En update på livet

fullsizeoutput_7fcb

Det er længe siden, jeg har givet jer en update på livet i al almindelighed, så jeg tænkte at jeg lige ville skrive lidt om, hvad der foregår her på min side af skærmen.

Jeg har det godt. Markant bedre, end jeg har haft – og det er SÅ rart. Som I ved, hvis I har læst med her gennem de sidste par år, så har jeg kæmpet med angst siden jeg stoppede på efterskolen. I 1.g og til dels også i 2.g var det rigtig slemt, og jeg kæmpede virkelig for at holde fast i en almindelig hverdag. Jeg var ked af det de fleste dage, og meget i tvivl om hvorvidt jeg skulle og kunne fortsætte i gymnasiet.

Nu er jeg i gang med 3.g og rigtig glad for at jeg bed tænderne sammen og fortsatte. Jeg er som oftest glad for at gå i skole, selvom jeg nu også begynder at glæde mig til at være færdig.

Min angst er der kommet så meget ro på, som jeg tror, der kan. Det er ikke noget, der plager mig hver dag, hvilket jeg virkelig sætter stor pris på. Jeg er blevet bedre til at mærke efter, hvad jeg kan og ikke kan, og til at tage hensyn til mig selv. Det gør det meget nemmere at navigere udenom angsten, men stadig få udfordret mig selv, så jeg gradvist får det bedre og bedre, og rykker mig mentalt.

Jeg er nået frem til en større accept af hvem jeg er, og hvad der har værdi for mig. Jeg kæmper stadig ind i mellem med at forene mit eget selvbillede, med andres billede af mig, samt med at finde min plads i hele ungdomskulturen. Jeg kan stadig godt blive ramt af følelsen af at føle mig forkert og misforstået, men jeg bliver ikke længere så ked af det. Jeg bliver faktisk mere vred over, at jeg ikke altid føler, at der er plads til sådan en som mig, og ikke så ked af, at det er sådan jeg er. Giver det mening? Dermed ikke sagt at jeg aldrig er ked af det – det er jeg stadig, men bare ikke på den altoverskyggende, tyngende måde, som jeg var tidligere. Jeg er blevet bedre til at se mine egne værdier og kvaliteter, og det er fandeme vigtigt.

For jeg er vigtig. Jeg er den vigtigste i mit liv. Det handler ikke om at have et stort ego eller være egocentreret, men om at jeg kun kan være den bedste udgave af mig selv, hvis jeg lytter til mig selv. Det er jeg virkelig blevet bevidst om, ligesom jeg er blevet bevidst om hvor vigtigt det er for mig, at fylde mit liv med det jeg kan lide.

Så hvad laver jeg?

Jeg passer min skole, laver lektier og afleveringer. Jeg har intet problem med skolearbejdet og derfor ikke svært ved at arbejde disciplineret.
Jeg arbejder en masse på caféen, hvor jeg står med en stor del af ansvaret. Det gør mig glad og stolt, at jeg kan rumme den opgave.
Jeg får trænet en hel del – gerne hver dag. For det gør mig bare  meget gladere og gør det nemmere for mig at håndtere udfordringer og svære dage.
Jeg bruger meget tid med min familie. Det, har jeg fundet ud af, er virkelig vigtigt for mig – og det er slet ikke forkert.
Jeg bruger også tid med veninder, men primært de, der gør mig glad. Jeg gider ikke prioritere mennesker, der dræner mig for energi. Jeg vil hellere mødes til en kop kaffe end til fredagsbar. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet, men jeg er bare mere til kaffe end øl.
Jeg bruger tid på at lave og spise mad. Køkkentid og madlavningsprojekter gør mig glad.
Jeg har netop sagt ja til at være en del af lektiecaféen på gymnasiet. At hjælpe andre og føle, at jeg gør en forskel, er virkelig vigtigt for mig, har jeg fundet ud af.
Jeg lytter til podcasts, læser blogs og ser youtube for at søge inspiration til madlavning og livsstil.
Jeg blogger og skriver i det omfang, jeg har tid til det.

Vigtigst af alt, sørger jeg for at lytte til mig selv. Jeg presser ikke på, men udfordrer mig selv stille og roligt, og øver mig i at se det gode, frem for det dårlige. Jeg er lidt pessimistisk anlagt, så det kræver lidt tilvænning at se muligheder frem for begrænsninger, og udfordringer frem for forhindringer. Men det bliver bedre og bedre, og jeg har det godt.

Små Ting

fullsizeoutput_84a6// Årets første figner. En af mine yndlingsfrugter! Og særligt sæsonens første smager særligt lækkert, fordi det er så længe siden, man har fået dem. Spist på en gang overnight oats var det helt perfekt //

Godmorgen folkens!

Jeg håber, I har sovet dejligt og haft en god weekend, så I er ladet op med god energi og klar til at gå en ny uge i møde.

Forhåbentlig bliver den nye uge også fyldt med små lykkeglimt, der gør hverdagen lidt rarere. Der er garanteret også masser af “små ting” i jeres liv, og det handler bare om at ligge mærke til dem. Jeg får bemærket dem, fordi jeg skal lave disse indlæg, men jeg tror generelt at det er en virkelig god øvelse. Lidt hverdagstaknemmelighed har aldrig skadet nogen.

God mandag!

fullsizeoutput_84a7// En god kop kaffe, med skum og kokossukker, efter en lang skoledag //

img_5464// Sleepy-cat //

img_5477// Blomster fra min far til min mor på deres bryllupsdag. Selvom de begge havde glemt det! Min far kom i tanke om det på sin løbetur og smuttede så ind forbi den lokale blomsterbiks, der heldigvis kunne hjælpe ham med kort varsel. Haha, det er typisk mine forældre! //

img_5476// Bananvaffel med topping galore: Skyr, figen, hjemmelavet cashew/kokossmør, kokosflager og cashewnødder //

img_0135// Familietid til min mormors fødselsdag. Dejligt med sådan et afbræk fra hverdagen på en helt almindelig onsdag aften //

img_0147// At sove med hende her og have tid til at blive liggende og putte om morgenen //

img_5480// Aftensmad “alene hjemme”-style. En vegansk (minus creme fraiche) mexibowl med forskellige bønner. Mexi-læxi! //

img_0169// Endelig et hul i kalenderen til at få set Alberte. Det blev til en morgenmadsdate og en gåtur med brombærplukning //

img_0173// Blev forkælet med skøn morgenmad hos Alberte: Bagt grød med brombær og peanutbutter //

Min Træning // Uge 32

img_2150

Hvad jeg ikke nåede af træning i uge 31, nåede jeg da til gengæld i sidste uge! Der var fuld fart på og jeg fik givet den gas 6 ud af 7 dage. Det var dejligt at være tilbage i træningstøjet! For selvom jeg holdt (næsten) fri fra træningen i uge 31 med god samvittighed, fordi jeg skulle mange dejlige ting, så kan jeg virkelig mærke, hvor glad træningen også gør mig. Når jeg har haft perioder, om end de bare er korte, uden så meget træning, så trænger jeg virkelig til at få brugt min krop. Kan I mon genkende det?

Det eneste jeg ikke fik nået i sidste uge var yoga, så det må jeg se om jeg ikke kan nå i denne uge.

Mandag: 9,5 km gåtur med min mor og moster + 4 km tempotur

Tirsdag: 2 km gang til fitness + 50 min TRX hold i fitness + 2 km gang hjem fra fitness + 3 km gåtur med min far og Luca

Onsdag: 5 km roligt løb

Torsdag: 50 min TRX hold i fitness

Fredag: 0,5 km opvarmning i roligt tempo + Coopertest (2,575 km) til idræt

Lørdag: 1 times cirkeltræningshold i fitness med både cardio og styrke

Søndag: Hviledag

 

Min Træning // Uge 31

Sidste uge var noget anderledes end de forrige uger. Jeg var nemlig på tur rundt i DK – først til Sjælland og Lolland først på ugen, og så til Aarhus sidst på ugen. Det gjorde det sværere at få tilpasset træningen, og jeg endte derfor med at have ret mange såkaldte hviledage, hvor jeg ikke dyrkede motion i traditionel forstand. Dermed ikke sagt at jeg slet ikke bevægede mig – tværtimod. For både den ene og den anden tur var ret aktive, med mange timer på gåben.

Det var sikkert rigtig sundt for min krop at holde lidt pause fra den “rigtige” træning (hvad det så end er), men stadig blive holdt i gang og bevæge mig. Jeg har det nemlig bedst, når jeg får noget luft og får rørt mig lidt. Lidt har også ret, og i sidste uge var der større fokus på min mentale sundhed i form af sociale relationer, end den fysiske sundhed. Omend jeg tror på, at de to har stor indflydelse på hinanden.

Nå, men min træningsuge endte med at se sådan her ud:

Mandag: Hviledag (i København med Cecilie)

Tirsdag: Hviledag (på Lolland hos Cecilie)

Onsdag: Hviledag (på Lolland hos Cecilie)

Torsdag: 2 km løb til fitness + 50 min TRX hold i fitness + 2 km løb hjem fra fitness + 5 km gåtur

Fredag: 5 km løb

Lørdag: Hviledag (i Aarhus med Alberte)

Søndag: Hviledag (i Aarhus med Alberte)

Om at være bange for at gøre noget, man gerne vil

img_2516

Jeg sidder i skrivende stund i toget. Jeg er på vej til København, hvor jeg skal mødes med Cecilie. Vi skal bruge dagen i KBH, og kører derefter hjem til hende på Lolland, hvor jeg skal bruge de næste to dage. Jeg glæder mig. Men mest af alt er jeg pisse bange. Nerverne meldte sig for alvor i går aftes, og jeg havde mest lyst til at aflyse. Jeg har kastet mig ud på dybt vand, og jeg er så bange for ikke at kunne bunde. Jeg er bange for ikke at kunne holde mig oven vande. Det er en udfordring jeg bliver nødt til at klare. Som jeg vil klare. For jeg holder af Cecilie og glæder mig til at se hende. Jeg vil ikke lade angsten kontrollere mit liv. Angsten er en del af mig, men den er ikke hele mig. Så den skal ikke have lov til at bestemme, hvad jeg kan og ikke kan. Jeg VIL kunne gøre det her. Jeg KAN gøre det her. Jeg gør det. Jeg er på vej, og der er ingen vej tilbage. Jeg både glæder mig og er bange. Glæder mig mest til det er overstået, og til at jeg kan sige, at jeg har gjort det. Det bliver en kæmpe sejr. Jeg er sikker på, at det bliver vildt hyggeligt, når angsten er faldet lidt til ro. Forhåbentlig kommer jeg til at kunne slappe af og nyde at være sammen med Cecilie. Det håber jeg. Selvfølgelig går det. Det skal det.

Ovenstående skrev jeg, da jeg var på vej til Cecilie fra min efterskole i mandags. Hende og jeg havde aftalt at skulle ses her i sommeren, og planen var blevet at vi skulle mødes i KBH mandag og så køre hjem til hende på Lolland, hvor vi skulle have tirsdag og halvdelen af onsdag, inden jeg så skulle med toget mod Fyn igen først på eftermiddagen. Jeg var mega bange, som I nok kan fornemme ud fra ovenstånde tekst. Der var mange ukendte faktorer i turen, og jeg var ret spændt på, hvordan jeg ville tackle det hele. Det var en forholdsvis lang rejse alene, flere dage hjemmefra, måltider ude og mange ting på programmet. Godt nok var det “bare” sammen med Cecilie, og vi kunne i høj grad tilpasse det efter, hvordan jeg havde det, men jeg var alligevel nervøs.

Samtidig var jeg fast besluttet på at gøre det. Fordi jeg ikke ville og ikke vil lade angsten styre mit liv. Der har jeg været, og der vil jeg ikke tilbage til. Jeg vil kunne rejse og se verden og mine venner, og hvis jeg skal kunne det, må jeg overskride nogle grænser og udfordre mig selv. For et år siden havde jeg aflyst turen – hvis jeg da overhovedet havde planlagt sådan en tur. Det er ret vildt, så meget jeg har rykket mig. Og det er jeg lykkelig for.

Turen endte jo med at gå super godt! Da jeg først kom ordentligt afsted forsvandt angsten, og jeg kunne falde til ro i dét, jeg var i. Jeg kunne nyde dagen i København og nyde endelig at være sammen med Cecilie igen. Det var så dejligt, og det er så vigtigt med sådanne succesoplevelser, når man arbejder henimod et liv, der ikke bliver styret af angst. Det her var et kæmpe skridt på vejen, ligesom min rejse til Lissabon og vores tur til Spanien. Jeg udvikler mig utrolig meget for tiden, og det er jeg SÅ taknemmelig for. Jeg ender med at blive den glade Marie igen, og hende kan jeg bare meget, meget bedre lide.

Older posts