Sund Jordbærtærte

img_2154

De første danske jordbær landede i butikkerne, og jeg satte mig for at kreere en kage, hvor de virkelig kom til deres ret. Altså en kage, hvor den fine smag af solmodne, danske jordbær, ikke blev overskygget af sukker, fløde, smør og chokolade.

Det blev til denne kage: En sprød bund med jordbær dækket i en tyktflydende sirup, der holder det hele sammen. Den smager SÅ meget af sommer – og så er den tilmed sund!

img_2155

Det lykkedes mig at lave en helt sprød, men både sukkerfri og glutenfri, bund. Den er lavet efter samme princip som en mørdej, men i stedet for hvedemel har jeg brugt havregryn og boghvedemel, og så er den sødet med en smule af Suvidas søde/bagemiddel, der er helt perfekt til bagning hvor det skal bruges i mindre mængder.

Selve fyldet er stort set kun jordbær, der holdes sammen af en jordbærsirup. Det sikrer at kagen smager af jordbær og intet andet. Også siruppen er sukkerfri.

img_2156

Hele kagen er altså sukkerfri og glutenfri, og også ganske lav på kalorier. Der er stadig smør i, for det er altså dét, der er med til at give god smag og en sprød mørdej. Så selvfølgelig er en gulerod stadig sundere, men denne kage er virkelig et godt bud på en sommerkage, der ikke ødelægger bikiniformen. Den indeholder ikke alt muligt skidt, og så smager den virkelig, virkelig dejligt.

Opskriften får I herunder!

img_2157

Opskrift på 1 sund jordbærtærte, ca. 22 cm i diameter:
75 g. havregryn
75 g. boghvedemel
20 g. Suvida søde-/bagemiddel (eller anden sødning)
et nip salt
75 g. koldt smør
et par spsk. koldt vand
Jordbærfyld:
ca. 500 g.  jordbær
1 dl. vand
50 g. Suvida søde-/bagemiddel (eller anden lignende sødning)
et nip vaniljepulver
5 blade husblas

  1. Blend havregryn til helt fint mel.
  2. Tilføj boghvedemel, søde-/bagemiddel og salt til blenderen og blend kort.
  3. Tilsæt det kolde smør, skåret i tern, og blend til det er fordelt som små klumper i melet.
  4. Tilsæt et par spsk. koldt vand (1 ad gangen) til dejen begynder at samle sig. Den skal stadig være lidt tør, og må endelig ikke blive for våd.
  5. Tryk dejen ud i en smurt tærteform (gerne med bagepapir i bunden), og sæt den på køl i en halv times tid.
  6. Varm ovnen op til 180 grader.
  7. Læg staniol over den ubagte tærtebund, fyld den op med ris/linser/bønner/tørrede kikærter og bag den i ca. 15 min (dette kaldes at blindbage)
  8. Fjern staniol og ris/linser/bønner/tørrede kikærter og bag i yderligere 15 min. til den er let gylden.
  9. Lad bunden køle helt af.
  10. Jordbærfyld: Skær 50 g. af jordbær i små tern.
  11. Put jordbærstykker, vand og søde-/bagemiddel i en lille gryde, og lad det koge op i 5-10 minutter, til al jordbærsmagen er trukket ud i vandet.
  12. Læg imens husblas i blød i koldt vand.
  13. Hæld jordbærsiruppen gennem en si, og kasser jordbærstykkerne.
  14. Hæld jordbærsiruppen tilbage i gryden og smelt den udblødte husblas i den varme sirup.
  15. Lad siruppen svale lidt, mens de resterende 450 g. jordbær renses og skæres i halve/kvarte
  16. Vend jordbærene i den afkølede sirup, og fordel det i den afkølede tærtebund. Pres jordbærene godt sammen.
  17. Sæt kagen på køl i et par timer, til siruppen har sat sig.
  18. Server som den er, eller med en kugle vaniljeis, en klat cremefraiche eller lidt skyr.

Sund & Sukkerfri Chokolademousse

img_2112

Det er fredag! Så hvad siger I til en chokolademousse i dagens anledning?

Jeg bringer her den bedste opskrift på en sund chokolademousse, der smager sødt og syndigt, men faktisk indeholder gode ingredienser, der giver kroppen ordentlig næring at arbejde med. Det lyder meget godt, gør det ikke? Moussen er fløjsblød i konsistensen, og har en ren, intens smag af chokolade, med et lidt syrligt twist fra skyr/græsk yoghurt.

Jeg har for sjov prøvet at regne næringsværdien ud på denne opskrift, og hele opskriften indeholder kun lige omkring 400 kcal, 19 g. kulhydrat, 21 g. fedt og 24 g. protein. Det er altså ganske fair for så lækker en dessert!

Måske den skal på fredagsmenuen? Jeg stemmer for!

img_2114

Opskrift til 2 (små) portioner sund, sukkerfri chokolademousse:
40 g. god, mørk chokolade (sukkerfri, hvis du vil have moussen helt sukkerfri)
1/2 dl. mælk
2 spsk. kakao
100 g. skyr eller græsk yoghurt
et nip salt
1 bæger pasteuriseret æggehvide
2 spsk. SukrinGold, eller lignende produkt (kan også være alm. sukker, hvis du ikke er sukkerforskrækket)

  1. Smelt chokoladen i en skål i mikrobølgeovnen eller over vandbad.
  2. Hæld mælken i og rør det sammen til en ensartet masse. Lun det evt. lidt ekstra i mikroovnen, hvis det har svært ved at smelte helt sammen.
  3. Tilsæt kakao, skyr og et nip salt, og rør igen til en ensartet masse.
  4. Pisk æggehvide og SukrinGold til fast marengs. Brug en ren skål og en ren elpisker, ellers får du aldrig fast skum.
  5. Vend chokolademassen forsigtigt i de stiftpiskede æggehvider ad et par omgange.
  6. Hæld moussen på glas og sæt på køl til servering. Minimum et par timer, og gerne natten over.
  7. Pynt med bær og måske lidt knas (jeg brugte kakaonibs), og server.

Valnøddelagkage Deluxe

img_0837

Til min fødselsdag tilbage i marts serverede jeg denne lagkage: En deluxe version af den valnøddelagkage, jeg lavede sidste år. Den var et kæmpe hit sidste år, og I år fik jeg trukket den endnu et niveau op. Jeg brugte Ann-Christines opskrift på valnøddelagkagebunde og smagte flødeskummet til med karamel. For valnødder, karamel, kaffe og mørk chokolade er virkelig et match made in heaven! Bundene er bløde og saftige, og skummet let og luftigt med masser af knas fra mørk chokolade og valnøddestykker.

Jeg glæder mig allerede til næste års lagkage, for jeg tror denne må på menuen igen, igen.

img_0841

Opskrift på valnøddelagkage deluxe, 1 lagkage, 8-10 personer:
Bunde:
6 æg
150 g. sukker
1/2 vaniljestang, kornene herfra
90 g. valnødder
80 g. smør, blødt
120 g. hvedemel
1 1/2 tsk. bagepulver
en knivspids salt
Fyld:
1/2 l fløde
1/2 vaniljestang, kornene herfra
1/2 – 1 dl dulce de leche (kog en dåse kondenseret mælk i tre timer eller køb karamellen færdigt)
150 g. valnødder
150 g. mørk chokolade
et lille bitte nip salt
Glasur:
flormelis
kold kaffe

  1. Bunde: Del æggene i hvider og blommer.
  2. Pisk æggehviderne stive og sæt dem til side
  3. Pisk æggeblommerne med sukker og vaniljekorn til en luftig masse.
  4. Blend valnødderne til fint mel og pisk det i æggesnapsen sammen med det bløde smør.
  5. Bland hvedemel, bagepulver og salt og vend det i massen også.
  6. Vend forsigtigt de stiftpiskede æggehvider i lidt ad gangen.
  7. Hæld dejen i en springform, der har bagepapir i bunden.
  8. Bag ved 180 grader i ca. 30 min.
  9. Lad bunden køle helt af (et par timer eller natten over) og del den så i tre lige tykke bunde med en savtakket kniv
  10. Fyld: Pisk fløden til let skum.
  11. Tilsæt vaniljekorn, 1/2 dl dulce de leche og et lille bitte nip salt, og pisk det hurtigt sammen (pisk endelig ikke for længe).
  12. Smag til med karamellen – juster hvor meget, du synes fyldet skal smage af karamel
  13. Hak valnødder og chokolade og vend det i karamelskummet.
  14. Samling af kagen: Saml lagkagen med 1 bund + halvdelen af fyldet + 1 bund + halvdelen af fyldet + 1 bund.
  15. Glat kanterne ud, så lagkagen står skarpt.
  16. Sæt den på køl til servering – gerne et par timer eller allerhelst natten over.
  17. Glasur, lige inden servering: Inden servering blandes en glasur af flormelis og kold kaffe til en passende konsistens. Hæld den på toppen, lad det dryppe over siderne og lad det sætte sig, inden lagkagen serveres – gerne med en god kop kaffe!

fullsizeoutput_7649

Sunde & Veganske Bananmuffins

IMG_7662

Jeg modtog for noget tid siden nogle produkter fra Natuzone. Det er naturlige, veganske proteinprodukter, der kan bruges som et fint supplement i kosten.

Jeg fik lavet de lækreste bananmuffins med deres sojaprotein, men fik aldrig delt opskriften med jer. Den kommer så nu!

IMG_7667

For de her muffins er for gode til ikke at dele. De er sukkerfri, melfri, glutenfri (hvis man bruger glutenfrie havregryn) og helt veganske. Og så smager de bare hammer godt! De fungerer helt perfekt som mellemmåltid og som et lille, sødt mellemmåltid. Opskriften får I selvfølgelig herunder.

IMG_7665

Opskrift på sunde, veganske bananmuffins,9 stk.:
1 banan
1 spsk ahornsirup
1 dl finvalsede havregryn
1/2 dl grovvalsede havregryn
1/2 dl sojaprotein fra Natuzone
1 spsk FiberHUSK
1 tsk chiafrø
1 tsk bagepulver
1 tsk kardemomme
et nip salt
et nip vaniljepulver
2 dl kokosmælk (eller din foretrukne mælk)
crumbletopping:
1/2 banan
1 tsk kokosolie, smeltet
1 tsk ahornsirup
2 spsk finvalsede havregryn
2 spsk grovvalsede havregryn
2 spsk mandelsplitter
et nip salt

  1. Mos bananen og rør den sammen med ahornsirup.
  2. Bland alle de tørre ingredienser, og rør dem i bananmosen skiftevis med mælken.
  3. Fordel dejen i 9 muffinforme
  4. Lav så crumbletoppingen: Mos bananen og rør alle ingredienserne sammen.
  5. Fordel crumbletoppingen på de 9 muffins.
  6. Bag ved 180 grader i 20-30 min til de er let gyldne og gennembagte.

 

Sund Chokolademousse uden Sukker & Fløde

IMG_3879

Easy-peasy chokolademousse, der kan laves på næsten ingen tid, men også forberedes i god tid, hvis man får gæster. Det er det smarte ved mousse.

Derudover er denne mouse sukkerfri og lavet på sunde ingredienser. Man skal derfor ikke forvente en sukkersød mousse, men derimod en intens, rig chokoladesmag og en ultra cremet, fyldig konsistens. Det er bestemt ikke dårligere – tværtimod! Jeg synes, at chokoladesmagen for alvor kommer til sin ret, når den ikke kamufleres af sukker og fløde. Giver tilpas sødme og lette karamelnoter, yoghurten tilføjer syrlighed, fedme og konsistens, og æggehviden tilfører luftighed. Perfekt!

Prøv den! Måske som lørdagsdessert?

Opskrift på sund chokolademousse, 2 små portioner:
40 g. mørk chokolade
40 g. græsk yoghurt
2 bløde dadler, uden sten
1 bæger pasteuriserede æggehvider
et nip salt
pynt: fx. ristede hasselnødder

  1. Hak chokokoladen fint og smelt den over vandbad eller i mikroovnen.
  2. Blend dadlerne i en minihakker, til en karamellignende konsistens.
  3. Tilsæt den smeltede chokolade, og blend til det er ensartet.
  4. Når chokoladen er kølet let, kan den røres sammen med den græske yoghurt lidt ad gangen.
  5. Pisk æggehviden stiv med et lille nip salt.
  6. Vend den piskede æggehvide i chokolademassen ad et par omgange. Pas på, at du ikke får al luften slået ud af æggehviderne.
  7. Fordel i små glas, og sæt på køl til servering.
  8. Pynt med ristede hasselnødder eller noget andet knas på toppen.
Older posts