Rolig – og så alligevel slet ikke

img_1992

Jeg føler mig rolig. Mere rolig, end jeg har gjort det sidste halve år. Paradoksalt nok, når eksaminerne venter og jeg snart er færdig med gymnasiet. Jeg burde være urolig, panisk, spændt. Men lige nu er der ro på. Sådan da.

Lærerne har netop tastet vores årskarakterer ind, hvilket betyder, at der ikke er mere at gøre. Karaktererne er givet – dé karakterer, der kommer til at stå på vores eksamensbevis. Vi har en uge tilbage i skolen, men det er primært bare repetition og afslutning.

Lige nu kan jeg også – helt naivt – nyde uvidenheden. Jeg ved nemlig endnu ikke, hvad jeg skal til eksamen i. Så lige nu er der ikke noget, jeg kan gøre. Jeg skal bare vente. Når jeg så får at vide, hvad jeg skal op i, starter læse- og eksamensperioden, hvor der helt sikkert kommer mere tryk på. Så lige nu, vil jeg forsøge at slappe af i det hele og nyde, at jeg, lige nu, er forholdsvis rolig. Så rolig, at det næsten føles som sommerferie.

Jeg plejer ellers at være urolig inden jeg ved, hvad jeg skal op i. Det var jeg både i 9. og 10. klasse, samt i 1.g og 2.g. Uvidenhed er noget af det værste, jeg ved – jeg vil helst have ting planlagt, i systemer og skemaer, skrevet ind i kalenderen, så jeg kan forberede mig mentalt. Og jeg kan da også godt mærke den uro igen i år. Den lille boblen i maven og følelsen af at det kortslutter en smule i hovedet. Men, heldigvis, fylder roen mere lige nu. Selvom panikken, uroen, ligger og lurer, vil jeg nyde, at roen har overtaget. For nu.

For jeg kan vitterligt ikke gøre noget lige nu. Karaktererne er givet, så vi skal ikke præstere i skolen. Eksaminerne er ikke offentliggjort endnu, så der er ikke noget at forberede. Jeg er rolig. Lige indtil uroen rammer.

“Sommerferie”

img_2103

De seneste par dage, og særligt i går eftermiddags og aftes, har jeg haft den vildeste følelse af sommerferie. På trods af at jeg slet, slet ikke har ferie, men derimod er i gang med den allersidste slutspurt i gymnasieræset.

Følelsen af sommerferie er delvist affødt af vejret, men også et resultat af, at jeg mandag aften afleverede min s.i.d.s.t.e. aflevering n.o.g.e.n.s.i.n.d.e. Det betyder, at jeg, lige nu, har fri, når jeg har fri. Det har jeg ikke prøvet de sidste knap 3 år! Der har altid været en aflevering, der rumsterede i baghovedet. Men det er der ikke nu! Min startside på lectio er tom og det er den rareste følelse.

Derfor forsøger jeg også at nyde denne periode lidt ekstra – med den tomme lectio-side og det dejlige vejr. For lige om lidt (på onsdag!!!) får vi at vide, hvilke skriftlige eksaminer vi skal op i. Når vi har fået det at vide, kan vi gå i gang med de sidste forberedelser til dem (selvom der ikke er så meget at forberede som til mundtlige eksaminer), men indtil da er der ikke meget, at gøre. Jeg kunne selvfølgelig organisere noter osv., men det virker lidt som et sisyfosarbejde, når jeg ikke ved, hvad jeg skal op i.

Så jeg vil i stedet hellere lige nyde en uges tid med sommerferiestemning. Nyde det gode vejr og den lille snert af “frihed”. I går brugte jeg hele eftermiddagen og aftenen på bare at lave dét, jeg gerne ville: Spiste bananis i solen, solbadede, hyggede med min familie, bagte bananbrød, dyrkede yoga ude i solen, spiste på terrassen, var nede at handle med min mor og slappede af på sofaen. UDEN at have dårlig samvittighed over at jeg “burde” lave noget andet. Jeg var slet ikke klar over, hvor meget jeg havde savnet at kunne det, men det. var. så. rart.

Min opfordring på denne tirsdag lyder derfor på: Slap af og nyd sommervejret! Jeg håber for jer, at I kan slappe af og koble helt fra, uden dårlig samvittighed. For det er virkelig den rareste følelse!

Tanker om at afslutte gymnasiet

img_1867

En god måned. 35 dage. 20 skoledage. Så har jeg haft min sidste undervisningsdag og går officielt på læseferie.

Godt 2 måneder. 67-69 dage. Så får jeg huen på og kan kalde mig student. 70 dage til studenterkørsel og 71 dage til den officielle translokation, hvor vi får vores beviser og er færdige på Vestfyns Gymnasium.

Det er simpelthen for vildt, så kort tid, der er tilbage af gymnasiet. Det er jo for fanden lige om lidt. Lige om lidt, at vi har sidste skoledage. Lige om lidt, at vi får vores afsluttende karakterer. Lige om lidt, at det er eksamenstid. Lige om lidt, at vi har sat vores ben på Vestfyns Gymnasium for sidste gang. Lige om lidt, at vi er færdige efter 3 års slid og slæb. Lige om lidt, at vi er frie. Det. Er. Så. Vildt!

Jeg glæder mig helt vildt, men det er også en underlig fornemmelse. Det er altid lidt mærkeligt, at afslutte en særlig periode eller æra i ens livs, som man aldrig kommer til at vende tilbage til. Jeg bliver aldrig gymnasieelev igen. Det er et overstået kapitel, og jeg skal nu til at finde noget andet, jeg kan være. Selvfølgelig er det ikke definerende for min identitet, men det er alt andet end lige en stor del af, hvem jeg er og hvad jeg laver, og det har det været gennem de sidste 3 års tid. Men det er snart slut – snart kan jeg ikke kalde mig for gymnasieelev længere.

Det bliver bestemt ikke trist på samme måde, som da jeg sagde farvel til efterskolen, men det bliver alligevel mærkeligt. Frisættende og befriende, men på en lidt mærkværdig måde. Jeg er glad, stolt og lettet over snart at være i mål, men jeg er også lidt spændt og nervøs ved tanken om at jeg nu ikke har noget, jeg “skal”. Jeg skal ikke gå mere i skole lige nu. Det er fantastisk rart, men også angstprovokerende. For jeg har jo altid gået i skole. Det er noget af dét, jeg kan – så hvad er/kan jeg, når jeg ikke går i skole mere?

Der findes nok ikke ét svar, og måske skal jeg også prøve at slippe kontrollen lidt og bare se, hvad der sker. Det er bare virkelig grænseoverskridende for mig. Jeg har det bedst med struktur, planlægning og forudsigelighed, så derfor kan friheden, der følger med at afslutte gymnasiet, også godt virke lidt skræmmende. Meget skræmmende.

Gymnasielivet har ikke altid været nemt for mig. Eller, det vil sige: Skoledelen er egentlig faldet mig rimelig let og naturligt, og jeg har trives i en struktureret hverdag og ikke haft problemer med at lave lektier og afleveringer. Men udenom det har der været alt muligt andet, som jeg har bøvlet med. Hårde perioder med angst og depression, kvalme og manglende overskud har præget min gymnasietid. Det har gjort det svært, nærmest umuligt, at være en del af alt det andet, der er en del af at gå på gymnasiet. Jeg har været til et fåtal af fredagsbarerne, er taget tidligt hjem fra en del fester, har ikke deltaget i alle de arrangementer, der er blevet arrangeret uden for skoletiden, har ikke drukket én eneste øl, har aflyst planer og har ikke (umiddelbart) fået venner for livet.

Det har ikke været den gymnasietid, jeg havde drømt om. Det har ikke været de bedste og sjoveste år af mit liv, som jeg ellers hører, at gymnasiet beskrives som. Jovist, der har været fede stunder (bl.a. studieture til Lissabon og Bruxelles) og sjove glimt, og jeg har lært en masse – både fagligt og om mig selv – og udviklet mig, men det har (forhåbentlig) ikke været den bedste periode i mit liv. For så bliver jeg slemt skuffet. Jeg håber, jeg kan forvente mere og bedre af mit liv.

Så det er lidt bittersødt, at sige farvel til VG. Gymnasietiden har været hård, så det bliver rart at komme videre. Men samtidig kan jeg ikke lade være med at være en smule trist over, at “det var det”. At jeg aldrig får muligheden for at gøre noget anderledes. At disse 3 år for altid vil være mine gymnasieår – på både godt og ondt. Jeg ved, at jeg har gjort mit bedste, med de forudsætninger jeg havde, men det gør alligevel lidt ondt, at mine minder fra gymnasiet ikke er sjove og gode. Det havde jeg sådan håbet, at de ville være.

Men sådan blev det ikke, og det må jeg forsøge at acceptere. Finde ro i, at jeg gjorde hvad jeg kunne, og glædes over, at det nu er slut. Ikke fordi, at det har været forfærdeligt og der er noget galt med VG. Jeg tror, jeg havde haft det skidt, ligemeget hvor jeg befandt mig, for det handlede om noget inden i mig selv. Jeg var bare så uheldig, at det ramlede sammen med nogle gymnasieår, der ellers skulle have været fyldt med sjov og spas, fest og løjer, og satte en stopper for disse forestillinger om gymnasielivet. Hvor ærgerligt, det end er.

Afskeden med VG bliver således både et farvel til gymnasielivet, der ikke blev helt som jeg havde forventet, men trods alt så godt som det kunne, men også en symbolsk afsked, hvor jeg kan sige farvel til den Marie, der kæmpede sig gennem gymnasiet med angst og depression. Selvfølgelig er hun en del af mig, og det vil hun altid være, men det bliver alligevel fint at få en afslutning. At komme videre.

Det blev et langt skriv, men der er simpelthen så mange tanker forbundet med at afslutte gymnasiet. I hvert fald for mig. Tankerne om, hvad jeg skal fylde mit/mine sabbatår med, fylder også meget, men det tænker jeg, at jeg vil dele i et seperat indlæg. Ellers bliver dette for langt og for omfattende.

Så jeg vil slutte her, og sige tak fordi, I læser med! Hvis I har lyst, er I meget velkomne til at dele jeres tanker og/eller erfaringer i kommentarfeltet – jeg elsker at interagere med jer!

Morgenstund

fullsizeoutput_8911

Jeg spiser… en proteinbolle med ost/marmelade og peanutbutter/banan/den sukkerreducerede pålægschokolade fra Suvida

Jeg drikker… et stoooort krus kaffe og en greenie med spinat, squash, kiwi, banan, æble og mynte

Jeg har… været ude at løbe her til morgen/formiddag

Jeg skal… nemlig først møde kl. 12!!!

Jeg burde… få læst mine samf-lektier, men jeg har jo tid nok her til morgen

Jeg vil… også få trykket “aflever” på min matematikaflevering, så den er ude af verden inden Bruxelles.

Jeg hører… P3 as usual. Der er Dansker-Bingo, og det er ret underholdende

Jeg delte… opskriften på vores nytårsdessert i weekenden – har I set den?

Jeg glæder… mig til at få overstået Bruxelles…. Som jeg også nævnte i dette indlæg glæder jeg mig til selve turen, men jeg er hunderæd for at skulle køre i bus derned!

Jeg mindes… min tur til Norge med efterskolen, hvor vi også kørte bus. Når jeg kunne klare det dengang, kan jeg også klare det nu. Satser jeg på.

Jeg tænker… på den der tur til Bruxelles. Vi kører i aften, og den fylder det hele.

Jeg er… SÅ SPÆNDT OG NERVØS!

Jeg tror… jeg vil få downloadet podcasts, musik og lydbøger, så jeg er klar til den lange køretur.

Jeg håber… virkelig, virkelig, virkelig at turen går godt!

fullsizeoutput_8912

Min Træning // Uge 46

Sidste uge var mægtig god på træningsfronten! På en eller anden måde lykkedes det mig at klemme træning ind alle dage, uden at jeg følte at det stressede mig, og uden at min krop brokkede sig. Yay!

Jeg siger ikke, at træning hver dag er vejen frem for alle. Slet ikke! For det er så pokkers vigtigt, at lytte til kroppen! Meget apropos indlægget fra den anden dag. Men jeg har trænet i mange år, og kender efterhånden min krop godt nok til at vide, hvad den kan holde til, og hvornår nok er nok. Træningen handler, for mig, heller ikke kun om at forbrænde kalorier, men om at have det godt – både i sin krop og i sit sind.

Herunder får I hermed et forslag til, hvordan en træningsuge kan se ud, med masser af forskellig træning. Det er et af mine bedste tips til, hvis man gerne vil træne ofte: Varier træningen! Det gør det både sjovere og mindre belastende for din krop.

Mandag: 50 min TRX-hold i fitness

Tirsdag: 5 km løb

Onsdag: 50 min core/balance-hold i fitness

Torsdag: 5 km løb

Fredag: 30 min crossfit i idræt

Lørdag: 1 times cirkeltræningshold i fitness + knap 9 km gåtur med min mor og moster (+ fætter i barnevogn)

Søndag: 50 min TRX-hold i fitness

 

Older posts