Video fra Norge

Jakob Gebauer, en af dem her fra skolen, optog en masse i Norge, og har nu klippet det sammen til en film. Der er fuld fart på og masser af gode billeder og optagelser, så jeg synes næsten, at I også skulle se den. Der var så flot i Norge, og ved at (gen)se det i denne film kommer jeg helt til at savne det. Også selvom jeg aldrig helt blev bidt af de der ski. Alligevel var der bare noget magisk over landskabet og den tid vi brugte sammen, og det bliver jeg på bedste vis mindet om i denne film.

I kan se flere af Jakobs film på hans youtubekanal (Jakob Gebauer), og I kan også følge med i hans yderligere arbejde på hans facebookside (Gebauer Films), hvor han deler både videoer og billeder.

Vierli med NÅE: Hyttehygge i Silkeli10

En stor del af det, at være på skiferie, har også været samværet i hytterne. Jeg boede i Silkeli 10, sammen med 10 andre piger, og vi har simpelthen bare haft det så godt og rart og hyggeligt. Vi har selv haft ansvaret for al madlavning og madpakkesmøring, at komme op til tiden og sengetider, rengøring og oprydning, og det har bare fungeret 95% af tiden. Selvfølgelig har det været små kontroverser, men det er også svært at undgå, når man er så mange sammen, på så lidt plads, og jeg synes virkelig at vi har været overraskende gode til at få det til at fungere.
Vores hytte blev også lynhurtigt samlingsstedet for mange andre. Vi havde en af de store og nye hytter, og det var derfor oplagt at samles hos os. Så det var sjældent, at der ikke var gang i den og folk på besøg, og det var bare så hyggeligt og sjovt, at der altid var liv på den måde. 

Det har uden tvivl styrket vores sammenhold, og bragt os tættere på hinanden, at bo sammen i denne uge. Vi har jo delt opture og nedture, og sjove hændelser og oplevelser. Hvis vi ikke har været sammen, når det skete, har vi fortalt hinanden om det, og berettet om dagens oplevelser, når vi mødtes til aftensmaden.

Jeg var meget nervøs, inden vi skulle til Norge, hvilket jeg også skrev om her på bloggen. Jeg var faktisk så nervøs og bange, at jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne klare at tage med. Nye, grænseoverskridende situationer er jeg ikke altid så god til at tackle. Men set i bakspejlet, er jeg uendelig glad for at jeg overvandt mig selv og tog med. Jeg ville være gået glip af så mange dejlige og unikke oplevelser, og her er det særligt hyttelivet, jeg tænker på. Jeg havde nok også klaret mig fint igennem efterskoleåret uden at prøve ski, men det sociale aspekt havde jeg virkelig manglet, hvis jeg ikke havde været en del af Norges-turen.

Vi har oplevet så mange små finurlige ting sammen, som binder os sammen, og som udgør noget helt særligt og unikt: vores efterskoleår sammen. Ikke nogen andres efterskoleår, men vores år på Nørre Åby Efterskole. Jeg er så taknemmelig for alle de fede oplevelser, jeg deler med det skønherlige NÅE-folk.

Vierli med NÅE: Alpin

Efter tre dage veloverstået med langrendsski, skulle vi stå på enten alpinski eller snowboard onsdag, torsdag og fredag. Vi havde hjemmefra fordelt os på forskellige niveauer, og valgt hvorvidt vi ville stå på alpin eller snowboard. Jeg havde valgt nybegynder ski, og var meget, meget spændt.

Tirsdag, efter vores sidste langrendstur, afleverede vi de ski og støvler, og fik i stedet udleveret alpinstøvler og -ski, stave, til de øvede, og hjelme, så onsdag morgen var vi klar til nye skieventyr. De, der var lidt mere vant til at stå på ski kørte til Rauland, et større skisted i nærheden, mens vi nybegyndere blev i Vierli, hvor vi startede på børnebakken. Den fik jeg faktisk rimelig hurtigt styr på, og smuttede derfor med over på den blå bakke, da gruppen blev delt op.

Her kørte jeg op og ned, og op og ned, og op og ned hele formiddagen, og nåede faktisk til et punkt, hvor jeg syntes at det var sjovt. Jeg var nok ca. den langsomste skiløber i verden, og plovede hele vejen ned, men jeg var positiv, og også noget mere positiv end jeg havde regnet med.

Desværre havde jeg en lidt træls oplevelse på skiene torsdag formiddag. Den lille, blå bakke var efterhånden blevet en anelse kedelig, så jeg lod mig overtale til at tage med op på toppen, for så at finde en anden blå at køre ned af. Men da vi kom helt derop på toppen, hvor der var så smukt, så smukt, og vi kunne se ud over den smukkeste, uberørte dal, hvor solen stod over, var der ingen blå pist, som der ellers havde været indtegnet på kortet, men kun en rød. Og så gik jeg lettere i panik og baglås, og nægtede, vred, bange og ked af det, at køre ned ad noget, der i mine øjne var alt for stejlt til at mine stadig lidt usikre ski-ben kunne klare det. Så jeg endte med at smide skiene og gå ned. Så ydmygende.

Jeg kørte et par ture mere på den lille blå bakke torsdag, og tog også et par ture fredag formiddag, men det var som om min spirende glæde for skiene var falmet en smule. Jeg havde i hvert fald ikke samme gåpåmod.

Så da der blev åbnet op for at vi kunne kælke, tog det ikke mange sekunder for mig at smide skistøvlerne og i stedet tage mine almindelige støvler på. Og så var det bare op, op, op med liften og så heeeeeeeele vejen ned for fuld fart! Blev kaldt lidt af en fartdjævel på den kælk der, men det var godt nok også sjovt! På ski føler jeg mig stadig ret usikker, men kælke, det kan jeg!

Jeg forstår udemærket hvorfor folk bliver grebet af ski. Det dér kick man får, når man suser ned ad bakken, er ret fedt. Det er sjovt, når det går godt, når skiene glider og når man bliver mere og mere modig. Så meget nåede jeg da at finde ud af, på mine få dage på ski. Også selvom jeg (desværre) ikke nåede at blive helt fortrolig med skiene, eller nåede det punkt, hvor jeg stolede på at jeg kunne finde ud af det. For for at blive helt vild med ski, tror jeg, at man skal turde at give slip og bare stole på at man godt kan dreje og bremse, og at man ikke kommer slemt til skade. Der nåede jeg aldrig helt til, så jeg tror også at min næste gang på ski ville kræve lidt overvindelse og overtalelse af mig selv.

Jeg ville gerne kunne sige, at ski var det fedeste, for det tror jeg virkelig det er, hvis man tør og kan, men jeg kan ikke helt hoppe med på den ski-heppende vogn, hvor gerne jeg end ville.

Vierli med NÅE: Langrend

Sidste lørdag klokken 17 satte jeg mig spændt og nervøs ind i bussen og trillede lige så stille ud fra Nørre Åby Efterskole. Vi satte kursen mod Norge, nærmere bestemt skistedet Vierli, der ligger i Rauland og var fremme næste formiddag, efter en bustur, og en kort overfart med Helsingør-Helsingborgfærgen, der gik over al forventning, og hvor jeg sov det meste af vejen.
Efter lidt “morgenmad” og indlogering i hytterne, var det tid til endnu en ting, jeg havde været nervøs for: skiene. Jeg havde nemlig aldrig prøvet det. Men jeg var for træt, for spændt, for bange og for nervøs, så det hele blev bare for meget, og jeg måtte opgive skiene den første dag. Faktisk var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville komme op og stå på de brædder der.
Heldigvis gik det allerede bedre næste dag. Jeg fik ski på og kørt en lille, kort tur med de andre, lidt usikre, nybegyndere. Efter den oplevelse var jeg lidt mere positiv omkring hele skikonceptet, og vores tredje, og sidste, dag på langrend forløb også uden problemer.
Langrend er en enormt rar og smuk måde at opleve naturen på, og jeg kan godt forstå at man kan blive bidt af det. Jeg selv veksler lidt mellem at synes det er vildt fedt, når man stille glider forbi noget smuk natur og suser ned ad bakkerne, og så at synes det er en smule kedeligt og ensformigt, når det går langsomt og al sneen ligner hinanden. Men i forhold til at det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med langrendsski, og ski i det hele taget, synes jeg faktisk at det var udemærket. Og uden tvivl helt utrolig flot!
Der kommer to indlæg mere om Norge. Èt om alpinski og et om hyttelivet.