GIVEAWAY: Naturfrisk Energy Bars

4 x Flødeboller

For mig er madlavning, bagning, og køkkentid generelt, en form for selvterapi. Jeg slapper rigtig godt af i et køkken, og nogle gange er det bare dét, der skal til.

Så på en fridag, jeg havde for noget tid siden, kastede jeg mig ud i et noget avanceret og tidskrævende projekt: flødeboller. Med inspiration herfra og herfra, kastede jeg ud i projektet, og følte mig helt som en lille flødebollefabrik, da jeg fik lavet hele fire slags ud fra samme grundopskrift. En almindelig med kokos på toppen, en med hindbær og hvid chokolade, en karamelflødebolle og en med citronsmag. Uhm, de var så gode alle sammen, og det var svært at vælge en favorit. Jeg tror dog, at førstepladsen går til karamelflødebollen. Den var virkelig særligt velsmagende!

Jeg må dog give andre flødeboller-bagere ret: Det er en udfordring og kræver øvelse! Mine flødeboller fejlede intet i smag eller konsistens, men det kommer til at kræve lidt mere øvelse at få dem helt ensartede og skarpe i udseendet.

Men hvis I har lyst, synes jeg I skal prøve jer frem. Om ikke andet er det en sjov process og resultatet skal nok ende med at smage godt! Og man må jo også godt kunne se, at noget er hjemmelavet, ikke?

Grundopskrift på ca. 25 miniflødeboller med nøddebund:
bunde:
1 æggehvide
50 g sukker
130 g. nødder
skum:
30 g. vand
75 g. sukker
40 g. glukosesirup
50 g. pasteurisede æggehvider
1 spsk. sukker
Overtræk: hvad end du har lyst til af chokolade og pynt

  1. Bunde: Blend nødderne i en lille blender til groft nøddemel.
  2. Pisk æggehvide og sukker til marengs, og vend nøddemelet i.
  3. Put marengsdejen i en sprøjtepose, og sprøjt små runde bunde ud på bageplader med bagepapir.
  4. Bag bundene ved 180 grader i 8-12 minutter til de er gyldne. 
  5. Lad dem køle helt af.
  6. Skum: Kog vand, sukker og glukose op i en lille gryde til det når en temperatur på 117 grader.
  7. Pisk imens æggehviden med den ene spsk. sukker i en røremaskine eller med en elpisker, til det begynder at blive luftigt.
  8. Hæld den varme sukkersirup ned i æggehviden i en tynd stråle, mens der piskes.
  9. Pisk ved en høj hastighed, til skummet er sejt og fast.
  10. Put skummet i en sprøjtepose, og sprøjt små toppe på de afkølede bunde.
  11. Lad skummet sætte sig en times tid ved stuetemperatur.
  12. Overtræk: temperer chokolade og overtræk flødebollerne ved at dyppe dem i chokoladen eller placere dem på en gaffel, og så hælde chokoladen over.
  13. Drys med evt. pynt og lad chokoladen sætte sig helt.
Almindelig flødebolle: Anvend hasselnødder eller mandler til bunden, overtræk med mørk chokolade og drys med kokos.
Hindbær flødebolle: Anvend pistacienødder til bunden, tilsæt frysetørret hindbærstøv til skummet, overtræk med hvid chokolade og drys med frysetørret hindbær.
Karamel flødebolle: Anvend hasselnødder til bunden, sæt en lille klat dolce latte på hver bund inden skummet fordeles over, overtræk med mælkechokolade og drys med karamelknas.
Citron flødebolle: Anvend pistacienødder til bunden, tilsæt citronskal til skummet, overtræk med mørk chokolade og pynt med hvide chokoladestriber.
   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

GIVEAWAY: Naturfrisk Energy Bars