Weekendtur til Berlin

img_5734// Torsdag aften, da vi kom til Berlin, tog vi direkte ud for at se håndbold, hvor vi så Berlin- Stuttgart. Der var virkelig god stemning, så det var en ret fed oplevelse //

For et par uger siden tog jeg med min familie til Berlin. Min far skulle have løbet marathon søndag formiddag, så det var derfor, at turen var blevet planlagt. Han endte dog med at melde fra, på grund af en knæskade, han går og kæmper med for tiden, men vi besluttede at tage afsted alligevel, da vi alle sammen havde glædet os.

Således kørte vi afsted mod den tyske hovedstad torsdag morgen, parate til et par dages storbyliv. Vi havde booket en lejlighed, der lå ca. 10 minutter med banerne fra Alexanderplatz, og det var bare så fint. Jeg synes, det er rart, at have en lejlighed med køleskab og mulighed for selv at lave noget morgenmad, når man er en hel familie afsted i flere dage.

Torsdag aften, da vi var ankommet, havde sat vores ting i lejligheden og fået lidt at spise, var vi inde og se en håndboldkamp, hvilket var en ret sjov oplevelse. Hans Lindberg, en dansk landsholdsspiller, spiller for Berlin, og der var virkelig gang i den, da de spillede mod Stuttgart. Hvis man er bare en smule sportsinteresseret, kan jeg anbefale at man tager ind og ser en håndboldkamp. Der er noget mere gang i den, end en fodboldkamp, hvilket jeg bestemt synes er et plus!

Efter en god nats søvn var vi klar til en ægte turistdag! Min far og jeg startede dagen med en morgenløbetur i lokalområdet og tog morgenbrød med hjem, og efter morgenmaden begav vi os så ud i byen.Vi brugte hele dagen på gåben og var rundt at se forskellige turistattraktioner: Fjernsynstårnet, Alexanderplatz, Rittersportbutikken, domkirken, Checkpoint Charlie, et stykke af muren, Brandenburger Tor, det jødiske monument og Gedächtnis-kirken. Virkelig fin dag og virkelig mange kilometer gået! Vi ville have spist burgere på Rembrandt-Burger om aftenen, men der var helt proppet, så vi endte med at bestille et bord til lørdag aften, og så spise på et italiensk sted, der lå lige ved siden af.

Lørdag tog vi ud til Prenzlauer Berg om formiddagen for at gå på marked og i biomarkeder. Jeg blev virkelig forelsket i det kvarter, og ville bestemt gerne tilbage at snuse mere rundt. Markedet var også virkelig lækkert, med mange spændende boder. Herefter tog vi i zoo, hvor vi brugte det meste af dagen. Det var også virkelig fint og en rigtig hyggelig familieaktivitet. Jeg har det lidt dobbelt med zoologiske haver, men det var bestemt hyggeligt. Om aftenen kom vi så på Rembrandt, at spise burgere, og det var virkelig ventetiden værd!

Vi gik meget trætte (og meget mætte) hjem til lejligheden i regnvejr, der heldigvis var det eneste regnvejr, vi havde på turen. Søndag morgen kørte vi hjem, med et smut forbi grænsen, efter et par dejlige dage i storbyen.

Jeg er ikke så forelsket i Berlin, som jeg hører mange andre er, men den vokser bestemt på mig og er fuld af muligheder, så jeg vil gerne tilbage.

img_0449

img_5768// Marked på Alexanderplatz //

img_5764// Babushka en masse //

img_5769// I bedste turiststil var vi også forbi fjernsynstårnet //

img_5775// Legesyge drenge, der naturligvis måtte prøve trampolinerne, der var lagt ned i jorden omkring fjernsynstårnet //

img_5811// Sæbebobelmagi foran domkirken. Bliver man nogensinde for gammel til sæbebobler? //

img_5855// Choko-shopping i Rittersport. Obligatorisk, når man er i Berlin //

img_5869// Et smut forbi et stykke af Berlinermuren. Det ligger ikke så langt fra Checkpoint Charlie, og jeg synes faktisk, det er noget mere interessant og værd at besøge //

img_5878// Fineste U-bahn station //

img_5886// Kaffepause på Starbucks //

img_5889// Gedächtnis-kirken er også et must-see i Berlin //

img_5898// Sol på vej ned bag højhuse (de eneste “rigtige” i Berlin?) //

img_5901// Jødisk mindemærke. Også et sted, man næsten skal forbi i Berlin, og det ligger lige ved siden af Brandenburger Tor //

img_5925// Glade, men også lidt trætte søskende efter mange timer rundt i byen //

img_5928// Brandenburger Tor i det smukkeste aftenlys //

img_5935// Fineste S-bahn station. Det er simpelthen SÅ nemt at komme rundt i Berlin med offentlig transport //

img_5952// På tur til Prenzlauer Berg – det hyggeligste område //

img_5964// Lækreste lørdagsmarked i Prenzlauer Berg. Hvis I, ligesom jeg, elsker markeder, så kan jeg bestemt anbefale dette! //

img_5955// Der var forskellige smagsprøver på markedet – bl.a. på en vegansk, helt intens, varm chokolade, der var SÅ god! //

img_5972// Berlin er flere længder foran, når det kommer til helsebutikker. De har store supermarkeder, såkaldte biomarkts, og jeg var inde i flere af dem for at snuse rundt og købe lidt med hjem. Det er lidt billigere end i DK, og så er udvalget større //

img_5975// Endnu en fin undergrundsstation. Lidt kitsch, men også meget sjovt i den tyrkisgrønne nuance (der faktisk mindede lidt om vores gamle badeværelse) //

img_5998// På visit i Berlin Zoo. Det havde været et stort ønske fra drengene, og det var en rigtig fin familieaktivitet //

img_5988// Jeg fik klappet geder, og så var jeg også glad //

img_6028// Sødeste panda, der gnaskede bambus på ægte pandamaner //

img_6077// Byens (måske verdens?) bedste burgere på Rembrandt-Burger. De. Var. Så. Gode. Deres sweet potatoe fries var hjernedødt gode (især med chilimayo og aioli) og stemningen var vildt fed! Kæmpe anbefaling herfra! //

Små Ting // Glimt fra Berlin

fullsizeoutput_8599// Virkelig(!) lækker vegansk pizza med “ost” fra GreenOS. Osten var én af de ting, der var i den kasse, jeg modtog, og jeg var virkelig positivt overrasket over den. Vegansk kan sagtens være mega lækkert og smage som “the real deal” //

Små ting fra sidste uge er et par dage forsinket grundet travlhed og pres på, på skolefronten. Sidste uge bød nemlig på halv/halv af almindelig hverdag og en mini-rejse til Berlin, så derfor var der lidt ekstra lektier osv. at catche op på mandag og tirsdag. Men nu er de her; sidste uges små glimt, der bl.a. byder på mange fine stunder i Berlin. Vi havde nemlig sådan en dejlig tur, som jeg nok skal fortælle mere om.

God onsdag! Og fortsat god uge!

img_0425// Mandagsoptur! //

img_0431// Når tågen hænger tungt over byen om morgenen, og kreerer smukke, nærmest perlebesatte, spindelvæv //

fullsizeoutput_85a3// Nyt (og sååååå blødt!) undertøj fra Organic Basics //

nyblender// At få nyt køkkengear gør mig altid glad! Denne gang en blender, der lynhurtigt kan trylle morgengreenies frem! //

img_5769// På forlænget weekendtur til Berlin med min familie. SÅ skøn en weekend, som jeg nok skal dele mere fra //

img_5811// Sæbebobelmagi foran domkirken. Jeg bliver aldrig for gammel til at beundre dem! /

img_5887// En kop tiltrængt eftermiddagskaffe. Her en pumpkin spice latte fra Starbucks lavet på mandelmælk – virkelig godt! //

img_5953// Fine gader, caféer og vejskilte i kvarteret Prenzlauer Berg //

img_5955// En tur på marked i Prenzlauer Berg – jeg elsker at tulle rundt på markeder, og her var der smagsprøver på bl.a. varm kakao //

img_5972// Shopping i øko-supermarkeder – kæmpe fan! //

img_5988// Zoo-besøg, der bl.a. bød på gedeklap. Jeg elsker geder! //

img_6027// …pandaer er jeg også ret vild med! Særligt denne, der på ægte pandamanér sad og gnaskede bambus //

img_6080// Berlins (og måske verdens) bedste burgere og fritter på Rembrandt-Burger. SÅ GOOODT! //

Off to Berlin!

Berlin-Day-218

// billede fra min skolerejse til Berlin i 2013 //

I dag kører min familie og jeg mod Berlin. Det er en tur, der længe har været planlagt, da min far skal ned og løbe marathon. Vi (eller i særdeleshed min far), har dog været nødt til at forventningsafstemme en smule. Han er nemlig (desværre!) erhvervet sig en knæskade, der betyder at drømmen om at slå PR ikke kan indfries. Det er pisse ærgerligt, og jeg er simpelthen så ked af det på hans vegne.

MEN! Vi skal stadig til Berlin. Og så må vi bare nyde alt det andet, som byen har at byde på. Min far regner også stadig med at løbe løbet, men nu mere for oplevelsen og fordi han er stædig.

Jeg har været i Berlin to gange før; i en efterårsferie, for en del år siden efterhånden, sammen med min familie, hvor det regnede alle dagene og jeg var sur og mut på bedste pre-teen måden, og på min skolerejse i niende klasse, hvor vi faktisk havde en ganske fin tur. Jeg er dog ikke blevet helt forelsket i Berlin, på samme måde som jeg hører mange andre er det. Jeg synes, den er lidt grim og beskidt, så snart man kommer væk fra de steder, hvor den er turistet. Men måske har jeg bare ikke været de rette steder? Jeg glæder mig i hvert fald til at komme til byen igen og få undersøgt om det virkelig kan passe, at Berlin ikke lige er mig. Jeg håber, jeg tager fejl og bliver positivt overrasket. Jeg glæder mig i hvert fald til turen, og tror nok at vi skal få nogle gode dage – med eller uden marathonløb.

Hit me i kommentarfeltet, hvis I har steder jeg bare SKAL besøge. Både indenfor turist/attraktion-genren, men bestemt også i forhold til markeder, spisesteder, helse-halløj osv.