Skolerejse til Bruxelles // At udfordre angsten endnu en gang

img_0948

Hvis I følger med herinde, og har fulgt med i et stykke tid, ved I, at jeg har kæmpet med angst gennem en længere periode, og at jeg sidste forår var på studierejse til Lissabon. Studierejsen var en udfordring, qua min angst, men jeg klarede det og var så stolt og glad! Siden dengang, i april ’17, er det gået fremad med min angst. Jeg er (stort set) fri for fysiske symptomer i hverdagen, og det gør bare mit liv så meget nemmere og bedre. Jeg kan meget mere – og har overskud til at ville meget mere. Spørg alle omkring mig, og I vil få bekræftet at jeg er en helt anden Marie nu, end hvad jeg var bare for et år siden.

Da vi, min klasse og jeg, i efteråret blev præsenteret for idéen om at rejse til Bruxelles til januar, var min umiddelbare reaktion at ja – det ville jeg gerne. For et år eller halvandet siden havde min reaktion nok nærmere været noget i retning af: Fuck. Det tør jeg ikke. Det kan jeg ikke. Det vil jeg ikke. Men denne gang var det en helt anden reaktion, jeg havde. Det gjorde mig ufattelig glad, at jeg er nået så langt, at jeg kan se det positive og spændende i forskellige oplevelser, i stedet for kun at fokusere på “det farlige” og dét, der kan gå galt.

Men. Selvfølgelig er der et men. Vi skal køre i bus. Og så begynder angsttankerne: Fuck. Det tør jeg ikke. Det kan jeg ikke. Det vil jeg ikke. For er der én ting, jeg ikke kan lide, og én ting, der særligt har trigget min angst, så er det offentlig transport – i særdeleshed busser. Jeg er skrækslagen for at blive køresyg, da frygt for kvalme og opkast er dét, min angst er centreret omkring. Så selvom jeg til hverdag er ved at være angstfri, så er der altså stadig situationer, der kan fremprovokere angsten. En 12 timers bustur til Bruxelles er en af dem.

Jeg vil virkelig gerne gøre det – for jeg ved, at jeg kun overvinder angsten, ved at udfordre den. Og jeg vil også mægtig gerne med til Bruxelles, da selve turen lyder vildt spændende. Men for fanden, hvor det tærer på de mentale kræfter, at skulle på en tur, der er så grænseoverskridende. Jeg ved, at min katastofetanker kun er et produkt af angsten, og jeg ønsker ikke, at den skal styre mit liv, men det er stadig enormt hårdt og udmattende, at have disse tanker. Jeg ville bare så gerne kunne glæde mig til turen, men lige nu glæder jeg mig mest til, at den er overstået.

Men jeg gør det. Selvom jeg ikke tør. Jeg kan og jeg vil. Og det skal nok blive godt – når busturen er overstået….

3 Dage i KBH med Alberte // Dag 3

img_0048// Dagen startede, ligesom på vores anden dag i KBH, med den gode morgenmads buffet på vores hotel, Astoria //

Tredje og sidste dag i KBH for denne omgang. En lidt grå og overskyet dag, men stadig mægtig hyggelig.

Vi bevægede os først op mod Botanisk Have langs søerne, for derefter at gå igennem Kongens Have, forbi Marmorkirken og Amalienborg, ned til Nyhavn, hvor vi gik over på Papirøen og spiste frokost. Efterfølgende bevægede vi os gennem Christianshavn og ud ad Amagerbrogade, for at tjekke det område ud. Der var meget hyggeligt, men ikke sååå meget at kigge på (det lå i hvert fald lidt mere spredt) som inde i byen, så vi gik tilbage mod centrum, for lige at få kigget i de sidste butikker og drikke en kop kaffe. Da vi havde vandret byen tynd endnu en gang og var godt trætte, spiste vi aftensmad på 42Raw og gik så tilbage til hotellet, for at vente på at skulle med toget. Vi var godt trætte og trængte til at komme hjem, men hyggede os lige til det sidste!

Vi havde de tre dejligste dage, og det er bestemt ikke sidste gang, at vi er taget på en storby(mini)ferie sammen!

fullsizeoutput_8898// En gåtur langs søerne er altid hyggeligt //

img_6321// Vi gik til Botanisk Have, hvor vi også havde været på dag 1, for at se Palmehuset. Alberte havde ikke set det før, så det ville jeg rigtig gerne vise hende. Jeg synes simpelthen, der er så fint derinde, og det er bestemt en gratis-oplevelse i byen, der er værd at tjekke ud! //

fullsizeoutput_889a// Igennem Kongens Have, der var klædt i fine efterårsfarver //

fullsizeoutput_868d// Turister rundt i den fine, fine by //

img_6331// Også et smut forbi Marmorkirken. Efter min mening en af de smukkeste bygninger i hele byen //

img_0086// Vi havde egentlig ikke tænkt, at vi ville spise på Papirøen, men det passede lige med tidspunktet, da vi gik forbi. Så vi endte alligevel med at spise en omgang falafler med humus derinde, og det var nu mægtig godt! //

img_6332// Charmerende Nyhavn //

img_0076// En kop kaffe og et hvil til trætte ben //

img_6337// Vi var simpelthen så vilde med 42Raw, hvor vi spiste frokost på den første dag i byen, så vi endte med at gå tilbage dertil for at spise aftensmad. Jeg fik en avokadosandwich og sweetpotatoefries, og det var bare SÅ godt! //

3 Dage i KBH med Alberte // Dag 2

img_0782// Virkelig god hotelmorgenmad, lige efter Albertes og mit hoved. Økologisk, friskt og lækkert! Jeg fik en lille portion overnight oats med bærkompot, frisk frugt, lækkert rugbrød med ost og peanutbutter, samt et lille glas smoothie og en hel kande kaffe til mig selv, haha //

Anden dag i KBH med Alberte var lige så skøn som den første!

Vi var helt udmattede, da vi gik i seng den første aften, så vi sov virkelig, virkelig tungt og godt. Og så stod vi op til den lækreste, økologiske morgenmadsbuffet, der bugnede med gode sager. Hvis jeg booker morgenmad med hotel, synes jeg det er super vigtigt, at det er lidt “særligt”, og det var det bestemt på Astoria!

Efter morgenmaden bevægede vi os ud i byen. Vi gik vest på, ud ad Vesterbrogade, og gik så lidt på kryds og tværs mellem Vesterbrogade og Gammel Kongevej, der begge er fyldt med hyggelige steder. Da vi nåede Frederiksberg Have drejede vi til højre og gik således mod nord, hvor vi fortsatte, til vi nåede Nørrebrogade. På hele turen var der tid til at stoppe op og kigge i butikker, og undervejs blev det også tid til at spise frokost, som vi spiste på WeDoFood.  Af Nørrebrogade gik vi tilbage mod midtbyen. Vi var et smut inde omkring Torvehallerne, og drak så en kop kaffe på en kaffebar ved siden af, inden vi gik videre ind til gågaden, kiggede lidt i butikker og på mennesker. Aftensmaden spiste vi på Palæo – godt trætte efter en laaaang dag på gåben. Og så gik vi hjem i seng! Med en lille proviantering på vejen…

fullsizeoutput_867d// Rundt i byen på gåben. Bl.a. ned ad hyggelige Værnedamsvej, hvor vi kiggede i fine butikker //

fullsizeoutput_867e// Utallige besøg i helsekostbutikker. Helsedims og -gøgl er vores helt store interesse og passion //

fullsizeoutput_867f// Ned gennem Gammel Kongevej – så hyggelig en gade og et dejligt kvarter //

fullsizeoutput_8680// Så fint ude på Vestebro og Frederiksberg //

fullsizeoutput_8681// Vi spiste frokost på WeDoFood, der laver de lækreste “bland selv”-salater. Det er et virkelig godt koncept, og jeg kan bestemt anbefale det, hvadenten man spiser sin frokost to-go eller to-stay //

fullsizeoutput_8684// Nørrebrogade er også mægtig hyggelig. Vi gik ned ad den, over søerne og endte så direkte ved Torvehallerne //

img_0040// Og lige ved Torvehallerne drak vi kaffe på Espresso House, der serverede ganske glimrende kaffe (i kæmpe(!) krus) og the, og nogle ret lækre raw-bites //

fullsizeoutput_8685// Aftensmaden spiste vi på Palæo, hvor vi fik deres veganske salat med kål, sweetpotatoe, persillepesto og græskarkerner. SÅ GODT! //

3 Dage i KBH med Alberte // Dag 1

img_6251// Første stop, da vi havde sat bagagen på hotellet, var Torvehallerne. Himlen for foodies som Alberte og jeg //

I efterårsferien (for næsten 14 dage siden!) var Alberte og jeg et par dage i København. Det har I nok set, hvis I følger med på instagram, hvor jeg flittigt delte billeder fra vores dage.

Og nu har jeg endelig fået (og taget mig) tid til at få delt noget om vores tur, her på bloggen. For vi havde sådan en dejlig tur og var forbi sådan nogle fine steder, som jeg gerne vil vise jer.

Vores afrejse blev liiiidt mere hektisk end planlagt, da vores tog fra Tommerup til Odense blev aflyst. Fuck. Det blev til et, mindre panisk, opkald til min mor og så afsti-afsted ind til Odense i bil. Vi nåede det, men det var på et hængende hår! Men, men, men. Afsted kom vi, og så havde vi tre hele dage foran os.

I dette indlæg er der glimt fra den første dag, hvor vi primært befandt os i midtbyen. Vi gik og gik og gik rundt i byen, da vi var enige om, at det var den rareste måde at opleve byen på. Og så var der masser af tid til at snakke om små og store emner, grine, hygge og kigge. Så dejligt.

Følg med i vores tur herunder!

img_6259// Tid til formiddagskaffe efter den lidt hektiske start på dagen. Coffee Collective i Torvehallerne laver fremragende kaffe! //

img_6263// Efter Torvehallerne gik vi et smut forbi Botanisk Have – for at opdage, at der var lukket. Så vi så det udefra og gik så videre, med planer om at vende tilbage en anden dag //

img_6264// Ved frokosttid passede det med, at vi kunne smutte forbi 42Raw, hvor vi begge fik en blandet salat. SÅ GODT! Alberte spiser vegetarisk, og jeg holder også af at spise plantebasserede måltider, så vi var meget begejstrede hele konceptet på 42Raw og maden var virkelig lækker! //

img_6269// Alberte og jeg er foodies/helsefreaks af øverste skuffe, så vi var i utallige helsekostbutikker (og andre butikker) //

img_6273// Et smut forbi Nyhavn er altid hyggeligt //

img_0018// Turistselfie på Kongens Nytorv //

img_6278// Kaffetid på Original Coffee, på toppen af Illum. Vi var trætte og sultne, så det var perfekt med en lille eftermiddags “pick me up” //

img_6279// Der er så fint, på toppen af Illum, og jeg kan bestemt anbefale at tage en tur derop for at købe delikatesser, spise eller drikke en kop kaffe //

img_6282// Det er, for mig, ikke et rigtigt Københavner-besøg, hvis jeg ikke har været i Notre Dame. Fiiiineste butik! //

img_6283// Vi boede på Hotel Astoria, der var helt perfekt til vores behov. Det ligger lige ved siden af banegården, har døgnåben reception og serverer virkelig lækker økologisk morgenmad. Værelserne er små og lidt slidte, men med gode senge og dét, man behøver. Og så vejede den lækre morgenmad og atmosfæren på hotellet op for dét, der ikke var i udstyr og dekoration på værelset //

img_6287// Efter et hurtigt smut tilbage på hotellet, for at sætte indkøbsposer, tog vi i Tivoli, hvor vi skulle mødes med min familie, der også var i København om mandagen. Der er SÅ fint i Tivoli i efteråret / ved Halloween //

img_0029// Vi prøvede lidt forlystelser, tullede rundt og kiggede, inden vi så afsluttede besøget med aftensmad på en af restauranterne i haven (Alberte var der, selvfølgelig, også) //

img_6294// Det er så smukt, med alle lysene i Tivoli. Trætte, trætte, trætte skiltes vi med min familie og gik hjem i seng //

Weekendtur til Berlin

img_5734// Torsdag aften, da vi kom til Berlin, tog vi direkte ud for at se håndbold, hvor vi så Berlin- Stuttgart. Der var virkelig god stemning, så det var en ret fed oplevelse //

For et par uger siden tog jeg med min familie til Berlin. Min far skulle have løbet marathon søndag formiddag, så det var derfor, at turen var blevet planlagt. Han endte dog med at melde fra, på grund af en knæskade, han går og kæmper med for tiden, men vi besluttede at tage afsted alligevel, da vi alle sammen havde glædet os.

Således kørte vi afsted mod den tyske hovedstad torsdag morgen, parate til et par dages storbyliv. Vi havde booket en lejlighed, der lå ca. 10 minutter med banerne fra Alexanderplatz, og det var bare så fint. Jeg synes, det er rart, at have en lejlighed med køleskab og mulighed for selv at lave noget morgenmad, når man er en hel familie afsted i flere dage.

Torsdag aften, da vi var ankommet, havde sat vores ting i lejligheden og fået lidt at spise, var vi inde og se en håndboldkamp, hvilket var en ret sjov oplevelse. Hans Lindberg, en dansk landsholdsspiller, spiller for Berlin, og der var virkelig gang i den, da de spillede mod Stuttgart. Hvis man er bare en smule sportsinteresseret, kan jeg anbefale at man tager ind og ser en håndboldkamp. Der er noget mere gang i den, end en fodboldkamp, hvilket jeg bestemt synes er et plus!

Efter en god nats søvn var vi klar til en ægte turistdag! Min far og jeg startede dagen med en morgenløbetur i lokalområdet og tog morgenbrød med hjem, og efter morgenmaden begav vi os så ud i byen.Vi brugte hele dagen på gåben og var rundt at se forskellige turistattraktioner: Fjernsynstårnet, Alexanderplatz, Rittersportbutikken, domkirken, Checkpoint Charlie, et stykke af muren, Brandenburger Tor, det jødiske monument og Gedächtnis-kirken. Virkelig fin dag og virkelig mange kilometer gået! Vi ville have spist burgere på Rembrandt-Burger om aftenen, men der var helt proppet, så vi endte med at bestille et bord til lørdag aften, og så spise på et italiensk sted, der lå lige ved siden af.

Lørdag tog vi ud til Prenzlauer Berg om formiddagen for at gå på marked og i biomarkeder. Jeg blev virkelig forelsket i det kvarter, og ville bestemt gerne tilbage at snuse mere rundt. Markedet var også virkelig lækkert, med mange spændende boder. Herefter tog vi i zoo, hvor vi brugte det meste af dagen. Det var også virkelig fint og en rigtig hyggelig familieaktivitet. Jeg har det lidt dobbelt med zoologiske haver, men det var bestemt hyggeligt. Om aftenen kom vi så på Rembrandt, at spise burgere, og det var virkelig ventetiden værd!

Vi gik meget trætte (og meget mætte) hjem til lejligheden i regnvejr, der heldigvis var det eneste regnvejr, vi havde på turen. Søndag morgen kørte vi hjem, med et smut forbi grænsen, efter et par dejlige dage i storbyen.

Jeg er ikke så forelsket i Berlin, som jeg hører mange andre er, men den vokser bestemt på mig og er fuld af muligheder, så jeg vil gerne tilbage.

img_0449

img_5768// Marked på Alexanderplatz //

img_5764// Babushka en masse //

img_5769// I bedste turiststil var vi også forbi fjernsynstårnet //

img_5775// Legesyge drenge, der naturligvis måtte prøve trampolinerne, der var lagt ned i jorden omkring fjernsynstårnet //

img_5811// Sæbebobelmagi foran domkirken. Bliver man nogensinde for gammel til sæbebobler? //

img_5855// Choko-shopping i Rittersport. Obligatorisk, når man er i Berlin //

img_5869// Et smut forbi et stykke af Berlinermuren. Det ligger ikke så langt fra Checkpoint Charlie, og jeg synes faktisk, det er noget mere interessant og værd at besøge //

img_5878// Fineste U-bahn station //

img_5886// Kaffepause på Starbucks //

img_5889// Gedächtnis-kirken er også et must-see i Berlin //

img_5898// Sol på vej ned bag højhuse (de eneste “rigtige” i Berlin?) //

img_5901// Jødisk mindemærke. Også et sted, man næsten skal forbi i Berlin, og det ligger lige ved siden af Brandenburger Tor //

img_5925// Glade, men også lidt trætte søskende efter mange timer rundt i byen //

img_5928// Brandenburger Tor i det smukkeste aftenlys //

img_5935// Fineste S-bahn station. Det er simpelthen SÅ nemt at komme rundt i Berlin med offentlig transport //

img_5952// På tur til Prenzlauer Berg – det hyggeligste område //

img_5964// Lækreste lørdagsmarked i Prenzlauer Berg. Hvis I, ligesom jeg, elsker markeder, så kan jeg bestemt anbefale dette! //

img_5955// Der var forskellige smagsprøver på markedet – bl.a. på en vegansk, helt intens, varm chokolade, der var SÅ god! //

img_5972// Berlin er flere længder foran, når det kommer til helsebutikker. De har store supermarkeder, såkaldte biomarkts, og jeg var inde i flere af dem for at snuse rundt og købe lidt med hjem. Det er lidt billigere end i DK, og så er udvalget større //

img_5975// Endnu en fin undergrundsstation. Lidt kitsch, men også meget sjovt i den tyrkisgrønne nuance (der faktisk mindede lidt om vores gamle badeværelse) //

img_5998// På visit i Berlin Zoo. Det havde været et stort ønske fra drengene, og det var en rigtig fin familieaktivitet //

img_5988// Jeg fik klappet geder, og så var jeg også glad //

img_6028// Sødeste panda, der gnaskede bambus på ægte pandamaner //

img_6077// Byens (måske verdens?) bedste burgere på Rembrandt-Burger. De. Var. Så. Gode. Deres sweet potatoe fries var hjernedødt gode (især med chilimayo og aioli) og stemningen var vildt fed! Kæmpe anbefaling herfra! //