Café Fleuri: En lille, hyggelig Oase i Byen

fullsizeoutput_809c

// Selv udefra er Café Fleuri noget ganske særligt //

Jeg stornyder simpelthen at have (læse)ferie og den frihed, det giver. Det er så fantastisk dejligt at kunne fylde sine dage med dét, der gør en glad. Og noget af dét, der gør mig (meget) glad er god mad i godt selskab og hyggelige omgivelser – I ved de der små stunder, hvor det hele går op i en højere enhed og man føler sig glad helt ned i maven?

Sådan en lykkestund havde jeg i tirsdags, da min veninde og jeg var taget ind på Café Fleuri, for at spise brunch. Hun er en lige så stor foodie som mig, så vi havde begge glædet os til at besøge stedet, som jeg havde besøgt én gang før, sidste sommer, og som vi havde set lækre, lækre billeder fra.

fullsizeoutput_8095

// Simpelthen så mange spændende og lækre delikatesser og specialiteter //

Når man træder ind ad døren, kan man ikke andet end at blive helt overvældet, for Café Fleuri er ikke kun en café, men også en delikatesseforretning med det vildeste udvalg og den fineste udsmykning. Der er fine detaljer og grønne planter overalt, og det hele er simpelthen så gennemført.

fullsizeoutput_8098

Den gennemførte franske, romantiske stil fortsætter ind i selve cafédelen, der også er virkelig hyggeligt indrettet og med en ganske særlig stemning og atmosfære. Jeg har vitterligt aldrig været på en café, med så meget sjæl og charme, som der er på Café Fleuri.

Vi plantede os først indenfor ved et bord, men da solen så småt brød igennem, besluttede vi at rykke ud i gårdhaven. Den er endnu en lille (omend ret fantastisk) detalje ved Café Fleuri, der er med til at gøre det til et helt unikt sted. For gårdhaven er en lille, grøn oase midt i byen, og man har indtrykket af at tiden står stille og alt foregår mindfuldt og afslappet, når man begiver sig om i den lille gårdhave, hvor der både er læ og sol.

fullsizeoutput_8092

// Hyggeligste gårdhave med så mange fine detaljer //

fullsizeoutput_8091

// Mægtig god kaffe, der blev serveret med lidt snacks “on the side” //

Vi bestilte to gange brunch og to gange kaffe, og mens vi ventede på maden, blev den første kop serveret. En dejlig stor kop, med en perfekt afbalanceret, rund og fyldig økologisk kaffe, der nok også smagte særligt godt fordi den blev nydt i så fine omgivelser og i så dejligt selskab. Den lille detalje med, at der kom lidt snacks (rødbedechips, karamelpopcorn og chokolademandler) med, var prikken over i’et!

Det eneste, vi var lidt bekymrede for, var om det mon nu var den eneste kaffe, vi fik. Men heldigvis var der refill, da maden blev serveret!

fullsizeoutput_8090

// Selvom det vigtigste er smagen, kan man ikke andet end at blive glad, når man får serveret så smuk en tallerken. Jeg spiser også med øjnene! //

Og maden! Jeg siger jer: Det var den lækreste brunchtallerken, jeg længe har fået, og så langt fra de klassiske “æg og pølse + noget sødt brød”-brunches, man ellers får på mange caféer. Dette var noget helt andet, og så meget mere i min “ånd” og efter min madfilosofi. Det var en overdådig tallerken, men af gode, sunde, nærende og økologiske råvarer. Naturlig mad, der smagte helt fortrinligt og som gav en god følelse i kroppen. Mad, som man bliver glad af at spise, fordi det smager godt og føles godt. Det er så vigtigt at spise mad, som man nyder, og give sig selv den luksus. Det er i hvert fald livskvalitet for mig.

fullsizeoutput_808f

// Hvor fint er det ikke lige, at det hele pyntes med de små, blå blomster? Det er bare sådan nogle små detaljer, der bidrager til en fantastisk helhedsoplevelse //

På tallerkenen var der: Hjemmebagt brød og rødbedeknækbrød, ost og nogle lækre spegepølser, marmelade, smør og pålægschokolade, yoghurt med lidt bær og müsli, friskskåret frugt og grønt, flere af de gode rodfrugtchips, som blev serveret til kaffen, samt et lille stykke dadel-konfekt-kage. Lutter gode sager!

fullsizeoutput_8089

Vi endte med at blive hængende længe på caféen, for maden indbød til virkelig at nyyyyyde den og der var bare så rart og dejligt i gårdhaven, at vi slet ikke havde lyst til at bevæge os videre. Der var bare en særlig stemning, og slet ikke den travlhed, man ellers kan opleve på caféer. Der var tid og ro, og det var det perfekte spot for en venindedate.

Café Fleuri får mine varmeste anbefalinger og jeg vender bestemt tilbage. Jeg kan næsten ikke vente!

fullsizeoutput_8099

Brunchen blev sponsoreret af Café Fleuri, men jeg er ikke blevet betalt for at skrive dette indlæg. Jeg kan 100% stå inde for det, jeg har skrevet om caféen, og er her kommet med min ærlige holdning.

SPIS! Madmarked // Odense Food Festival

spis1

I denne uge har der været SPIS! Food Festival Odense. En vaskeægte madfest med forskellige events og pop-up arrangementer i løbet af ugen, og så et brag af et madmarked her i weekenden, til at afslutte festlighederne. Jeg har ikke selv haft tid til at deltage i madkurser, -foredrag, -smagninger og hvad der ellers har været, men til gengæld havde min mor og jeg bestilt billetter til mad-markedet, som vi så besøgte i går.

spis2// Glad og mæt af smagsprøver, siddende i solskin med en kop pour-over kaffe //

Der var bare SÅ meget lækkert! Vi har været på en del markeder, når vi har været ude og rejse (se fx. London her og Barcelona her), men det her var virkelig også fint. Der var smagsprøver en masse, og en god, summende og rar stemning. Boderne var relevante, “sælgerne” passionerede og engagerede, og priserne i orden. Jeg er en vaskeægte foodie, så jeg elsker sådan noget her, hvor man kan få lov til at snuse (eller rettere smage), blive inspireret og købe lidt særlige ting med hjem. Jeg kunne have købt så meget og spist så meget. Vi formåede at begrænse os (omend blot en smule), men kom også hjem med nogle virkelig gode ting.

spis3

Vi spiste os mætte i smagsprøver og fik bl.a. smagt grill- og spegepølser fra forskellige gårde, chokolade fra Kring og nødder fra Nuts’n’More, frugt og grønt fra forskellige forhandlere, en del juices, is fra Skarup og brød fra Wendorf, pizzaer bagt på hampemel, og meget, meget andet. Fiskefrikadeller med hjemmerørt remoulade samt citronfromage fra Byens Køkken, der bringer ud til plejehjemmene i Odense kommune, fik vi også smagt. Ret fint at de sådan viste frem, hvad de serverer til borgerne. Der var meget andet, vi også kunne have smagt (og meget, vi kunne have smagt igen!) for det hele var bare så lækkert og spændende. Der var også mulighed for at købe et helt måltid, men vi fik spist os mætte i smagsprøverne. Der var ellers også mange interessante boder med forskellig mad – alt fra veggie-burgers og gourmet-hotdogs, over pandekager og smørebrød, til thai-food og empanadas. Arhmen altså – det havde været helt svært at vælge, hvis vi havde været sultne nok til at spise et fuldt måltid.

spis4

Med os hjem fik vi et abonnement til Årstiderne, hampemel og hammus (hampe-hummus) fra Møllerup Gods, en virkelig lækker jordbærsirup, frugt og grønt, ølandshvedemel, samt noget lækker olivenolie, salt og juice. Og igen kunne vi have købt SÅ meget mere, men det skulle jo også slæbes op til bilen (og betales…)

Jeg er vild med madmarkeder, og jeg glæder mig allerede til SPIS! kommer til Odense igen!

Foodguide // Odense

Jeg bor i nærheden af Odense, og har familie i byen, og besøger den derfor ofte. Det er den “storby” jeg føler mig hjemme i, og jeg har efterhånden været en del steder i byen og set det meste. Odense er fyldt med hyggelige, stemningsfyldte og lækre spisesteder, og jeg vil i dette indlæg give jer en lille guide til hvilke steder, I skal besøge! Indlægget vil løbende blive udbygget med flere gode spisesteder, efterhånden som jeg får besøgt og skrevet om dem. På den måde kan I søge inspiration, hvis I kommer til H.C. Andersens by.

dengrønnecafe

Den Grønne Cafe, Skibhusvej 91
Den Grønne Cafe er et nystartet og ret lækker cafe, der byder på sund og nærende mad. Deres menukort spænder over forskellige morgenmads- og frokostretter, og så er der også juices, kaffer og forskellig brød/kage. Jeg fik en rugbrødsmad med avokado, laks og hytteost, og min veninde fik en blandet salat fra deres salatbar, da vi besøgte cafeen. Vi måtte begge af med omkring 60 kr. for mad og en flaske vand, og det synes jeg er en ganske rimelig pris for sådan et frokostmåltid. Næste gang, jeg kommer forbi, ville jeg gerne prøve noget af deres morgenmad – det lyder så lækkert! Cafeen ligger ikke i midtbyen, men det er bestemt værd at tage turen derud! Der er ca. en kilometer fra Banegårdscenteret, og Skibhuskvarteret er super hyggeligt.

BRØD

BRØD, Kongensgade 38
BRØD er også et forholdsvis nyåbnet sted. Her kan man få, ja: Brød! Virkelig godt brød! Udvalget er ikke så stort, men alt er friskbagt og super lækkert – og nogle gange er det jo det simple, der er det bedste. Jeg har smagt ølandshvedebollerne, rugstykkerne med chokolade og gulerodsbollerne, og af kagerne har jeg smagt citronkagen og chokoladebollerne. Det hele har været SÅ godt, og særligt ølandshvedebollerne og chokoladebollerne er jeg helt vild med. Kaffen er også ganske glimrende, og der er også forskellige lækre kolde drikkevarer. Man kan købe brødet, bare som det er, eller der er forskellige muligheder for at få en smurt bolle eller sandwich til en ganske rimelig pris. Man kan også købe brød med hjem, og stedet fungerer dermed også som en bager med gode boller, rugbrød og forskellige kager. Deres hindbærsnitter og croissanter ser voldsomt gode ud. Det er et ret stort sted, der ligger inde på selve gågaden, men de har alligevel formået at få gjort det super hyggeligt og rart. Stemningen er fed og sådan lidt “hipstersmart”, men uden larm og høj musik. Det er det perfekte sted til en kop kaffe og et stykke brød, hvis man har brug for en pause under shoppingen, men også et fint sted at sidde alene og arbejde, med en kop kaffe og en ostemad. En af mine favoritter i byen!

lagkagehuset

Lagkagehuset, Vestergade 1
Lagkagehuset er en tilbagevendende klassiker, men ikke desto mindre skal den med på listen. For det er bestemt med rette, at kæden har fået succes, og det er så lækkert at de nu også er i Odense. Jeg er vild med deres chokorug, og også ret stor fan af de 30% rabat man får på kaffe som studerende. Alt i deres sortiment ser så lækkert ud, og dét jeg har smagt, har jeg også været mere end tilfreds med. Flødeboller, frokostsalater, kager og rugbrød – det hele er godt! Eneste minus er at der for det meste er fyldt derinde. Det er altså ikke så hyggeligt at sidde derinde, men det er perfekt at købe ting “to go” der indefra!

cafe biografen

Cafe Biografen, Brandts Passage 39-41
“Odenses hyggeligste biograf” – det er hvad Cafe Biografen brander sig selv som, og det er det bestemt også. Men samtidig med at være en hyggelig biograf (jeg har faktisk aldrig set en film derinde) er det også en super dejlig og hyggelig cafe. Det er et af Odenses ældste steder, der også lå der, da min mor var barn, og var samlingsstedet da hun var ung, og det emmer af sjæl og atmosfære. Det er skønne lokaler, særligt hvis man kan få en af vinduespladserne ud til Amfipladsen, og menukortet er rigtig godt. Jeg har spist en af de bedste brunchtallerkener, jeg nogensinde har fået, derinde (den var fyldt med lækre sager, der var lidt anderledes end til en “klassisk brunch” – fx. var det små krydrede pølser, en æggekage i stedet for scrambled eggs osv.), og deres gedeostsalat er seriøst to die for! Kaffen er også god, og når vejret er til det, er det skønt at sidde udenfor. Det er et oplagt sted at mødes – enten for bare at spise, eller for at kombinere spisning og biograf.

wendorf

Wendorff, Gravene 9
Wendorff er som sådan ikke et spisested, men en bager. Her får du noget af Odenses bedste brød, forskellige fynske specialiteter, og den bedste(!) brunsviger! Der er lige et par siddepladser derinde, men det er mere oplagt at købe noget med hjem. Jeg har i hvert fald en lang mental liste over brød og bagværk, jeg gerne vil smage derindefra.

nelles

Nelle’s, Rosenbæk Torv 1A + Overgade 21A

Nelle’s ligger to steder i Odense, men jeg har kun besøgt den på Rosenbæk Torv, der ligger for enden af Brandts passage, tæt på amfiscenen og Cafe Biografen. Det er den hyggeligste kaffe- og vinbar, og det er også det fulde navn: Nelle’s Coffee & Wine. Stedet summer altid af liv, og har den fedeste stemning, atmosfære og indretning. Det er det “hippe” sted at mødes om eftermiddagen, hvor man kan få en god kop kaffe, lækkert bagværk (jeg har smagt croissanter og hindbærsnitter, begge dele kan anbefales), et stykke brød med ost eller en lækker juice – eller senere på aftenen til vin og tapas. Det er også et fint sted at tage hen for at arbejde, hvilket jeg også har benyttet mig af flere gange. Priserne er bestemt også rimelige, hvilket er et plus som studerende! Det eneste, jeg synes er lidt til den dyre side, er deres juices, men de lyder lækre, så måske skulle jeg droppe min nærighed en dag? Tænker også at jeg vil forbi Nelles i Overgade snart, for at se om den er lige så hyggelig.

At lege turist i egen by

turist i egen byMed et ungdomskort til FynBus og sommerferie, følger en del frihed. Jeg holder af at befinde mig i byen og komme lidt væk fra stilheden herude på “landet”, og med en togtur på kun 12 minutter ind til Odense, har det været noget, der har været muligt at praktisere.

Således har jeg gennem de sidste uger været en del inde i byen. Både alene eller for at mødes med folk. Odense er måske ikke helt “min” by, da jeg ikke bor der, men jeg har alligevel et vist kendskab til byen, og jeg føler mig rigtig godt hjemme og tilpas der.

Jeg holder ret meget af bare at gå rundt, forvilde mig ned ad nye gader og spotte nye steder, som jeg ikke har prøvet før. Gennem de sidste uger har jeg således opdaget en del skjulte steder, der ligger lidt væk fra de crowdede caféer på gågaden. For der findes virkelig mange dejlige steder, hvis man bevæger sig lidt ned ad nogle sidegader og ud i de knap så kendte kvarterer.

Jeg har skrevet dem alle på en liste, og glæder mig til at besøge dem. Jeg er så småt også gået i gang med listen, og kan allerede krydse en håndfuld af. Jeg regner med at lave et indlæg med spisesteder i Odense på et tidspunkt, for der er virkelig mange gode!

I mellem tiden vil jeg opfordre jer, til at gøre hvad jeg har gjort: Lege turist i jeres egen by. Jeg garanterer jer, at I finder små skjulte skatte, som I vil være lykkelige for at opdage! Det er den hyggeligste måde at opleve en by på, og jeg har i hvert fald oplevet at forelske mig på en helt anden måde i Odense, efter at have opdaget alt det andet, som den også byder på.