Nicecream // Bananis med Kakao & Peanutbutter

Birthdaykid // Nineteen Years

image

Gæt, hvem der har fødselsdag i dag? Jep, I gættede rigtigt. Det har undertegnede! 19 år, sørme. Det er ikke helt til at forstå. Er det virkelig et år siden, jeg blev 18 og trådte ind i de voksnes rækker? Jeg synes slet ikke, der er gået et helt år. Og så alligevel, så er det sket ret meget med mig i det forgangne år.

Jeg er ikke flyttet hjemmefra, er blevet færdig med uddannelse, har fået kæreste eller andre på den måde skelsættende og livsændrende ting, men der er meget indeni mig, der har ændret sig. Jeg er begyndt at tro og stole på mig selv igen, og jeg har det ikke nær så svært psykisk i dag, som jeg havde sidste år på min fødselsdag. Sidste år græd jeg (meget) på min fødselsdag, hvilket jeg bestemt ikke regner med at skulle i dag. Jeg kan stadig have dårlige dage, men jeg har fået en tro på at jeg nok skal komme igennem det. Jeg føler, at det går fremad og ikke tilbage, så selvom det er langsomt og nogle gange to skridt frem og ét tilbage, så er det stadig så meget bedre end at stå i stampe og føle sig helt magtesløs og elendigt til mode.

Denne svære periode, jeg har været igennem har også rykket mig mentalt på så mange fronter. Jeg er blevet mere klar over hvem jeg er og hvem jeg ønsker at være. Jeg er blevet mere opmærksom på forskellige psykologiske mekanismer, og mere klar over, hvad jeg selv kan gøre, for at trække mig selv op i stedet for ned. Jeg er blevet mere bevidst om hvad jeg har brug for og hvad jeg ikke har brug for, samt mere fokuseret på de ting, jeg finder værdi i. Jeg er blevet bedre til at sætte pris på det, jeg har og være i nuet. Jeg er blevet bedre til at udfordre mig selv, men også mærke efter hvornår nok er nok.

Alt i alt har jeg det bare SÅ meget bedre i dag, end jeg havde for et år siden, og det er jeg lykkelig for.

Året, der er gået, har været en hård omgang og jeg har haft lyst til at give op. Droppe skolen, sige op på mit arbejde, bryde kontakten med min omgangskreds og bare gemme mig under dynen. Men jeg har min stædighed at takke for, at jeg kæmpede videre. Det er jeg glad for i dag.

Jeg håber, at jeg fortsat vil udvikle mig gennem det næste år. At fylde år ændrer jo ikke noget, men det er alligevel en kærkommen mulighed for at reflektere over det seneste år og tænke over, hvad man gerne vil i det næste. Lidt ligesom nytår. Jeg tror ikke på ændringer natten over, men jeg tror det er sundt at overveje, i hvilken retning, man gerne vil i.

Og jeg vil gerne fortsætte med at arbejde mig henimod en glad Marie. En Marie med flere gode end dårlige dage, med overskud til de fantastiske mennesker, hun har i sit liv og til at opnå de ting, hun gerne vil. En Marie, der hviler i sig selv, tror på at hun kan og er god nok, og tør at udfordre sig selv. Jeg starter mit år som 19-årig med den største udfordring af alle: Jeg rejser til Lissabon på studietur, og er dermed helt på udebane og uden min familie. Det bliver hårdt, det ved jeg, men forhåbentlig er det en kick-starter til et (endnu mere) angstfrit liv og et rigtig godt år, hvor jeg får rykket mig endnu mere, end jeg i forvejen har gjort.

I dag vil jeg nyde dagen med min familie. Der har været lidt tryk på i min familie de sidste uger (mere om det snart!), så jeg har bare ønsket en helt stille og rolig dag.

Rigtig god lørdag til jer<3

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nicecream // Bananis med Kakao & Peanutbutter