Små Ting

Barcelona Day Two

IMG_6223IMG_6228IMG_6271Camp Nou
Første stop på dag to, efter en god nats søvn i lejligheden, var Camp Nou. Vi stod op i ordentlig tid, så vi kunne nå ud til Barcelonas stadion inden alle de andre turister kom derud. Vi havde også bestilt billetter hjemmefra, så vi slap for at skulle stå i kø og købe biletter. Begge dele kan anbefales, hvis man ligger turen forbi stadion: At komme tidligt og at have købt billetter hjemmefra. Billetterne gav adgang til både tur rundt på stadion og det museum, der ligger sammen med. Det var en stor oplevelse, særligt for drengene, at komme ind og se stadion, og jeg havde indtryk af at det også var ret vildt at se pokaler, guldbolde osv. der var udstillet på museet. Så hvis man har fodboldinteresserede i familien, er Camp Nou klart et besøg værd!

Læs også: Barcelona day one

IMG_6291FCB Mega Store
Sammen med stadion lå der også en KÆMPE fanshop, hvor vi selvfølgelig også var inde. Her var drengene blevet lovet hver deres t-shirt, uanset pris, og der kom også lidt andre FCB-gadgets med hjem. Igen kan det anbefales at komme tidligt. Priserne er selvfølgelig høje, fordi det er “den ægte vare”, så det skal man gøre op med sig selv, om man vil ofre. Til mine brødre var det godt givet ud, og de fik hver en t-shirt med deres eget navn trykt bagpå.

IMG_6320IMG_6313IMG_6319IMG_6333IMG_6348IMG_6347Fra Placa d’Espanya til Museu Nacional d’Art de Catalunya på Montjuic
Fra stadion tog vi en metro ud til Placa d’Espanya, der er en af de store pladser i Barcelona. Herfra kunne vi gå mellem de to søjler, Torres Venecianes, og begynde opstigningen mod det store palads, der lå på toppen af Montjuic. Det var sådan en smuk bygning og en rigtig smuk tur; først op ad vejen, hvor der var bassiner langs med, og derefter op ad alle trapperne, hvor udsigten bare blev bedre og bedre. I sommeren er der også tændt for nogle springvand, bl.a. Font Mágica, der ser helt fantastisk ud, men de var desværre slukket, da vi var der. Vi må komme tilbage og se det en dag! Vi nåede toppen, og sad lidt og nød udsigten over byen, til lyden af gademusikkere og -sælgere. Og sugede den smuuuule solskin vi fik til os. Vi var ikke inde og se museet, men beundrede det bare udefra.

IMG_6370 olympisk stadionIMG_6375 Det gamle olympiske stadion
Da vi havde samlet kræfter til at gå videre, gik vi rundt om paladset og kom så til det gamle olympiske stadion. På vejen kom vi også forbi skilte til nogle botaniske haver, som man måske kunne ligge turen forbi, men vi droppede dem for denne omgang, af hensyn til de mindste ben i familien. I stedet så vi som sagt det gamle olympiske stadion, der var et rigtig fint og dejligt sted. Der var åbent, så man blot kunne gå ind uden at skulle betale.

IMG_6383Gåtur ned ad Montjuic
Efter det gamle olympiske stadion fortsatte vi ned ad bjerget i retning mod havnen. Det var en semi-lang, men også rigtig dejlig, tur. Og igen var der udsigt over byen. Det er altså en stor by, Barcelona! Hvis man har tid, synes jeg at man skal give sig selv tid til turen ned ad bjerget, men ellers kan man sikkert også tage en form for bus.

IMG_6391 IMG_6398 IMG_6410 Havnen
For enden af bjerget lå byen og havnen, hvor der var palmer og blå himmel. Vi endte ved Plaça de les Drassanes, hvorfra man kunne gå mod havnen eller op mod Ramblaen. På det tidspunkt var vi trætte og sultne, og endte dermed med en lidt krise-agtig situation, inden vi fik noget mad indenbords, men der er altså masser af små hyggelige steder ned langs havnen. Vi endte til sidst på en lille café lige ved Ramblaens start, og efter et par kopper kaffe og et par croissanter, var vi lidt mere klar igen. Malthe var dog ved at være træt, så vi endte med at dele os. Min far gik med Malthe hjemad (de skulle bare op ad Ramblaen, for vi boede jo lige i den anden ende) og Rasmus, min mor og jeg begav os så ud i byen igen. Først gik vi ned og kiggede på de store både, der lå på den eksklusive del af havnen. Her var der masser af gadesælgere, så hvis du søger et par falske Nike eller et billigt tørklæde, så er det stedet at tage til.

Læs også: InstaMoments #59 – Barcelona hvor I bl.a. kan se et billede fra den café vi drak eftermiddagskaffe på, samt det show vi var så heldige at overvære mens vi sad der

gotiskkvarter IMG_6442Det gotiske kvarter og Placa Reial
Fra havnen forvildede vi os ind i det gotiske kvarter, hvor vi brugte de næste timer på bare at gå rundt på må og få. Det gotiske kvarter er det gamle Barcelona, der ligger til højre for Ramblaen (hvis I kigger på et kort). Det er simpelthen noget af det mest charmerende, og jeg var helt vild med bare at tulle rundt, tage billeder og besøge en masse af de små specielle butikker, der også lå i gaderne. Det er et must at tage hertil, hvis man er i Barcelona, og sæt endelig lang tid af til det! Placa Reial var en af de pladser vi også kom forbi, og den synes jeg virkede særligt hyggelig. Der var restauranter hele vejen rundt, og vi talte om at vi gerne ville tilbage hertil og spise en dag. Det nåede vi aldrig, men I kan jo overveje at smutte forbi. Om ikke andet så for at beundre de gule huse og grønne palmer.
Da vi blev trætte af at gå rundt (og rundede de 25.000 skridt for dagen) gik vi ud til og op ad Ramblaen, for at komme hjem mod lejligheden.

IMG_6452 bacoa IMG_6448

Bacoa Burger Bar
Lige ved siden af opgangen til vores lejlighed lå Bacoa, der var en lille, smart indrettet, burgerbar. Vi havde aftalt at vi skulle spise ude, og efter at have kigget på de forskellige muligheder rundt omkring lejligheden, endte vi her. For deres koncept var ret smart: Man krydsede af på en liste hvilken bolle eller skål man ville have, og herefter hvilken form for kød og andet fyld, man ville have i burgeren. Så var der også mulighed for at vælge “extras” og bestille forskellige pommes “on the side”. En drikkevare kunne man også skrive på bestillingen. Når man så havde sat sine krydser afleverede man kuponerne, og efter ganske kort tid, var maden klar. Jeg fik den lækreste salat med linser, rødløg, tomater, grillede peberfrugter og valnødder, med grillet kylling og “extra” i form af avokadocreme. De andre fik Classic Brugers i forskellige boller, og nogle tilkøbte bacon, ost og nogle karamelliserede løg. Vi bestilte også to gange fritter (almindelige og grove) med aioli til deling. Det hele var bare så godt, og vi var alle meget begejstrede! Både for hele konceptet og kvaliteten af det måltid vi fik. Man kunne virkelig smage, at det var ordentlige råvarer, der også var behandlet ordentligt og hvor der var lagt noget arbejde i tilberedelsen, så kunderne kunne få en god oplevelse. Jeg synes bestemt det er et koncept, vi skal adoptere til Danmark, og hvis I er i Barcelona, synes jeg virkelig, at I skal smutte forbi, hvis I vil have en ordentlig burger og/eller salat.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Små Ting