Sund Jordbærtærte

Café Fleuri: En lille, hyggelig Oase i Byen

fullsizeoutput_809c

// Selv udefra er Café Fleuri noget ganske særligt //

Jeg stornyder simpelthen at have (læse)ferie og den frihed, det giver. Det er så fantastisk dejligt at kunne fylde sine dage med dét, der gør en glad. Og noget af dét, der gør mig (meget) glad er god mad i godt selskab og hyggelige omgivelser – I ved de der små stunder, hvor det hele går op i en højere enhed og man føler sig glad helt ned i maven?

Sådan en lykkestund havde jeg i tirsdags, da min veninde og jeg var taget ind på Café Fleuri, for at spise brunch. Hun er en lige så stor foodie som mig, så vi havde begge glædet os til at besøge stedet, som jeg havde besøgt én gang før, sidste sommer, og som vi havde set lækre, lækre billeder fra.

fullsizeoutput_8095

// Simpelthen så mange spændende og lækre delikatesser og specialiteter //

Når man træder ind ad døren, kan man ikke andet end at blive helt overvældet, for Café Fleuri er ikke kun en café, men også en delikatesseforretning med det vildeste udvalg og den fineste udsmykning. Der er fine detaljer og grønne planter overalt, og det hele er simpelthen så gennemført.

fullsizeoutput_8098

Den gennemførte franske, romantiske stil fortsætter ind i selve cafédelen, der også er virkelig hyggeligt indrettet og med en ganske særlig stemning og atmosfære. Jeg har vitterligt aldrig været på en café, med så meget sjæl og charme, som der er på Café Fleuri.

Vi plantede os først indenfor ved et bord, men da solen så småt brød igennem, besluttede vi at rykke ud i gårdhaven. Den er endnu en lille (omend ret fantastisk) detalje ved Café Fleuri, der er med til at gøre det til et helt unikt sted. For gårdhaven er en lille, grøn oase midt i byen, og man har indtrykket af at tiden står stille og alt foregår mindfuldt og afslappet, når man begiver sig om i den lille gårdhave, hvor der både er læ og sol.

fullsizeoutput_8092

// Hyggeligste gårdhave med så mange fine detaljer //

fullsizeoutput_8091

// Mægtig god kaffe, der blev serveret med lidt snacks “on the side” //

Vi bestilte to gange brunch og to gange kaffe, og mens vi ventede på maden, blev den første kop serveret. En dejlig stor kop, med en perfekt afbalanceret, rund og fyldig økologisk kaffe, der nok også smagte særligt godt fordi den blev nydt i så fine omgivelser og i så dejligt selskab. Den lille detalje med, at der kom lidt snacks (rødbedechips, karamelpopcorn og chokolademandler) med, var prikken over i’et!

Det eneste, vi var lidt bekymrede for, var om det mon nu var den eneste kaffe, vi fik. Men heldigvis var der refill, da maden blev serveret!

fullsizeoutput_8090

// Selvom det vigtigste er smagen, kan man ikke andet end at blive glad, når man får serveret så smuk en tallerken. Jeg spiser også med øjnene! //

Og maden! Jeg siger jer: Det var den lækreste brunchtallerken, jeg længe har fået, og så langt fra de klassiske “æg og pølse + noget sødt brød”-brunches, man ellers får på mange caféer. Dette var noget helt andet, og så meget mere i min “ånd” og efter min madfilosofi. Det var en overdådig tallerken, men af gode, sunde, nærende og økologiske råvarer. Naturlig mad, der smagte helt fortrinligt og som gav en god følelse i kroppen. Mad, som man bliver glad af at spise, fordi det smager godt og føles godt. Det er så vigtigt at spise mad, som man nyder, og give sig selv den luksus. Det er i hvert fald livskvalitet for mig.

fullsizeoutput_808f

// Hvor fint er det ikke lige, at det hele pyntes med de små, blå blomster? Det er bare sådan nogle små detaljer, der bidrager til en fantastisk helhedsoplevelse //

På tallerkenen var der: Hjemmebagt brød og rødbedeknækbrød, ost og nogle lækre spegepølser, marmelade, smør og pålægschokolade, yoghurt med lidt bær og müsli, friskskåret frugt og grønt, flere af de gode rodfrugtchips, som blev serveret til kaffen, samt et lille stykke dadel-konfekt-kage. Lutter gode sager!

fullsizeoutput_8089

Vi endte med at blive hængende længe på caféen, for maden indbød til virkelig at nyyyyyde den og der var bare så rart og dejligt i gårdhaven, at vi slet ikke havde lyst til at bevæge os videre. Der var bare en særlig stemning, og slet ikke den travlhed, man ellers kan opleve på caféer. Der var tid og ro, og det var det perfekte spot for en venindedate.

Café Fleuri får mine varmeste anbefalinger og jeg vender bestemt tilbage. Jeg kan næsten ikke vente!

fullsizeoutput_8099

Brunchen blev sponsoreret af Café Fleuri, men jeg er ikke blevet betalt for at skrive dette indlæg. Jeg kan 100% stå inde for det, jeg har skrevet om caféen, og er her kommet med min ærlige holdning.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sund Jordbærtærte