http://mariejosiasen.dk/files/2015/10/header-ny.jpg

Rolig – og så alligevel slet ikke

img_1992

Jeg føler mig rolig. Mere rolig, end jeg har gjort det sidste halve år. Paradoksalt nok, når eksaminerne venter og jeg snart er færdig med gymnasiet. Jeg burde være urolig, panisk, spændt. Men lige nu er der ro på. Sådan da.

Lærerne har netop tastet vores årskarakterer ind, hvilket betyder, at der ikke er mere at gøre. Karaktererne er givet – dé karakterer, der kommer til at stå på vores eksamensbevis. Vi har en uge tilbage i skolen, men det er primært bare repetition og afslutning.

Lige nu kan jeg også – helt naivt – nyde uvidenheden. Jeg ved nemlig endnu ikke, hvad jeg skal til eksamen i. Så lige nu er der ikke noget, jeg kan gøre. Jeg skal bare vente. Når jeg så får at vide, hvad jeg skal op i, starter læse- og eksamensperioden, hvor der helt sikkert kommer mere tryk på. Så lige nu, vil jeg forsøge at slappe af i det hele og nyde, at jeg, lige nu, er forholdsvis rolig. Så rolig, at det næsten føles som sommerferie.

Jeg plejer ellers at være urolig inden jeg ved, hvad jeg skal op i. Det var jeg både i 9. og 10. klasse, samt i 1.g og 2.g. Uvidenhed er noget af det værste, jeg ved – jeg vil helst have ting planlagt, i systemer og skemaer, skrevet ind i kalenderen, så jeg kan forberede mig mentalt. Og jeg kan da også godt mærke den uro igen i år. Den lille boblen i maven og følelsen af at det kortslutter en smule i hovedet. Men, heldigvis, fylder roen mere lige nu. Selvom panikken, uroen, ligger og lurer, vil jeg nyde, at roen har overtaget. For nu.

For jeg kan vitterligt ikke gøre noget lige nu. Karaktererne er givet, så vi skal ikke præstere i skolen. Eksaminerne er ikke offentliggjort endnu, så der er ikke noget at forberede. Jeg er rolig. Lige indtil uroen rammer.

“Sommerferie”

img_2103

De seneste par dage, og særligt i går eftermiddags og aftes, har jeg haft den vildeste følelse af sommerferie. På trods af at jeg slet, slet ikke har ferie, men derimod er i gang med den allersidste slutspurt i gymnasieræset.

Følelsen af sommerferie er delvist affødt af vejret, men også et resultat af, at jeg mandag aften afleverede min s.i.d.s.t.e. aflevering n.o.g.e.n.s.i.n.d.e. Det betyder, at jeg, lige nu, har fri, når jeg har fri. Det har jeg ikke prøvet de sidste knap 3 år! Der har altid været en aflevering, der rumsterede i baghovedet. Men det er der ikke nu! Min startside på lectio er tom og det er den rareste følelse.

Derfor forsøger jeg også at nyde denne periode lidt ekstra – med den tomme lectio-side og det dejlige vejr. For lige om lidt (på onsdag!!!) får vi at vide, hvilke skriftlige eksaminer vi skal op i. Når vi har fået det at vide, kan vi gå i gang med de sidste forberedelser til dem (selvom der ikke er så meget at forberede som til mundtlige eksaminer), men indtil da er der ikke meget, at gøre. Jeg kunne selvfølgelig organisere noter osv., men det virker lidt som et sisyfosarbejde, når jeg ikke ved, hvad jeg skal op i.

Så jeg vil i stedet hellere lige nyde en uges tid med sommerferiestemning. Nyde det gode vejr og den lille snert af “frihed”. I går brugte jeg hele eftermiddagen og aftenen på bare at lave dét, jeg gerne ville: Spiste bananis i solen, solbadede, hyggede med min familie, bagte bananbrød, dyrkede yoga ude i solen, spiste på terrassen, var nede at handle med min mor og slappede af på sofaen. UDEN at have dårlig samvittighed over at jeg “burde” lave noget andet. Jeg var slet ikke klar over, hvor meget jeg havde savnet at kunne det, men det. var. så. rart.

Min opfordring på denne tirsdag lyder derfor på: Slap af og nyd sommervejret! Jeg håber for jer, at I kan slappe af og koble helt fra, uden dårlig samvittighed. For det er virkelig den rareste følelse!

Livstegn

img_2088

Wow, så gik der 15 dage uden livstegn fra mig. Tiden går så pokkers stærkt for tiden og jeg har travlt, travlt, travlt! Jeg hader at forsømme bloggen, men må også erkende at tiden og overskuddet til skriblerier herinde, ikke altid er der. Hvor ærgerligt, det end er, for det er ikke fordi, der ikke er noget at dele – tværtimod! Der er mere end rigeligt, og det er nok også derfor, at der slet ikke er tid til at få det delt. Helt kort har de sidste 14 dages tid bl.a. budt på:

Virkelig, virkelig meget arbejde – 20-25 timer om ugen, hvilket er meget, når det kommer oveni gymnasielivet.

En tur i zoo med min klasse. Det helt hårde gymnasieliv, haha.

Min sidste religionstime og generel afslutning + repetition i alle fag. Vi er færdige liiige om lidt, og det er SÅ crazy!

10 km. løbetur i det skønne vejr. Det er sjældent, jeg løber så langt, men i det gode vejr får jeg altid ekstra lyst til at komme ud og lufte løbeskoene, og efter nogle travle dage, er en lang løbetur noget nær den bedste form for afkobling og ren terapi.

En hyggelig familiedag med leg og hygge med de små.

Aflevering af min sidste samf-aflevering, der også var min næstsidste aflevering i alt – så sindssygt.

En tur til København med mine forældre og brødre, for at se tennis. Vi havde en hyggelig eftermiddag i byen, inden vi så Wozniacki vs. Williams til en opvisningskamp i Parken. Det var tidlig fødselsdagsgave til min far, der er Wozzi-fan, så han var glad!

Sygdom. Først en gang maveinfluenza og nu en slem forårsforkølelse. Synes jeg er lige vel uheldig. Særligt fordi der ikke har været mulighed for at drosle ned på hverken arbejde eller skole.

Pres på de sidste uger af gym.Vi skal have det siiiidste ud af det – både fagligt og i forhold til at være gymnasieelever. Og så rykker de der eksaminer også ret tæt på, hvilket selvfølgelig fylder en del.

GALLAFEST! Et af gymnasiets højdepunkter, som jeg helt sikkert vil fortælle mere om. Det var den skønneste dag/aften/nat!

Formiddag hos mine bedster, efter overnatning hos dem, med langsom morgenmad og et smut på bazaren – så hyggeligt at tilbringe lidt tid alene med dem, inden de rejser til Spanien i denne uge.

Konfirmation hos den fineste konfirmand. En dejlig, dejlig dag!

…Og nu er det så mandag. Næstsidste mandag, hvor jeg skal ud på gymnasiet. Det er simpelthen ikke til at forstå! Jeg er virkelig forkølet og slet ikke på toppen, men jeg må bide tænderne sammen her de sidste 8(!) skoledage!

God dag til jer!

Små Ting

img_1891// Glad hundeven med nede og handle. Det er altid så hyggeligt at have ham med på tur //

Små ting fra de sidste 14 dage, hvor jeg har haft travlt og derfor ikke har været så aktiv med kameraet. “Study. Train. Eat. Work. Sleep. Repeat.” er basically mit liv for tiden. Jeg har det okay i det (overraskende godt, faktisk), for selvom det ikke er SJOVT, så ved jeg, at det bare er en periode, og at jeg lige nu må prioritere mine “pligter” – og så skal der nok blive tid til mere sjov.

Og i de kommende uger, kommer der lidt flere sjove oplevelser – mere om det senere!

img_1902-2// En rolig morgenstund med den sædvanlige grød (denne gang toppet med sundere chokoladesmørepålæg, banan, valnødder og kakaonibs) og kaffe //

img_1905// Anemoner. Jeg elsker når skovbunden er dækket af de fine forårsblomster //

img_1916// Vi havde flexdage i biologi og var derfor en tur i zoo, for at dissekere rotter, se på dyr og snakke om evolution. Vi var heldige med vejret, så det var bare så dejligt! //

img_1918// Efter zoo-turen tullede jeg lidt rundt i Odense, inden jeg skulle hjem med toget. Jeg var bl.a. forbi Det Gode Brød, hvor jeg købte en bolle, som jeg nød den følgende morgen. Hverdagsluksus på en helt almindelig onsdag! //

img_1930// Hjemme hos min moster og onkel, at spise morgenmad, og efterfølgende ud i haven med de to søde mini-mennesker – og Malthe //

img_1950// 10 km løbetur i det skønne, skønne solskinsvejr. For tiden løber jeg sjældent mere end 5 km, da det er dét, jeg kan finde tid og overskud til i hverdagen, men en gang imellem får jeg lyst til at løbe langt. Og da vejret var så fantastisk, og jeg havde brugt de sidste dage indendørs på caféen, havde jeg brug for at komme UD, være alene og koble fra – på den måde, som jeg bedst gør det på en løbetur //

Tanker om at afslutte gymnasiet

img_1867

En god måned. 35 dage. 20 skoledage. Så har jeg haft min sidste undervisningsdag og går officielt på læseferie.

Godt 2 måneder. 67-69 dage. Så får jeg huen på og kan kalde mig student. 70 dage til studenterkørsel og 71 dage til den officielle translokation, hvor vi får vores beviser og er færdige på Vestfyns Gymnasium.

Det er simpelthen for vildt, så kort tid, der er tilbage af gymnasiet. Det er jo for fanden lige om lidt. Lige om lidt, at vi har sidste skoledage. Lige om lidt, at vi får vores afsluttende karakterer. Lige om lidt, at det er eksamenstid. Lige om lidt, at vi har sat vores ben på Vestfyns Gymnasium for sidste gang. Lige om lidt, at vi er færdige efter 3 års slid og slæb. Lige om lidt, at vi er frie. Det. Er. Så. Vildt!

Jeg glæder mig helt vildt, men det er også en underlig fornemmelse. Det er altid lidt mærkeligt, at afslutte en særlig periode eller æra i ens livs, som man aldrig kommer til at vende tilbage til. Jeg bliver aldrig gymnasieelev igen. Det er et overstået kapitel, og jeg skal nu til at finde noget andet, jeg kan være. Selvfølgelig er det ikke definerende for min identitet, men det er alt andet end lige en stor del af, hvem jeg er og hvad jeg laver, og det har det været gennem de sidste 3 års tid. Men det er snart slut – snart kan jeg ikke kalde mig for gymnasieelev længere.

Det bliver bestemt ikke trist på samme måde, som da jeg sagde farvel til efterskolen, men det bliver alligevel mærkeligt. Frisættende og befriende, men på en lidt mærkværdig måde. Jeg er glad, stolt og lettet over snart at være i mål, men jeg er også lidt spændt og nervøs ved tanken om at jeg nu ikke har noget, jeg “skal”. Jeg skal ikke gå mere i skole lige nu. Det er fantastisk rart, men også angstprovokerende. For jeg har jo altid gået i skole. Det er noget af dét, jeg kan – så hvad er/kan jeg, når jeg ikke går i skole mere?

Der findes nok ikke ét svar, og måske skal jeg også prøve at slippe kontrollen lidt og bare se, hvad der sker. Det er bare virkelig grænseoverskridende for mig. Jeg har det bedst med struktur, planlægning og forudsigelighed, så derfor kan friheden, der følger med at afslutte gymnasiet, også godt virke lidt skræmmende. Meget skræmmende.

Gymnasielivet har ikke altid været nemt for mig. Eller, det vil sige: Skoledelen er egentlig faldet mig rimelig let og naturligt, og jeg har trives i en struktureret hverdag og ikke haft problemer med at lave lektier og afleveringer. Men udenom det har der været alt muligt andet, som jeg har bøvlet med. Hårde perioder med angst og depression, kvalme og manglende overskud har præget min gymnasietid. Det har gjort det svært, nærmest umuligt, at være en del af alt det andet, der er en del af at gå på gymnasiet. Jeg har været til et fåtal af fredagsbarerne, er taget tidligt hjem fra en del fester, har ikke deltaget i alle de arrangementer, der er blevet arrangeret uden for skoletiden, har ikke drukket én eneste øl, har aflyst planer og har ikke (umiddelbart) fået venner for livet.

Det har ikke været den gymnasietid, jeg havde drømt om. Det har ikke været de bedste og sjoveste år af mit liv, som jeg ellers hører, at gymnasiet beskrives som. Jovist, der har været fede stunder (bl.a. studieture til Lissabon og Bruxelles) og sjove glimt, og jeg har lært en masse – både fagligt og om mig selv – og udviklet mig, men det har (forhåbentlig) ikke været den bedste periode i mit liv. For så bliver jeg slemt skuffet. Jeg håber, jeg kan forvente mere og bedre af mit liv.

Så det er lidt bittersødt, at sige farvel til VG. Gymnasietiden har været hård, så det bliver rart at komme videre. Men samtidig kan jeg ikke lade være med at være en smule trist over, at “det var det”. At jeg aldrig får muligheden for at gøre noget anderledes. At disse 3 år for altid vil være mine gymnasieår – på både godt og ondt. Jeg ved, at jeg har gjort mit bedste, med de forudsætninger jeg havde, men det gør alligevel lidt ondt, at mine minder fra gymnasiet ikke er sjove og gode. Det havde jeg sådan håbet, at de ville være.

Men sådan blev det ikke, og det må jeg forsøge at acceptere. Finde ro i, at jeg gjorde hvad jeg kunne, og glædes over, at det nu er slut. Ikke fordi, at det har været forfærdeligt og der er noget galt med VG. Jeg tror, jeg havde haft det skidt, ligemeget hvor jeg befandt mig, for det handlede om noget inden i mig selv. Jeg var bare så uheldig, at det ramlede sammen med nogle gymnasieår, der ellers skulle have været fyldt med sjov og spas, fest og løjer, og satte en stopper for disse forestillinger om gymnasielivet. Hvor ærgerligt, det end er.

Afskeden med VG bliver således både et farvel til gymnasielivet, der ikke blev helt som jeg havde forventet, men trods alt så godt som det kunne, men også en symbolsk afsked, hvor jeg kan sige farvel til den Marie, der kæmpede sig gennem gymnasiet med angst og depression. Selvfølgelig er hun en del af mig, og det vil hun altid være, men det bliver alligevel fint at få en afslutning. At komme videre.

Det blev et langt skriv, men der er simpelthen så mange tanker forbundet med at afslutte gymnasiet. I hvert fald for mig. Tankerne om, hvad jeg skal fylde mit/mine sabbatår med, fylder også meget, men det tænker jeg, at jeg vil dele i et seperat indlæg. Ellers bliver dette for langt og for omfattende.

Så jeg vil slutte her, og sige tak fordi, I læser med! Hvis I har lyst, er I meget velkomne til at dele jeres tanker og/eller erfaringer i kommentarfeltet – jeg elsker at interagere med jer!

Older posts