IMG_7402

Det er eksamenstid og de første studenter har fået huerne på. Denne tid byder dermed også på et øget fokus på karakterer. For selvom det “bare” er et tal, så er det alt andet end lige et ret vigtigt og afgørende tal – fx. hvis man ønsker et bestemt snit for at kunne søge videre på drømmeuddannelsen.

På de sociale medier har der i forbindelse med dette karakterræs været en del debat. Forældre har, stolte, delt deres børns eksamensresultater, men er blevet udskældt for at “blære sig” med deres børns resultater og ligge et unødigt pres på eleverne. Er jeg den eneste, der ikke helt kan se logikken i, at det nu skal være forkert, at være stolt af sit barn? Eller forkert at få en høj karakter?

Elever, der får 12, er selvfølgelig ikke bedre mennesker og mere værd, end elever, der får 02, men jeg mener stadig, at det skal være i orden at være stolt. Ligesom man også sagtens kan være stolt over 02, hvis man virkelig ikke er stærk i skolen og bare gerne vil bestå. Det er i orden at man selv er stolt, og i orden at forældrene er stolte. Det er helt naturligt. Jeg synes ikke man skal se offentliggørelsen af karakterer som et “se mit barn, det er meget bedre end dit”, men mere et udtryk for en stolthed, som kun forældre kan føle, og som de derfor gerne vil dele med resten af Facebook-vennekredsen – præcis som de deler, hvis barnet vinder en fodboldkamp, fanger en fisk eller har tegnet en flot tegning.

Jeg selv oplever også denne problemstilling: At jeg ikke rigtig kan tillade mig, at være stolt af mine karakterer, uden at komme til at træde på andre og blive opfattet som en stræber, uden at det på nogen måde er min intention. Derfor hader jeg, når snakken falder på karakterer. Hvis jeg spørger: “Hvordan gik det?” og får svaret tilbage: “Det gik godt, jeg fik 7! Hvad med dig?”, hvordan skal jeg så både lykønske og sige, at jeg fik 12? Uden at det virker som om, at jeg blærer mig? Jeg føler mig ikke mere værd, end folk, der får lavere karakterer end jeg, men jeg er bange for at folk vil opfatte mig som højrøvet, hvis jeg nævner min karakter. Jeg spørger aldrig ind til en prøve, for at høre til folks karakterer, og jeg bringer heller aldrig mine egne på bane. Derfor svarer jeg som oftest bare med: “Det gik godt”

Det er jo egentlig fjollet og dybt åndssvagt, at jeg skal føle, at jeg skal gemme mine karakterer. Der er jo på ingen måde noget, at være flov over! Jeg er stolt af mine høje karakterer, og det burde ikke være et tabu at snakke om. For karakteren afgør jo ikke hvor rar, sød, venlig eller kærlig man er, om man er et godt menneske og om man er noget værd, men noget så simpelt som ens niveau i skolen. Og at jeg er “bedre” end en anden, er jo ikke ensbetydende med at den anden er mindre værd eller dårlig. Karaktererne er ikke til for at sammenligne, blot for at vurdere og evaluere.

Jeg synes ofte, at de høje karakterer skal forsvares og undskyldes for. Overfor andre elever og sågar også lærere. Til en evaluerende samtale med lærere og forældre i midten af 1.g blev der i hvert fald lagt stor vægt på mine høje karakterer. Jeg fik ros og de syntes bestemt, det var flotte karakterer, men efter de pæne ord, blev der kigget på mig med bekymret mine, og spurgt hvor meget, det betød for mig at få høje karakterer? Hvad ville jeg gøre, hvis jeg pludselig fik et 7 tal? Hvor meget tid brugte jeg på at forberede mig? Jeg måtte meget indtrængende forsikre dem om, at jeg selvfølgelig er glad for mine karakterer, men at det ikke er hele min verden. Jeg bruger ikke ekstra tid på lektier, og min verden kollapser ikke ved en lavere karakter. Jeg syntes, det var meget ubehageligt at skulle forklare og forsvare mig, og blive “anklaget” på den måde. Jeg ved godt, at det udelukkende er af bekymring og venlighed, men jeg synes ikke det kan passe, at dét, at få høje karakterer, skal være noget, vi skal passe lidt på med. Høje karakterer er ikke et udtryk for, at man bliver presset for hårdt; af forældre, skole, lærere, omgangskreds eller sig selv. Det er udelukkende en evaluering af niveauet i skolen. For nogen, falder det bare meget naturligt, og det er dermed ikke en kamp, at score de høje karakterer.

Karaktererne burde ikke være noget, at skamme sig over. Det bliver altid italesat, at man ikke skal være ked af en “dårlig” karakter, men jeg synes også, det kræver lidt opmærksomhed, at man altså på den anden side også sagtens kan tillade sig at være stolt af at få høje karakterer! Det ér pisse sejt – ikke sejere end de lavere karakterer, men lige så sejt, og dermed ikke noget, man skal klandres for at glæde sig over.

Alle karakterer burde accepteres, og ikke vurderes og fordrejes. Et 12-tal er et 12-tal, og intet andet. Men det er et udtryk for, at der er noget man er god til, og det må (og skal) man gerne være stolt af som elev og forældre.