1. Januar

Nytårsfest-på-NÅE151// billedet er helt tilbage fra januar ’15, hvor vi holdt nytårsfest på efterskolen //

Godt nytår! Og velkommen til år 2018!

Jeg håber, at I alle havde en fantastisk dejlig nytårsaften – ligemeget hvordan, hvor og med hvem, I holdt aftenen med. Selv hvis I ikke holdt fest eller fejrede aftenen, håber jeg, at det var en aften efter jeres hovede.

Jeg selv havde en ganske fin nytårsaften. Markant bedre end sidste år, hvor jeg lå med influenza, men der skulle selvfølgelig ikke så meget til heller. Jeg startede aftenen sammen med min familie og nogle af deres venner + børn, hvor vi så dronningens nytårstale, spiste god mad og snakkede. Vi havde stået for desserten (den har I måske allerede set på instagram?), til min store glæde.

Da vi havde spist og snakket, og klokken nærmede sig 23, tog jeg afsted til en af mine gymnasieveninder, for at tilslutte mig festen. Der stod den på spil og dans, fyrværkeri, 90. års fødselsdag, nedtælling og hop ind i det nye år, musik, snak og grin. Det var overraskende hyggeligt, så jeg endte med at blive helt til klokken 4, hvor jeg så kørte hjem i seng (det er den helt store fordel ved ikke at drikke).

På trods af mit lidt ambivalente og skeptiske forhold til nytår og lidt bøvl med planlægningen ift. hvad jeg skulle / havde mest lyst til, endte det altså med at være en rigtig fin aften.

I dag er jeg træt. Sådan helt på tømmermænds-måden – bare uden tømmermænd. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ville være, hvis jeg havde drukket. For jeg føler mig helt groggy og klattet, med hovedpine og ubehag – og det er kun forårsaget af træthed og søvnunderskud.

Så dagen er blevet brugt på sofaen / i sengen – kun afbrudt af en gåtur med min familie. Jeg bliver på sofaen resten af dagen, og så er jeg klar til at gå i krig med 2018. Fra imorgen.

På årets sidste dag….

IMG_4469

Sidste dag i 2017. Det er mærkeligt. Er det virkelig allerede ovre? Er det allerede 2018? Jeg synes, at et år passerer så ufatteligt hurtigt. Og så på den anden side, så har 2017 budt på mange oplevelser. En tur til Rømø, en ny fætter, 19-års fødselsdag, studietur til Lissabon, konfirmation for Rasmus, Århus-tur med min mor, 2.g. eksaminer og årsprøversommerferie i Spanien, Århus-tur med Alberte i sommerferien, start i 3.g., København-tur med Alberte, en afleveret SRP (og dermed ét skridt tættere på studenterhuen). Det er jo egentlig helt vildt meget!

2017 har på mange måder været et godt år. Et år, hvor jeg har fået udfordret mig selv og rykket nogle grænser. Jeg har haft det bedre i 2017, end jeg havde i 2016, og især i den sidste halvdel af året har jeg haft det godt. Det er ret fantastisk at kunne skrive, at jeg har det godt, efter at have kæmpet med angst i starten af min gymnasietid. Jeg er, i grove træk, fri fra fysiske angstsymptomer, men kan stadig godt side fast i angsttankerne. At være fri fra de fysiske gener har virkelig gjort en forskel. Det har givet mig SÅ meget mere overskud og mulighed for at arbejde med mit mindset omkring de angstprægede tanker. Mit håb for 2018 er at jeg fortsat vil udvikle mig mod en gladere, friere og lettere Marie. På den måde vil 2018 også blive et bedre år, hvor jeg kan få indfriet og efterlevet nogle af mine håb, drømme og ønsker. Det håber jeg virkelig, vil lade sig gøre.

2018 bliver nemlig året, hvor jeg afslutter gymnasiet. Hvor jeg vinker farvel til skole og undervisning for denne gang, og for første gang står helt på egne ben – udenfor skolesystem og uden en fastlagt plan. Det bliver for vildt – både fantastisk og skræmmende. Hvad året kommer til at bringe, efter sommerferien, må tiden vise, men jeg spår allerede at studentertiden bliver et af årets helt store højdepunkter. Jeg glæder mig allerede!

For I aften har jeg ikke så store forventninger. Som jeg tidligere har nævnt, har jeg et ambivalent forhold til nytårsaften. Jeg synes ofte, det bliver kørt op til at være “årets fest”, men det er det sjældent. At der så også har været lidt bøvl med mine nytårsplaner gør det ikke lettere. Det har været svært at glæde sig til denne årets sidste dag. Et lidt fesent antiklimaks på et ellers godt og begivenhedsrigt år. Men altså, det kan kun blive bedre end sidste år, hvor jeg lå syg med influenza.

Nu tror jeg, at jeg vil slutte indlægget her, og bare ønske jer en rigtig, rigtig dejlig nytårsaften og et godt nyt år. Jeg håber, at jeres 2017 har levet op til forventningerne, og at 2018 (også) bliver jeres år!

Morgenstund

fullsizeoutput_879d

Jeg spiser… en (lille) hjemmebagt bolle (alá disse med hørfrø, men med hvedekerner i stedet for hørfrø) med brie/solbærsyltetøj og ost/jordbærmarmelade

Jeg drikker… kaffe (i dag fra min dolce gusto maskine) og en greenie spækket med gode sager. Jeg elsker at få sådan en grøn sag fra morgenstunden.

Jeg har… fri i dag! Det havde jeg også i går (og onsdag i forrige uge) – hvem sagde, at 3.g var hårdt? Jeg har derfor været ude og løbe her til morgen, og sidder nu og hygger med min morgenmad.

Jeg skal… på arbejde i aften, men indtil da bare hygge herhjemme og nok læse lidt op til min SRP

Jeg burde… få sendt min ønskeliste til familie og venner. Den er færdig, jeg har bare ikke fået taget mig sammen til at sende den. Kender I det? Jeg gør det, så snart jeg har skrevet dette indlæg!

Jeg vil… lave et indlæg om julegaveønsker, tror jeg.

Jeg hører… P3 as always.

Jeg delte… opskriften på et rødbedebrød, lavet på juicepulp i bedste #stopmadspild-stil. Måske jeg skulle lave en omgang juice i dag?

Jeg glæder… mig til jul! Hele december er så hyggelig (bortset fra at jeg skal sidde og skrive SRP) og juleaften er nok min yndlingsdag på hele året!

Jeg mindes… Københavner-turen med Alberte. Og det minder mig om, at jeg ikke har fået delt det sidste indlæg i rækken!

Jeg tænker… på SRP. Hele tiden.

Jeg er… sikker på, at det nok skal blive fint, men jeg er alligevel spændt på, hvordan det bliver.

Jeg tror… der kommer ro på, så snart jeg får min problemformulering. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at dét, der stresser mig i eksamenssituationer er uvisheden. Så snart jeg ved, hvad jeg skal, kan jeg fokusere og arbejde målrettet.

Jeg håber… at I ikke bliver alt for trætte af at høre på min SRP-snak! Det fylder bare meget!

fullsizeoutput_879e

Om Livet i 3.G

img_0036// En glad Marie i København med Alberte //

Jeg tænkte, at det var tid til at skrive lidt om, hvad jeg egentlig går og foretager mig. Der er ikke så meget gang i bloggen, som i tidligere perioder, for det er som om, at der bare ikke er timer nok i døgnet. Så her kommer der en lille update på, hvad der sker i mit liv!

Jeg startede, som I måske ved, i 3.G her efter sommerferien, hvilket efterhånden er over 3 måneder siden. Det går så stærkt! Jeg synes ikke som sådan, at 3.G er hårdere end de andre år, men alligevel kan man godt mærke, at det spidser til. Jeg begynder at kunne se en ende på gymnasiet, og derfor er det også ekstra vigtigt at få fat i det sidste og holde fokus. Skolen er min førsteprioritet her den sidste tid. Det har jeg intet problem med, da jeg som udgangspunkt godt kan lide at lære, have en hverdag med struktur og skrive afleveringer, men jeg kan selvfølgelig godt mærke, at det giver mindre tid til alt muligt andet.

Her i 3.G, til december, skal vi skrive vore store studieretningsprojekt, SRP, så det tager også noget tid, at få forberedt det. Siden vi startede, har vi fået tudet ørerne fulde med “at komme i gang i god tid”. Så jeg læser og googler, ser og hører om mit emne, så jeg er så godt forberedt som muligt, når jeg får udleveret opgaveformuleringen og den egentlige skriveperiode går i gang. SRP er vigtig, da den tæller 2 på eksamensbeviset og vi kun har én chance, for at præstere. Det er lidt hårdt at gå i venteposition hele tiden, fordi opgaven hele tiden ligger i baghovedet. Har jeg forberedt mig nok? Er der noget, jeg har overset? Hvad mangler jeg? Hvad burde jeg få læst? Hvordan kommer det mon til at gå? Det er bare nogle af de spørgsmål, der fylder lige nu. Men jeg forsøger at berolige mig selv, og overbevise mig selv om, at det nok skal gå. Jeg er sikker på, at det bliver fint, når jeg først har fået udleveret min problemformulering og kan komme rigtigt i gang.

Samtidig med alt dette skole-hejs har jeg stadig mit job på caféen, hvor jeg gerne arbejder 10-20 timer om ugen, og så er jeg blevet ansat i studiecaféen på gymnasiet, hvor jeg har en håndfuld vagter, i både fysisk og virtuel studiecafé, om måneden. Begge dele er noget, jeg gør, fordi jeg synes det er sjovt og giver mig noget mere indhold i min hverdag, end bare skole, skole og skole. Men det tager tid, selvfølgelig gør det det.

På samme måde er det med træning: Det er noget, jeg prioriterer, fordi jeg får mere overskud til andre ting, når jeg får trænet, men det tager også tid fra andre ting. Det er en prioriterings sag, som med alt andet.

Og så er der selvfølgelig de mennesker, der er i mit liv, som jeg også mægtig gerne vil finde tid til. Som jeg skal finde tid til. Fordi det gør mig glad. Jeg har ikke brug for at feste og danse hver weekend, men jeg har brug for at se de mennesker, der betyder noget for mig. Jeg har brug for at hygge mig og have meningsfyldte samtaler med min familie og mine nære veninder.

Så lige nu er det mit real-life-liv, der bliver prioriteret. Det er bloggen stadig en del af, for jeg holder unægteligt stadig af at skrive og dele mit livs op og nedture, men der bliver naturligt lagt en dæmper på mængden af indlæg herinde.

3.G er travlt – mit 3.G er i hvert fald travlt. Ikke på den dårlige måde, for jeg har det godt – langt bedre end før – men travlt på den måde at jeg gerne vil det hele på den halve tid, fordi jeg har lyst til så mange forskellige ting. Jeg bliver derfor nødt til at prioritere i, hvad der er vigtigst.

Jeg har ikke skrevet dette indlæg for at undskylde, men mere for at forklare, og for at give en lidt mere personlig update, så I ved, hvad der foregår her på min side af skærmen. Jeg synes nogle gange, at bloggen bliver en anelse overfladisk, når jeg ikke får taget mig tid til at skrive disse indlæg, så det vil jeg prøve at gøre ind i mellem – både for indholdet her på bloggen, men i den grad også for min egen skyld.

Jeg håber, I har det godt. Og tak, fordi I læser med<3

Morgenstund

fullsizeoutput_86d5

Jeg spiser… ristet toastbrød med henholdsvis brie og solbærsyltetøj, og peanutbutter og banan, samt en appelsin. Jeg spiser så godt som aldrig toast, men vi har det i huset, da Rasmus er syg, og så fik jeg lyst til det.

Jeg drikker… kaffe as always + mit hjemmelavede ingefærshot, der smager mægtig dejligt

Jeg har… fri hele dagen i dag! #detgodegymliv

Jeg skal… derfor bare bruge dagen herhjemme på at lave lektier og tulle. Første punkt er 25 sider samf.

Jeg burde… intet som helst i dag! Jeg tager mig en velfortjent fridag.

Jeg vil… måske lave lidt yoga herhjemme og så på et core/balancehold i fitness i aften

Jeg hører… P3 som de fleste andre morgener, men tror jeg tænder for Sam Smiths nye album lige om snart.

Jeg delte… et indlæg om en ret lækker chai i går. Så I det? Jeg tror, jeg vil have sådan en kop i eftermiddag.

Jeg glæder… mig til lørdag d. 18, hvor jeg skal ud og besøge Emma på kostskolen. Glæder mig til at se hvor hun bor!

Jeg mindes… i mandags, hvor vi holdt fødselsdag for min mor. Der var fuld fart på og gang i den med min familie, men det var vildt hyggeligt.

Jeg tænker… på hvor crazy det er, at jeg skal stemme til kommunalvalget. Voksen? Mig? NEJ!

Jeg er… rimelig godt tilpas lige nu, med en kat, der dimler rundt om fødderne på mig, ild i brændeovnen og Sam Smiths nye album (jeg har tændt for det nu, og slukket for radioen)

Jeg tror… jeg vil lave denne curryret med kikærter og sweetpotatoes i aften

Jeg håber… at I har det godt!

fullsizeoutput_86d6