img_0948

Hvis I følger med herinde, og har fulgt med i et stykke tid, ved I, at jeg har kæmpet med angst gennem en længere periode, og at jeg sidste forår var på studierejse til Lissabon. Studierejsen var en udfordring, qua min angst, men jeg klarede det og var så stolt og glad! Siden dengang, i april ’17, er det gået fremad med min angst. Jeg er (stort set) fri for fysiske symptomer i hverdagen, og det gør bare mit liv så meget nemmere og bedre. Jeg kan meget mere – og har overskud til at ville meget mere. Spørg alle omkring mig, og I vil få bekræftet at jeg er en helt anden Marie nu, end hvad jeg var bare for et år siden.

Da vi, min klasse og jeg, i efteråret blev præsenteret for idéen om at rejse til Bruxelles til januar, var min umiddelbare reaktion at ja – det ville jeg gerne. For et år eller halvandet siden havde min reaktion nok nærmere været noget i retning af: Fuck. Det tør jeg ikke. Det kan jeg ikke. Det vil jeg ikke. Men denne gang var det en helt anden reaktion, jeg havde. Det gjorde mig ufattelig glad, at jeg er nået så langt, at jeg kan se det positive og spændende i forskellige oplevelser, i stedet for kun at fokusere på “det farlige” og dét, der kan gå galt.

Men. Selvfølgelig er der et men. Vi skal køre i bus. Og så begynder angsttankerne: Fuck. Det tør jeg ikke. Det kan jeg ikke. Det vil jeg ikke. For er der én ting, jeg ikke kan lide, og én ting, der særligt har trigget min angst, så er det offentlig transport – i særdeleshed busser. Jeg er skrækslagen for at blive køresyg, da frygt for kvalme og opkast er dét, min angst er centreret omkring. Så selvom jeg til hverdag er ved at være angstfri, så er der altså stadig situationer, der kan fremprovokere angsten. En 12 timers bustur til Bruxelles er en af dem.

Jeg vil virkelig gerne gøre det – for jeg ved, at jeg kun overvinder angsten, ved at udfordre den. Og jeg vil også mægtig gerne med til Bruxelles, da selve turen lyder vildt spændende. Men for fanden, hvor det tærer på de mentale kræfter, at skulle på en tur, der er så grænseoverskridende. Jeg ved, at min katastofetanker kun er et produkt af angsten, og jeg ønsker ikke, at den skal styre mit liv, men det er stadig enormt hårdt og udmattende, at have disse tanker. Jeg ville bare så gerne kunne glæde mig til turen, men lige nu glæder jeg mig mest til, at den er overstået.

Men jeg gør det. Selvom jeg ikke tør. Jeg kan og jeg vil. Og det skal nok blive godt – når busturen er overstået….