Morgenstund

img_1617// Min morgenmad ser ikke helt så overdådig ud i dag, som da jeg lavede denne portion en sen aften efter arbejde //

Jeg spiser… helt almindelig havregrød med en klat skyr, lidt peanutbutter, banan og sukkerfri sirup. Basis-morgenmaden, der altid holder.

Jeg drikker… kaffe, as always.

Jeg har… det ikke super godt i dag. Jeg har lidt følelsen af, at en forkølelse/influenza/sygdom ligger og lurer, med følgesymptomer som træthed, ømhed og hovedpine.

Jeg skal… på arbejde i aften og til 100 dages fest imorgen, så det er ikke vildt god timing.

Jeg burde… måske blive hjemme, for at passe lidt på mig selv, men jeg har så svært ved at vurdere, hvornår jeg er “syg nok” til at kunne retfærdiggøre en hjemmedag. For jeg er jo ikke rigtig syg – jeg er bare ikke på toppen.

Jeg vil… drikke lidt mere kaffe, og måske tage en panodil, og se om det kan hjælpe lidt.

Jeg hører… P1 dokumentar podcast. Der er mange spændende!

Jeg delte… “Små Ting” d. 5 februar, og har ikke delt siden. Dét må jeg få lavet om på, for siden da er der sket en masse dejlige ting.

Jeg glæder… mig HELT VILDT til at blive student. Det er liiiiiige om lidt! Shit!

Jeg mindes… da Alba var lille. Hold nu op, hvor var hun sød! I skrivende stund dimler hun rundt om mine ben – noget større end da vi fik hende i sommers.

Jeg tænker… på den der mulige strejke/lockout. Det er virkelig kritisk, hvis det bliver en realitet, i forhold til den sidste gym-tid og eksaminerne.

Jeg er… ved at være lidt sent på den, så jeg må hellere få gjort mig klar.

Jeg tror… jeg vil dyrke lidt yoga i eftermiddag. Det er længe siden, jeg har gjort det, og måske det kunne hjælpe lidt på min sygdomsfølelse.

Jeg håber… I har det godt!

Siden Sidst…

img_1568

Så gik der 16 dage (foruden det korte indlæg, jeg udgav i tirsdags), hvor jeg slet ikke fik tjekket ind her på bloggen. Siden jeg gik på vinterferie, har I stort set ikke hørt fra mig. Så hvad er tiden så gået med?

I vinterferien arbejdede jeg meget – virkelig meget. Omkring 45 timer på caféen blev det til, så det tog selvsagt en del af min tid. Derudover var der forskelligt familie-tam-tam, da vi både fik besøg af noget familie fra Sjælland og skulle holde Malthes fødselsdag. Og så sørgede jeg også for bare at få holdt lidt ferie. Det var mægtig dejligt! Ugen her efter ferien har der også været run på – med 2 x familiefødselsdag, kiropraktorbesøg, afleveringer og lektier, aftaler med søde mennesker, træning og arbejde.

Jeg synes, jeg løber stærkt for tiden, men jeg har det egentlig meget godt. Jeg har fundet en større grad af ro i mig selv og i dét, jeg gør, hvilket giver mig så meget mere overskud og flere mentale kræfter. Jeg kan godt have travlt, men jeg er blevet bedre til at se det gode i det, men også til at vælge dét fra, som ikke føles rigtigt – og netop derfor, har bloggen været lidt nedprioriteret i denne tid. I vinterferien havde jeg simpelthen brug for at holde fri når jeg havde fri og her efter vinterferien var der også så meget andet at se til.

Men nu har jeg forhåbentlig fået “hul på bylden” med dette indlæg, så jeg kan få skriblet lidt ned herinde noget mere regelmæssigt. For jeg savner det. At blogge og dermed have en virtuel dagbog/oversigt over mit liv. Dét er noget af det hyggeligste, ved at blogge, synes jeg. At have et helt kartotek af oplevelser og hændelser, tanker og følelser, der tilsammen udgør mit liv. Det er egentlig ret vildt.

For nu vil jeg få skrevet lidt på nogle andre indlæg – siddende her i min sofa, med min familie omkring mig og ild i brændeovnen. Dér, hvor jeg har det bedst.

Om at fejre…

fullsizeoutput_7fcb

Jeg ville ønske, at jeg var bedre til at fejre. Både småt og stort. Bedre til at tage ud at spise, fordi man har afleveret en stor opgave, købe en buket blomster til sig selv fordi man har klaret endnu en uge, invitere en veninde over, der har bestået køreprøven eller åbne en flaske champagne og skåle på en god karakter (hypotetisk set – jeg drikker ikke, men you get the point).

Det behøver ikke være noget stort, men bare lige den der lille flig af anerkendelse og opmærksomhed på at fejre, når man selv eller andre har klaret noget der var vildt/grænseoverskridende/definerende/etc./etc. Det er bare svært at få husket og prioriteret, men det er virkelig noget, jeg godt kunne tænke mig at blive bedre til.

Næste spørgsmål er så, hvordan man skal fejre. Der er selvfølgelig den helt lille fejring med en buket blomster, et særligt godt måltid, noget at skåle i, selvforkælelse i form af et langt bad eller andet i den dur. Men der er også den lidt større fejring, der inkluderer gode mennesker og et lidt større arrangement. Det kunne f.eks. være at invitere familie og/eller venner over på lækker middag.

Hvis jeg skulle gøre dét, så ville jeg nok selv gå i køkkenet – for det holder jeg så meget af. Men hvis man ikke er til at kokkerere selv, og det er dét, der afholder én fra at huske at fejre og gøre noget særligt ind i mellem, så findes der masser af løsninger på dét problem. Der findes masser af catering, der gør det muligt at fejre, uden at bruge lang tid på forberedelser. Og så er der jo også altid muligheden for at tage ud at spise.

Jeg tror, jeg vil have det som nytårsforsæt (omend lidt forsinket…), at blive bedre til at fejre mig selv og andre. Om det så er med en overdådig middag eller “bare” en god plade chokolade og en kop kaffe, så tror jeg det er vigtigt at huske på, at fejre sine egne og andres sejre.

Husker I at fejre jer selv og andre? Og hvordan?

Dette indlæg er skrevet i samarbejde med gaudium.dk

Morgenstund

fullsizeoutput_8911

Jeg spiser… en proteinbolle med ost/marmelade og peanutbutter/banan/den sukkerreducerede pålægschokolade fra Suvida

Jeg drikker… et stoooort krus kaffe og en greenie med spinat, squash, kiwi, banan, æble og mynte

Jeg har… været ude at løbe her til morgen/formiddag

Jeg skal… nemlig først møde kl. 12!!!

Jeg burde… få læst mine samf-lektier, men jeg har jo tid nok her til morgen

Jeg vil… også få trykket “aflever” på min matematikaflevering, så den er ude af verden inden Bruxelles.

Jeg hører… P3 as usual. Der er Dansker-Bingo, og det er ret underholdende

Jeg delte… opskriften på vores nytårsdessert i weekenden – har I set den?

Jeg glæder… mig til at få overstået Bruxelles…. Som jeg også nævnte i dette indlæg glæder jeg mig til selve turen, men jeg er hunderæd for at skulle køre i bus derned!

Jeg mindes… min tur til Norge med efterskolen, hvor vi også kørte bus. Når jeg kunne klare det dengang, kan jeg også klare det nu. Satser jeg på.

Jeg tænker… på den der tur til Bruxelles. Vi kører i aften, og den fylder det hele.

Jeg er… SÅ SPÆNDT OG NERVØS!

Jeg tror… jeg vil få downloadet podcasts, musik og lydbøger, så jeg er klar til den lange køretur.

Jeg håber… virkelig, virkelig, virkelig at turen går godt!

fullsizeoutput_8912

Skolerejse til Bruxelles // At udfordre angsten endnu en gang

img_0948

Hvis I følger med herinde, og har fulgt med i et stykke tid, ved I, at jeg har kæmpet med angst gennem en længere periode, og at jeg sidste forår var på studierejse til Lissabon. Studierejsen var en udfordring, qua min angst, men jeg klarede det og var så stolt og glad! Siden dengang, i april ’17, er det gået fremad med min angst. Jeg er (stort set) fri for fysiske symptomer i hverdagen, og det gør bare mit liv så meget nemmere og bedre. Jeg kan meget mere – og har overskud til at ville meget mere. Spørg alle omkring mig, og I vil få bekræftet at jeg er en helt anden Marie nu, end hvad jeg var bare for et år siden.

Da vi, min klasse og jeg, i efteråret blev præsenteret for idéen om at rejse til Bruxelles til januar, var min umiddelbare reaktion at ja – det ville jeg gerne. For et år eller halvandet siden havde min reaktion nok nærmere været noget i retning af: Fuck. Det tør jeg ikke. Det kan jeg ikke. Det vil jeg ikke. Men denne gang var det en helt anden reaktion, jeg havde. Det gjorde mig ufattelig glad, at jeg er nået så langt, at jeg kan se det positive og spændende i forskellige oplevelser, i stedet for kun at fokusere på “det farlige” og dét, der kan gå galt.

Men. Selvfølgelig er der et men. Vi skal køre i bus. Og så begynder angsttankerne: Fuck. Det tør jeg ikke. Det kan jeg ikke. Det vil jeg ikke. For er der én ting, jeg ikke kan lide, og én ting, der særligt har trigget min angst, så er det offentlig transport – i særdeleshed busser. Jeg er skrækslagen for at blive køresyg, da frygt for kvalme og opkast er dét, min angst er centreret omkring. Så selvom jeg til hverdag er ved at være angstfri, så er der altså stadig situationer, der kan fremprovokere angsten. En 12 timers bustur til Bruxelles er en af dem.

Jeg vil virkelig gerne gøre det – for jeg ved, at jeg kun overvinder angsten, ved at udfordre den. Og jeg vil også mægtig gerne med til Bruxelles, da selve turen lyder vildt spændende. Men for fanden, hvor det tærer på de mentale kræfter, at skulle på en tur, der er så grænseoverskridende. Jeg ved, at min katastofetanker kun er et produkt af angsten, og jeg ønsker ikke, at den skal styre mit liv, men det er stadig enormt hårdt og udmattende, at have disse tanker. Jeg ville bare så gerne kunne glæde mig til turen, men lige nu glæder jeg mig mest til, at den er overstået.

Men jeg gør det. Selvom jeg ikke tør. Jeg kan og jeg vil. Og det skal nok blive godt – når busturen er overstået….