Små Ting

Bange

Jeg er bange. Hunderæd, faktisk. Det er også derfor, der er så stille her på bloggen for tiden. Fordi jeg er ved at falde helt fra hinanden, af frygt for det, der skal ske. For den rejse, jeg skal på lige om lidt.

Jeg vil gerne afsted. Jeg skal afsted. Men jeg er også mega bange for at tage så stort et skridt. Jeg kommer virkelig ud af min comfort zone, hvilket er enormt hårdt. Jeg forsøger at kæmpe imod angsten, men ind i mellem overmander den mig fuldstændig, og jeg får lyst til at springe fra.

Men jeg ved, at det er angsten der taler. Og kan kan, må og vil ikke lade angsten styre mit liv. Det er bare vildt hårdt at tage den kamp op, og jeg bliver gang på gang ramt af tvivl om hvorvidt, det er det rigtige. Kan det virkelig passe, at det skal være så hårdt?

Jeg synes, jeg tog det hele meget cool, da jeg traf beslutningen om at skulle afsted. Jeg var også nervøs, men ikke nær så bange, som jeg er nu. Det er bare kommet så tæt på og det skræmmer mig helt vildt.

Forhåbentlig bliver det ikke så slemt, som jeg forestiller mig. Forhåbentlig kommer det bare til at gå godt. Forhåbentlig kommer jeg godt igennem turen og kan så se tilbage på en kæmpe personlig sejr. Under alle omstændigheder kommer jeg jo hjem igen. Jeg klarer det. Selv hvis det bliver en lorte-tur, så har jeg stadig været afsted. Og det tæller også noget, når man har det som jeg.

Selvfølgelig bliver det godt. Eller i hvert fald nogenlunde, og bedre end jeg forventer. Det må det næsten blive.

Men jeg glæder mig mest bare, til det er overstået og jeg er hjemme igen. Indtil da forsøger jeg at efterleve dette:

be_scared_01

billede herfra

Og så gør jeg alt hvad jeg overhovedet kan for at blive (mentalt) klar til turen. Jeg skriver lister, tænker positive tanker, får styr på medicin, kigger på vejrudsigt, bykort og programmet for turen, får trænet, sovet og spist, er sammen med min familie og slapper af. Alt, hvad jeg overhovedet kan gøre, for at have det så godt som muligt op til, og på den måde have mindst risiko for angst på turen.

For det er dét, jeg er bange for. Bange for at jeg pludselig står midt i Lissabon, alene (selvom jeg fysisk ikke er alene) med mine tanker og følelser. At jeg pludselig står i en situation, jeg ikke kan rumme, men heller ikke komme væk fra. Normalt, når jeg oplever angsten trækker jeg mig til et sted, hvor jeg føler mig tryk. Det kan jeg ikke i Lissabon. Det er knap en uge i mere eller mindre utryghed.

Shit, jeg glæder mig til at være hjemme igen. Og så undskylder jeg på forhånd for forsømmelsen af bloggen. Sådan må det altså lige være for nu. Jeg holder jer opdateret.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Små Ting