Bønnepasta med Grøntsager & Kylling

At ville det hele, men ikke have kræfterne

imageJeg vil så gerne det hele. Jeg vil så gerne leve et “rigtigt” ungdomsliv med fart over feltet og uden bekymringer. Jeg føler, at jeg går glip af en masse. At tiden og livet farer afsted, men at jeg slet ikke er med.

For lige nu kan jeg ikke. Små ting som at tage ind til byen eller ses med veninder er en kamp, og dermed er tanken om større skridt fuldstændig uoverskuelig. Det er så energi-drænende.

Jeg befinder mig midt i en kaotisk konflikt mellem angsten, tristheden, ubehaget og uoverskueligheden på den ene side, og ønsker, drømme og visioner på den anden side. Jeg bliver ved med at udfordre mig selv med de små ting, fordi jeg ved det er vigtigt, men jeg længes efter også at glæde mig til det og gøre det af lyst, og uden angsten som følgesvend.

Jeg ved ikke, hvor lang denne kamp bliver, og ind i mellem mister jeg håbet og troen på at det bliver bedre. Jeg ved, at det er farligt, så jeg forsøger virkelig at tage afstand til disse tanker, når de melder sig. Hvis jeg først mister håbet og troen helt, bliver det svært at holde motivationen oppe.

Det bliver jeg nødt til. At have motivationen. Motivationen til at kæmpe for, at nå til det sted, jeg gerne vil være. Stedet er ikke helt defineret, men det indeholder i hvert fald en glad, selvstændig, stærk og rolig Marie.

Det er bare så frustrerende, at denne Marie er så langt væk lige nu. For selvom det, jeg går glip af nu, kan indhentes på et senere tidspunkt, så bliver jeg aldrig 18 år igen. Jeg kommer aldrig til at gå i gymnasiet igen. Så hvis disse år ikke bliver gode, min venskaber ikke tætte og jeg ikke mange oplevelser rigere, vil jeg aldrig have de erfaringer, personer og minder med mig. Det er hårdt at tænke på.

Derfor kæmper jeg også for at holde fast i det, jeg kan, men jeg ville sådan ønske, at jeg kunne noget mere.

Lige nu står jeg også med en stor beslutning at skulle træffe, og jeg er så bange for at vælge forkert. Er det forkert at lytte til og acceptere angsten? Er det bedre bare at bide det i sig, og kaste sig ud på dybt vand? Er det for stort et skridt at tage, eller er det en udfordring, jeg skal tage op? Hvad vil være bedst nu, og hvad er det bedste på lang sigt? Jeg ved det ikke endnu.

2 kommentarer

  • Cecilie

    Du har tidligere nævnt at du ikke tager medicin for din angst, og uden at virke alt for nærgående og du bestemmer helt selv, selvfølgelig, om du har lyst til at svare på dette, men er det noget du har overvejet? Jeg synes, at du virker så stærk når du kæmper imod din angst selv og på din egen måde, men hvordan ville du have det med at tage medicin? Bare sig, hvis jeg spørger for personligt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Josiasen

      Hej Cecilie! Det er slet ikke for personligt og nærgående – jeg svarer gerne ærligt på den slags spørgsmål.
      Jeg tager ikke medicin, fordi det endnu ikke er helt udredt, hvad der kunne hjælpe mig. Psykiatrien kunne ikke give mig en diagnose, og dermed ikke medicinere mig. Jeg er også i tvivl om, hvor meget det kunne hjælpe mig (det ved jeg selvfølgelig ikke noget om, da jeg aldrig har prøvet det) og under alle omstændigheder skal det udredes, hvad der reelt set kunne hjælpe mig. Jeg vil ikke medicineres, bare for at blive medicineret. Jeg har nemlig også hørt om nogle ubehagelige bivirkninger ved angst- og depressionsdæmpende, og det er jeg ikke interesseret i. Hvis jeg skal medicineres skal det være en del af behandlingen – ikke den eneste behandling.
      Håber det var svar nok 🙂
      Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bønnepasta med Grøntsager & Kylling