. Work. Sleep. Repeat.” er basically mit liv for tiden. Jeg har det okay i det (overraskende godt, faktisk), for selvom det ikke er SJOVT, så ved jeg, at det bare er en periode, og at jeg lige nu må prioritere mine “pligter” – og så skal der nok blive tid til mere sjov.

Og i de kommende uger, kommer der lidt flere sjove oplevelser – mere om det senere!

img_1902-2// En rolig morgenstund med den sædvanlige grød (denne gang toppet med sundere chokoladesmørepålæg, banan, valnødder og kakaonibs) og kaffe //

img_1905// Anemoner. Jeg elsker når skovbunden er dækket af de fine forårsblomster //

img_1916// Vi havde flexdage i biologi og var derfor en tur i zoo, for at dissekere rotter, se på dyr og snakke om evolution. Vi var heldige med vejret, så det var bare så dejligt! //

img_1918// Efter zoo-turen tullede jeg lidt rundt i Odense, inden jeg skulle hjem med toget. Jeg var bl.a. forbi Det Gode Brød, hvor jeg købte en bolle, som jeg nød den følgende morgen. Hverdagsluksus på en helt almindelig onsdag! //

img_1930// Hjemme hos min moster og onkel, at spise morgenmad, og efterfølgende ud i haven med de to søde mini-mennesker – og Malthe //

img_1950// 10 km løbetur i det skønne, skønne solskinsvejr. For tiden løber jeg sjældent mere end 5 km, da det er dét, jeg kan finde tid og overskud til i hverdagen, men en gang imellem får jeg lyst til at løbe langt. Og da vejret var så fantastisk, og jeg havde brugt de sidste dage indendørs på caféen, havde jeg brug for at komme UD, være alene og koble fra – på den måde, som jeg bedst gør det på en løbetur //

Et håb om sommervejr

img_3182// Billedet er taget i det sydlige Spanien, hvor vi rejste rundt sidste sommer, men det kan næsten ligne de danske vestkyster! //

Endelig, endelig, endelig har vi fået noget varme og solskin. Vi er gået lige fra den ene yderlighed til den anden: Fra sne i starten af april til nu noget, der minder om sommer. Det er tidlig sommer, men jeg klager ikke! Og med fare for at jinxe den, så krydser jeg fingre for at det fortsætter på denne måde de næste 4-5 måneder (som om det kommer til at ske, haha). For nu, hvor det er blevet godt vejr, kan jeg næsten ikke bære, hvis vi skal gå tilbage til regn og rusk.

Jeg vil have godt vejr i mine studenteruger – når jeg får hue på, når vi skal køre lastbil, når der er translokation og til diverse studentergilder. Godt nok rejser vi et par uger til det sydlige Spanien igen i år, så jeg skal nok få noget sol og varme, men ikke desto mindre håber jeg virkelig at mine studenteruger bliver med solskin! Det er sådan, jeg har forestillet mig mig dét: Med blå himmel, høj sol og +20 grader. Please, vejrguder?!

Og selvom jeg får sommervejr i Spanien (ellers bliver jeg slemt skuffet), så håber jeg da også på at have nogle sommeruger herhjemme. For den danske sommer kan altså også noget. Om det så er byferie i København med sightseeing og shopping, en campingferie ved Silkeborg med ispinde og kongespil, eller et hotel i Blokhus med feriebysstemning og skønne naturområder, så kan Danmark altså være ganske skønt og idyllisk.

Så lad os lige alle krydse fingre for godt sommervejr! For os studenter og for alle dem, der planlægger at holde ferie i Danmark!

Dette indlæg er sponsoreret og skrevet i samarbejde med Strandhotellet Blokhus

Tanker om at afslutte gymnasiet

img_1867

En god måned. 35 dage. 20 skoledage. Så har jeg haft min sidste undervisningsdag og går officielt på læseferie.

Godt 2 måneder. 67-69 dage. Så får jeg huen på og kan kalde mig student. 70 dage til studenterkørsel og 71 dage til den officielle translokation, hvor vi får vores beviser og er færdige på Vestfyns Gymnasium.

Det er simpelthen for vildt, så kort tid, der er tilbage af gymnasiet. Det er jo for fanden lige om lidt. Lige om lidt, at vi har sidste skoledage. Lige om lidt, at vi får vores afsluttende karakterer. Lige om lidt, at det er eksamenstid. Lige om lidt, at vi har sat vores ben på Vestfyns Gymnasium for sidste gang. Lige om lidt, at vi er færdige efter 3 års slid og slæb. Lige om lidt, at vi er frie. Det. Er. Så. Vildt!

Jeg glæder mig helt vildt, men det er også en underlig fornemmelse. Det er altid lidt mærkeligt, at afslutte en særlig periode eller æra i ens livs, som man aldrig kommer til at vende tilbage til. Jeg bliver aldrig gymnasieelev igen. Det er et overstået kapitel, og jeg skal nu til at finde noget andet, jeg kan være. Selvfølgelig er det ikke definerende for min identitet, men det er alt andet end lige en stor del af, hvem jeg er og hvad jeg laver, og det har det været gennem de sidste 3 års tid. Men det er snart slut – snart kan jeg ikke kalde mig for gymnasieelev længere.

Det bliver bestemt ikke trist på samme måde, som da jeg sagde farvel til efterskolen, men det bliver alligevel mærkeligt. Frisættende og befriende, men på en lidt mærkværdig måde. Jeg er glad, stolt og lettet over snart at være i mål, men jeg er også lidt spændt og nervøs ved tanken om at jeg nu ikke har noget, jeg “skal”. Jeg skal ikke gå mere i skole lige nu. Det er fantastisk rart, men også angstprovokerende. For jeg har jo altid gået i skole. Det er noget af dét, jeg kan – så hvad er/kan jeg, når jeg ikke går i skole mere?

Der findes nok ikke ét svar, og måske skal jeg også prøve at slippe kontrollen lidt og bare se, hvad der sker. Det er bare virkelig grænseoverskridende for mig. Jeg har det bedst med struktur, planlægning og forudsigelighed, så derfor kan friheden, der følger med at afslutte gymnasiet, også godt virke lidt skræmmende. Meget skræmmende.

Gymnasielivet har ikke altid været nemt for mig. Eller, det vil sige: Skoledelen er egentlig faldet mig rimelig let og naturligt, og jeg har trives i en struktureret hverdag og ikke haft problemer med at lave lektier og afleveringer. Men udenom det har der været alt muligt andet, som jeg har bøvlet med. Hårde perioder med angst og depression, kvalme og manglende overskud har præget min gymnasietid. Det har gjort det svært, nærmest umuligt, at være en del af alt det andet, der er en del af at gå på gymnasiet. Jeg har været til et fåtal af fredagsbarerne, er taget tidligt hjem fra en del fester, har ikke deltaget i alle de arrangementer, der er blevet arrangeret uden for skoletiden, har ikke drukket én eneste øl, har aflyst planer og har ikke (umiddelbart) fået venner for livet.

Det har ikke været den gymnasietid, jeg havde drømt om. Det har ikke været de bedste og sjoveste år af mit liv, som jeg ellers hører, at gymnasiet beskrives som. Jovist, der har været fede stunder (bl.a. studieture til Lissabon og Bruxelles) og sjove glimt, og jeg har lært en masse – både fagligt og om mig selv – og udviklet mig, men det har (forhåbentlig) ikke været den bedste periode i mit liv. For så bliver jeg slemt skuffet. Jeg håber, jeg kan forvente mere og bedre af mit liv.

Så det er lidt bittersødt, at sige farvel til VG. Gymnasietiden har været hård, så det bliver rart at komme videre. Men samtidig kan jeg ikke lade være med at være en smule trist over, at “det var det”. At jeg aldrig får muligheden for at gøre noget anderledes. At disse 3 år for altid vil være mine gymnasieår – på både godt og ondt. Jeg ved, at jeg har gjort mit bedste, med de forudsætninger jeg havde, men det gør alligevel lidt ondt, at mine minder fra gymnasiet ikke er sjove og gode. Det havde jeg sådan håbet, at de ville være.

Men sådan blev det ikke, og det må jeg forsøge at acceptere. Finde ro i, at jeg gjorde hvad jeg kunne, og glædes over, at det nu er slut. Ikke fordi, at det har været forfærdeligt og der er noget galt med VG. Jeg tror, jeg havde haft det skidt, ligemeget hvor jeg befandt mig, for det handlede om noget inden i mig selv. Jeg var bare så uheldig, at det ramlede sammen med nogle gymnasieår, der ellers skulle have været fyldt med sjov og spas, fest og løjer, og satte en stopper for disse forestillinger om gymnasielivet. Hvor ærgerligt, det end er.

Afskeden med VG bliver således både et farvel til gymnasielivet, der ikke blev helt som jeg havde forventet, men trods alt så godt som det kunne, men også en symbolsk afsked, hvor jeg kan sige farvel til den Marie, der kæmpede sig gennem gymnasiet med angst og depression. Selvfølgelig er hun en del af mig, og det vil hun altid være, men det bliver alligevel fint at få en afslutning. At komme videre.

Det blev et langt skriv, men der er simpelthen så mange tanker forbundet med at afslutte gymnasiet. I hvert fald for mig. Tankerne om, hvad jeg skal fylde mit/mine sabbatår med, fylder også meget, men det tænker jeg, at jeg vil dele i et seperat indlæg. Ellers bliver dette for langt og for omfattende.

Så jeg vil slutte her, og sige tak fordi, I læser med! Hvis I har lyst, er I meget velkomne til at dele jeres tanker og/eller erfaringer i kommentarfeltet – jeg elsker at interagere med jer!

Older posts