InstaMoments #33

Bærmousse

I weekenden skulle vi have brugt nogle af alle de bær, der ligger i vores fryser fra sidste sommer, så vi kan fylde nye i, når jordbær- og hindbærsæsonen kommer. Dermed gik jeg i krig, og lavede syltetøj til den helt store guldmedalje (se bare her). Og mens jeg stod der, og kogte, syltede og smagte på livet løs, fik jeg også lyst til at lave noget sødt med alle de bær, til at forkæle min familie og jeg lidt.

Af den idé udsprang disse lækre mousser (hedder det, det i flertal? En mousse – flere mousser?), der sådan kan ses som semi-sunde. Jeg valgte nemlig at skippe fløden helt, og i stedet tilføje stiftpiskede æggehvider for volumen. Men ved at fjerne fløden, synes jeg ikke også, at jeg kunne udelade sukker, men den beskedne mængde på 3 spsk. tænker jeg også godt at vi kan leve med. Hvis du har et sødemiddel, som du foretrækker at bruge, kan jeg ikke så noget til hinder for at du bare udskifter sukkeret med det. Jeg (og min familie) synes blot at sødemiddel nogle gange kan have en lidt bitter eftersmag, så i denne omgang blev det altså til rigtigt sukker. På trods af det er det jo stadig en meget let dessert – helt luftig og blød, så det klæder den utrolig godt med lidt knas og spræl på toppen.

Desserten tager ingen tid at smække sammen og kan (skal faktisk) forberedes timer i forvejen, og er dermed idéel til gæstedessert, som afslutning på en lækker sommermiddag.

Nu må I hellere få den opskrift, ikke?

Opskrift på bærmousse til ca. 5 personer
ca. 300 g frosne bær (i mit tilfælde ca. 200 g hindbær og 100 g jordbær)
1/2 dl vand
1 spsk + 2 spsk sukker
3 blade husblas
150 g skyr/yoghurt (jeg brugte 100 g af cheasy’s koldskål og 50 g skyr)
evt. vanilje (hvis der kun bruges neutral yoghurt)
2 bægre pasteuriserede æggehvider
topping: fx. friske hindbær, hvid chokolade og usaltede pistacienødder

  1. Varm bær, vand og 1 spsk sukker op i en lille gryde, til alle bærrene er kogt ud.
  2. Opblød imens husblassen i koldt vand.
  3. Passer din bærpuré gennem en sigte, så du får siet kernerne fra.
  4. Vrid den opblødte husblas for vand, og rør den ud i den stadig lune bærpuré, til der ikke er flere klumper.
  5. Rør yoghurt/skyr og evt. vanilje i puréen, og sæt det til side.
  6. Pisk æggehviderne stive, og tilsæt de 2 spsk. sukker lidt ad gangen. Pisk til æggehviderne er luftige og seje.
  7. Vend forsigtigt bærmassen i de stiftpiskede æggehvider. Pas på du ikke slår luften ud af hviderne.
  8. Fordel moussen i glas (her er en sprøjtepose let anvendelig) og sæt dem på køl et par timer indtil servering.
  9. Top dem med lidt friske bær, hakkede nødder og chokolade, og server.
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

InstaMoments #33