Snevejr & Julelys

IMG_3883 IMG_3893IMG_3884 IMG_3885 IMG_3891 IMG_3882 IMG_3894Er I også vågnet op til sne? Her på fyn har det i hvert fald sneet i nat, så jeg vågnede op til en hel hvid have. Ret hyggeligt, men også lidt vildt at vinteren allerede er kommet for alvor. Man får helt lyst til bare at putte sig indenfor, men sneen sætter også en stopper for nogle af de planer, jeg havde. Fx. er udsigten til en løbetur vist lidt usikker. Formiddagen bruges i hvert fald på indendørsaktiviteter. Skal have skrevet blogindlæg og have afleveret en engelskstil, som jeg snart ikke gider kigge på mere.

I går var jeg også inde og få årets første skud jule-stemning. Traditionen tro var vi nemlig inde og se julelysene blive tændt i Odense. Der bliver delt slikposer ud til børnene, der tælles ned på Flakhaven, og så tænder borgmesteren, med hjælp fra julemanden, det store træ og alle de andre lys. Vi har været derinde i mange år, og jeg synes altid det er så fint. Så er det for alvor ved at være jul!

Vinterbadning

Der var vinterbadning (også selvom kalenderen siger forår) på programmet til fællesaften i går. Det var min kontaktlærer, der havde fået den geniale idé, og vi var faktisk overraskende mange, der støttede op om projektet. I hvert fald inden vi tog afsted, og da vi kørte mod Middelfart i dejligt lune busser.

Da vi så stod der, ved noget koldt, mørkt og vådt (ja, surprise – vandet var vådt) vand i Middelfart, hvor der ingen lygtepæle eller belysning var, var vi dog nogle (heriblandt mig selv) der fik lidt kolde fødder. Vi fik det arrangeret således, at bussen holdt og lyste over på badebroen, så det var muligt for os at se bunden, der var en fin sandbund uden sten, og så da de første hoppede i, mandede jeg mig op, smed tøjet (var iklædt badedragt indenunder hjemmefra), og fik for alvor kolde tæer – helt bogstaveligt – da jeg stod der i sandet, og ventede på at jeg kunne komme i vandet. Og så begav jeg mig ellers ud på badebroen sammen med en masse andre frysende, rystende og hvinende drenge og piger, hvor billedet af mig er taget, lige inden jeg sprang i vandet.

På 3-2-1-NU(!) sprang jeg i bølgen blå med Margrethe, min løbemakker fra 10 kilometeren. Min sidste tanke var at jeg ikke skulle have hovedet under, men det var svært at vurdere hvor dybt der var, så jeg kom helt under. Det var isnende koldt, men det var også en ret vild følelse. Sådan på den fede og sjove måde. Særligt da man så pludselig blev helt varm, når man kom op af vandet. På stranden stod Cecilie klar med håndklæder, og så skyndte vi os ellers tilbage i den varme bus, og fik noget tørt tøj på – dog med det våde badetøj indenunder.

Hjemme på skolen var der lune boller og varm kakao, som min gruppe og jeg skulle klargøre og servere. Det betød at vi ikke nåede i bad, inden vi skulle direkte i køkkenet, men til gengæld var sådan en bolle og et krus kakao fuldstændig perfekt efter en kold dukkert. Og så var det nok cirka det rareste bad længe, da jeg klokken 22:30 endelig kunne komme i bad.

Vinterbadning var alt i alt en yderst kold og sjov fornøjelse, og en succes som jeg godt kunne forestille mig at gentage. Men også kun, hvis det er med en stor venneflok eller efterskolen. Det var jo dét, der gjorde det sjovt! Og så er det da noget af en sejr, at kunne sige, at man har gjort det.

Vinterferie

Jeg har vinterferie i denne uge, og er derfor hjemme fra efterskolen. Ferien her skal primært bruges på at slappe af, men har også budt på, og kommer til at byde på, forskellige aktiviteter og rare planer. Jeg opdaterer instagram (MarieJosiasen) jævnligt her gennem ferien, så hvis I har lyst til at følge lidt med, skal I være noget så velkomne! Det ville da være ganske hyggeligt.
Ferien blev skudt i gang fredag aften med elevfest, der var sindssyg sjov og hvor jeg dansede hele aftenen væk. Lørdag sov jeg længe, og så var jeg i byen med min mor, og fik bl.a. købt vinterjakke på udsalg og en topmadras til min seng, så jeg nu sover endnu bedre. Fordelen ved ikke at drikke, er at man slipper for tømmermænd, så det var ganske rart.
Søndag stod på halvmarathon, der var noget af en succesoplevelse, og som jeg stadig er en smule høj over! Resten af dagen dasede jeg på sofaen, og jeg tror det mest krævende jeg lavede var at bage (de allerbedste) fastelavnsboller, som jeg efterfølgende spiste med min familie. Det var velfortjent, synes jeg. 
For at lave noget sammen kørte vi i Givskud Zoo i mandags, og på trods af at zoo’en kun var halvt åbent (hvilket der ikke var informeret om på hjemmesiden) og vi blev en smuuuule skuffede, så var det nu meget hyggeligt. Løverne var yderst aktive, da de lige var blevet fodret, og så var der de sødeste små unger. Årh.
I går, tirsdag, startede ud med en tiltrængt gåtur i skoven med Luca og far, og så bød den på endnu en familieaktivitet, da vi alle tog i biografen. Vi splittede op, så drengene og jeg så “Nat på Museet” og mine forældre så “Mænd og Høns”. En fordeling som vi vist alle var ganske godt tilfredse med. Jeg nyder altid at lave ting med mine brødre, når jeg er hjemme fra skolen. Det betyder rigtig meget for mig at vi får nogle oplevelser sammen, nu hvor jeg ikke er hjemme i hverdagene. Aftenen havde jeg for mig selv, da min familie tog ud og spiste hos mine bedsteforældre, og det var nu også ganske udemærket, at der var helt stille og roligt.
Min første løbetur efter halvmarathon’et løb jeg her til formiddag, og på trods af noget tunge ben, var det sindssygt dejligt at være tilbage i løbeskoene. Resten af dagen skal gå med kagebagning, da vi skal medbringe kage, når vi skal besøge nogle venner imorgen, og ellers bare med afslapning. 
Imorgen er der som sagt vennebesøg på programmet, og ellers er der vist bare masser af tid til at slappe af, gå og løbe ture, være sammen og tage på små udflugter her de kommende dage, inden den på søndag står på fødselsdagsbrunch hos min bedstefar. 
Og så er ferien vist også ved at være gået, og jeg skal tilbage til NÅE. Det glæder jeg mig nu også til.

Vierli med NÅE: Hyttehygge i Silkeli10

En stor del af det, at være på skiferie, har også været samværet i hytterne. Jeg boede i Silkeli 10, sammen med 10 andre piger, og vi har simpelthen bare haft det så godt og rart og hyggeligt. Vi har selv haft ansvaret for al madlavning og madpakkesmøring, at komme op til tiden og sengetider, rengøring og oprydning, og det har bare fungeret 95% af tiden. Selvfølgelig har det været små kontroverser, men det er også svært at undgå, når man er så mange sammen, på så lidt plads, og jeg synes virkelig at vi har været overraskende gode til at få det til at fungere.
Vores hytte blev også lynhurtigt samlingsstedet for mange andre. Vi havde en af de store og nye hytter, og det var derfor oplagt at samles hos os. Så det var sjældent, at der ikke var gang i den og folk på besøg, og det var bare så hyggeligt og sjovt, at der altid var liv på den måde. 

Det har uden tvivl styrket vores sammenhold, og bragt os tættere på hinanden, at bo sammen i denne uge. Vi har jo delt opture og nedture, og sjove hændelser og oplevelser. Hvis vi ikke har været sammen, når det skete, har vi fortalt hinanden om det, og berettet om dagens oplevelser, når vi mødtes til aftensmaden.

Jeg var meget nervøs, inden vi skulle til Norge, hvilket jeg også skrev om her på bloggen. Jeg var faktisk så nervøs og bange, at jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne klare at tage med. Nye, grænseoverskridende situationer er jeg ikke altid så god til at tackle. Men set i bakspejlet, er jeg uendelig glad for at jeg overvandt mig selv og tog med. Jeg ville være gået glip af så mange dejlige og unikke oplevelser, og her er det særligt hyttelivet, jeg tænker på. Jeg havde nok også klaret mig fint igennem efterskoleåret uden at prøve ski, men det sociale aspekt havde jeg virkelig manglet, hvis jeg ikke havde været en del af Norges-turen.

Vi har oplevet så mange små finurlige ting sammen, som binder os sammen, og som udgør noget helt særligt og unikt: vores efterskoleår sammen. Ikke nogen andres efterskoleår, men vores år på Nørre Åby Efterskole. Jeg er så taknemmelig for alle de fede oplevelser, jeg deler med det skønherlige NÅE-folk.

Vierli med NÅE: Alpin

Efter tre dage veloverstået med langrendsski, skulle vi stå på enten alpinski eller snowboard onsdag, torsdag og fredag. Vi havde hjemmefra fordelt os på forskellige niveauer, og valgt hvorvidt vi ville stå på alpin eller snowboard. Jeg havde valgt nybegynder ski, og var meget, meget spændt.

Tirsdag, efter vores sidste langrendstur, afleverede vi de ski og støvler, og fik i stedet udleveret alpinstøvler og -ski, stave, til de øvede, og hjelme, så onsdag morgen var vi klar til nye skieventyr. De, der var lidt mere vant til at stå på ski kørte til Rauland, et større skisted i nærheden, mens vi nybegyndere blev i Vierli, hvor vi startede på børnebakken. Den fik jeg faktisk rimelig hurtigt styr på, og smuttede derfor med over på den blå bakke, da gruppen blev delt op.

Her kørte jeg op og ned, og op og ned, og op og ned hele formiddagen, og nåede faktisk til et punkt, hvor jeg syntes at det var sjovt. Jeg var nok ca. den langsomste skiløber i verden, og plovede hele vejen ned, men jeg var positiv, og også noget mere positiv end jeg havde regnet med.

Desværre havde jeg en lidt træls oplevelse på skiene torsdag formiddag. Den lille, blå bakke var efterhånden blevet en anelse kedelig, så jeg lod mig overtale til at tage med op på toppen, for så at finde en anden blå at køre ned af. Men da vi kom helt derop på toppen, hvor der var så smukt, så smukt, og vi kunne se ud over den smukkeste, uberørte dal, hvor solen stod over, var der ingen blå pist, som der ellers havde været indtegnet på kortet, men kun en rød. Og så gik jeg lettere i panik og baglås, og nægtede, vred, bange og ked af det, at køre ned ad noget, der i mine øjne var alt for stejlt til at mine stadig lidt usikre ski-ben kunne klare det. Så jeg endte med at smide skiene og gå ned. Så ydmygende.

Jeg kørte et par ture mere på den lille blå bakke torsdag, og tog også et par ture fredag formiddag, men det var som om min spirende glæde for skiene var falmet en smule. Jeg havde i hvert fald ikke samme gåpåmod.

Så da der blev åbnet op for at vi kunne kælke, tog det ikke mange sekunder for mig at smide skistøvlerne og i stedet tage mine almindelige støvler på. Og så var det bare op, op, op med liften og så heeeeeeeele vejen ned for fuld fart! Blev kaldt lidt af en fartdjævel på den kælk der, men det var godt nok også sjovt! På ski føler jeg mig stadig ret usikker, men kælke, det kan jeg!

Jeg forstår udemærket hvorfor folk bliver grebet af ski. Det dér kick man får, når man suser ned ad bakken, er ret fedt. Det er sjovt, når det går godt, når skiene glider og når man bliver mere og mere modig. Så meget nåede jeg da at finde ud af, på mine få dage på ski. Også selvom jeg (desværre) ikke nåede at blive helt fortrolig med skiene, eller nåede det punkt, hvor jeg stolede på at jeg kunne finde ud af det. For for at blive helt vild med ski, tror jeg, at man skal turde at give slip og bare stole på at man godt kan dreje og bremse, og at man ikke kommer slemt til skade. Der nåede jeg aldrig helt til, så jeg tror også at min næste gang på ski ville kræve lidt overvindelse og overtalelse af mig selv.

Jeg ville gerne kunne sige, at ski var det fedeste, for det tror jeg virkelig det er, hvis man tør og kan, men jeg kan ikke helt hoppe med på den ski-heppende vogn, hvor gerne jeg end ville.