Små Ting

At anerkende, acceptere og passe på sig selv

IMG_7206

I forlængelse af dette indlæg om angst, motivation og tryghed, og samspillet mellem de tre, vil jeg i dette indlæg skrive lidt om vigtigheden af at anerkende, acceptere og passe på sig selv. Jeg er bestemt ikke nogen mester i dette, og jeg glemmer det ind i mellem fuldstændig, men jeg øver, øver, øver mig. For jeg ved at det er vigtigt.

Jeg befinder mig lige nu på et sted i mit liv, hvor angst fylder alt for meget. Jeg er på ingen måde dér, hvor jeg gerne vil være. Og hvordan får jeg så lige ændret det?

Jeg har nok været tilbøjelig til at slå mig selv i hovedet over det, jeg ikke kan og det, jeg ikke gør. Være sur og vred på mig selv, og givet mig selv dårlig samvittighed. Jeg ved godt, at det ikke er hensigtsmæssigt.

For lige nu, er min krop i så stort beredskab, at jeg ikke kan arbejde med angsten. De fleste skridt er for store, og det allerførste er derfor, at få arbejdet med min ro og tryghed. Få givet mig en lidt større ballast, der kan stå imod noget af angsten. Det betyder, at jeg skal anerkende og acceptere, hvordan jeg er, og hvad det er jeg har brug for. Det kan godt være, at alle andre (sådan virker det i hvert fald) nyder at bruge deres fredag aften på at feste, men det er altså ikke mig. Det er meget mere mig, at gå en lang tur med min hund, bage en kage, skrive på bloggen og være sammen med min familie. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet.

Hvem ved, måske kommer jeg en dag til at danse på bordene? Måske kommer jeg på et tidspunkt til at være i et sted i mit liv, hvor det giver mig noget. Men lige nu, er det ikke dér, jeg er. Det er ikke dét, der får mig til at føle mig tryg og glad. Tværtimod er det dét, der provokerer angsten. Og hvis jeg gang på gang eksponerer mig, uden at have noget at stå imod med, så kommer jeg ikke videre.

Så step one, til at overvinde angst: Accepter og anerkend hvordan du har det, og hvad der skal til for at du har det bedre. Så bliver det lettere at rykke sine grænser. Senere. Men for nu: Slap af, og gør det, der sænker angstniveauet. Fx. tog jeg hjem fra de sidste to moduler i fredags, fordi jeg kunne mærke at det var det, der var bedst for mig.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Små Ting