En billigere iPhone

At savne noget så meget, at det gør ondt…

Go-Daw-Fest01Har I prøvet det? At savne noget eller nogen så meget, at det gør ondt. Jeg har aldrig oplevet det på denne måde før, og blev derfor overrasket over hvor voldsomt det kan føles.

Sagen er nemlig den, at jeg savner efterskolen så meget, at det nærmest gør ondt. Det virker fjollet, men jeg må erkende at det er sådan, jeg har det.

Den dybeste sorg, jeg ellers har oplevet, har nok været tabet af mine oldeforældre. Men det kunne jeg affinde mig med, fordi de havde levet et godt, langt og rigt liv, og selv var klar til at give slip og sige farvel.

Helt anderledes er det med efterskolen. Den var jeg på ingen måde klar til at sige endeligt farvel til. Og selvom det nu er over et halvt år siden jeg stoppede, får jeg stadig en knude i maven, når jeg tænker tilbage på den tid. En knude i maven, en tåre i øjenkrogen og et smil på læben.

For jeg kan godt glædes over de oplevelser vi nåede at få. Jeg har bare også en følelse af, at der er noget, der mangler. Noget, der mangler i mit liv. Noget, der gjorde mig glad helt ned i maven, og gjorde livet lidt mindre kompliceret. Den der lidt boblende lykkefornemmelse, der en gang imellem opstod. Når jeg kiggede rundt på alle de smukke og rare ansigter, og lod mig opfylde med følelsen af at høre til. At have fundet min plads.

Måske er det først her bagefter, jeg kan se hvor godt jeg havde det. Jeg kan tænke tilbage, mindes og reflektere over året, der gik. Det er selvfølgelig dejligt at have disse minder, at have haft disse oplevelser, mødt disse mennesker, men det afføder også tanker om alt det vi ikke nåede. Alt det, jeg gerne ville have gjort, men som der ikke var tid til. Tiden løb fra os. Et år var alt for kort tid. Alt, alt, alt for kort tid.

Og jeg har det lidt som om, at jeg ikke satte pris nok på det, mens jeg stod i det.

Jeg havde hørt om post-efterskole-depressioner, og for mig selv tænkt at det nok var lidt af en overdrivelse. Ligefrem at blive deprimeret. Det ser jeg helt anderledes på nu. Jeg er ikke deprimeret, men jeg kan godt forstå, at nogle kan synke helt derned.

For det er fandeme hårdt. At miste så meget, ufrivilligt. Og der er intet at gøre, for NÅE 14/15 kommer aldrig tilbage. Altså, som i a.l.d.r.i.g. Det er næsten det hårdeste.

Jeg ved godt, at jeg skal huske at være glad for det, jeg fik. Det er jeg! Men er I klar over, hvor meget jeg ville give, for at vende tilbage for en stund? Bare en weekend, en uge, en måned. Ja, allerhelst et år. Med de samme mennesker og overskud til at stornyde efterskolelivet.

For det var, og er, det mest fantastiske. Jeg er evigt taknemmelig for det, jeg oplevede og de mennesker, jeg mødte. De mennesker, der tog imod mig, præcis som jeg var.

Jeg savner det. Hver eneste dag.

   

2 kommentarer

  • Freja Ottosen

    Kære Marie
    Jeg er netop hjemvendt efter et år på NÅE (15/16) og jeg er fanget i en dyb sorg som føles præcis som du beskriver den her. Jeg kan så godt sætte mig ind i det og jeg har helt tårer i øjnene lige nu. Man ved virkelig ikke hvad man har før man mister det. Er dit savn blevet mindre med tiden eller ser min fremtid helt sort ud?
    Kærlig hilsen Freja

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Josiasen

      Din fremtid ser bestemt ikke helt sort ud, kære Freja. Mit savn til NÅE er stadig ikke forsvundet helt, og det gør det nok aldrig. Men det bliver mindre voldsomt med tiden og knap så altoverskyggende. Nu er det blot i glimt, at jeg ind i mellem savner NÅE, hvis jeg fx. hører en sang eller kommer til at tænke på en bestemt episode. Jeg tror altid, efterskolen vil sidde i en, men efterhånden som det kommer mere på afstand “lærer” man ikke at være ked af det hele tiden.
      Er glad for at du også har haft et fantastisk år på NÅE! Det er virkelig det ultimativt bedste sted!
      Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En billigere iPhone