Måltidssalat med Bagte Grøntsager

fullsizeoutput_82a1

Opskriften her er lidt svær at skive ned. For det er mere en idé, end en egentlig opskift, men ikke desto mindre er salaten her for lækker til ikke at blive delt, og forhåbentlig kan I så bruge opskriften som inspiration.

For salaten er i al sin enkelthed bagte grøntsager, serveret på en bund af salat, og toppet med lidt cremet gedeost, knas i form af græskarkerner og lidt tahin, der i al sin enkelthed fungerer som en fremragende dressing. Det er en genial måde at få spist en masse grøntsager på, og det er noget mere spændende en en klassisk iceberg/tomat/agurk-salat, der er noget nær det kedeligste, man kan servere. Ikke noget kedelig, slatten salat her, men tværtimod nærende, smagfuld plantemad, der smager, mætter og føles godt!

Opskriften kan varieres i det uendelige – både hvad angår grøntsager, krydderier og toppings. Nedenstående er en af mine favoritter, for bagte sweet potatoes, gulerødder og squash er noget af det lækreste – særligt kombineret med de krydderiforslag, jeg har skrevet i parentes ud for de forskellige grøntsager. Men i virkeligheden handler det blot om at vende nogle grøntsager i krydderier og bage dem i ovnen, og så spise dem med salat/kål/spinat og toppe med dressing, nødder, ost (udelad det for en helt vegansk udgave) eller hvad du ellers har lyst til.

You do you(!) – jeg er sikker på at det nok skal blive et hit!

…Men prøv lige den her kombi! Den er hjernedødt god!

Opskrift på salat med bagte grøntsager til 1 person:
1 sweet potatoe (mit forslag til krydderier: 1 nip chiliflager, 1/2 tsk paprika)
1-2 gulerødder (mit forslag til krydderier: 1 tsk akaciehonning, et nip rosmarin)
1/2 squash (mit forslag til krydderier: 1/2 tsk spidskommen, 1/2 tsk paprika, 1/2 tsk oregano)
salt og peber
et par store håndfulde blandet, grøn salat
en smule gedeost (udelad for en vegansk version)
en lille håndfuld græskarkerner
lys tahin
citronsaft
avokado

  1. Skræl/skyl og skær grøntsagerne i mundrette bidder.
  2. Vend grøntsagerne med de krydderier, du har lyst til (brug fx. mine forslag i parenteserne) + salt og peber, og fordel dem på en bageplade
  3. Bag grøntsagerne ved 180 grader i ca. 20 minutter til de er møre.
  4. Spis dem lune, lad dem køle til stuetemperatur eller sæt dem på køl.
  5. Server de bagte grøntsager på en bund af salat, og top med gedeost, græskarkerner, tahin og citronsaft + avokado on the side.

Overnight Oats

fullsizeoutput_838d

Hvis I har fulgt med på bloggen, ved I at jeg er ret stor fan af havregrød. Jeg har nok lavet havregrød på hundredevis af forskellige måder, og jeg bliver bare aldrig træt af den lune grød, der kan varieres i det uendelige med forskellig topping.

Men alligevel er det nu meget rart med en smule afveksling. Særligt her i sommerferien og i weekender, synes jeg det er rart med noget andet ind i mellem. Så kan jeg få min elskede havregrød i hverdagene, hvor det skal være nemt og gå stærkt.

Jeg kan dog stadig rigtig godt lide den mæthed, jeg opnår ved at spise grød. Jeg føler mig mæt, godt tilpas og fuld af energi – klar til at gå i gang med dagen. Jeg har energi i noget længere tid, end hvis jeg starter dagen med en lille portion skyr. Det kan altså godt betale sig, at gøre lidt ud af morgenmaden. Det behøver ikke tage lang tid, før det er godt.

Og så skal det da samtidig være lækkert, så det er lidt nemmere at komme ud af fjerene!

Det er denne køleskabsgrød (eller overnight oats, om man vil) det perfekte eksempel på. Den er 1) mega nem, 2) super lækker og 3) nærende og mættende, så den holder dig i gang længe. Den står bare og passer sig selv i køleskabet natten over, og wupti(!) så er der perfekt morgenmad. Den har en mild smag og en cremet konsistens, og så giver den samme mæthed som sin lune fætter, havregrøden, men på en liiiidt friskere, lettere og mere sommerlig måde. Prøøøøv den!

Og hey, hvis I bliver vilde med konceptet køleskabsgrød/overnight oats, har jeg lavet to tidligere versioner: En med revet æble, en matcha-version og en vegansk udgave med banan og peanutbutter. Versionen herunder er en helt plain udgave, der kan toppes med hvad end, I har lyst til!

fullsizeoutput_838c

Opskrift på overnight oats, 1 person:
1 dl grovvalsede havregryn
1 spsk chiafrø
et nip salt
1 dl yoghurt naturel*
1 dl vand
Topping – hvad end du har lyst til! Jeg kan anbefale sirup/honning, frugt, nøddesmør, hakkede nødder, kokos osv.

  1. Bland alle ingredienserne og sæt på køl natten over.
  2. Rør godt rundt, og top med hvad end du har lyst til!

*Erstat yoghurten med soyayoghurt, kokosyoghurt eller kokosmælk for en vegansk version af køleskabsgrøden.

Sukkerfri & Vegansk Kokosis

img_5007

Vi havde liiiiige en snert af sommer sidste onsdag. Bare et flygtigt glimt, men nok til at jeg udnyttede det til at lave hjemmelavet is. Det gør jeg nemlig alt, alt for sjældent. For der findes jo virkelig ikke noget lækrere end en helt blød, cremet is, der kommer direkte fra ismaskinen? Det skulle da lige være en is fra et gelateria i det spanske – jeg fik i hvert fald nogle voldsomt gode is på vores rejse!

Nå, men i dag skal det jo handle om kokosisen (så tager vi mere om vores rejse imorgen!) Kokosisen kom sig af, at vi på mit arbejde har fået en ny isvariant med netop kokos. Isen på caféen er selvfølgelig en klassisk flødeis med masser af sukker, men jeg satte mig for at kreere en is uden raffineret sukker og animalske produkter. Kokosmælk (den fuldfede slags) er jo et glimrende alternativ til fløde, hvis man ønsker at kokkerere vegansk, og så bidrager det samtidig med den kokossmag, som jeg alligevel gerne ville have frem i isen. Kokossukker er også et fantastisk produkt, der kan erstatte almindeligt, hvidt sukker 1:1. Det er mindre raffineret og bedre for kroppen og blodsukkeret, men giver stadig en naturlig, karamelsød smag.

Isen er altså sukkerfri (hvis vi tænker på sukker som almindeligt, hvidt, raffineret sukker), vegansk og ganske naturlig. Der er intet hokuspokus, men resultatet er en blød og cremet is, med masser af kokossmag. SÅ GODT!

img_5010

Opskrift på ca. 1/2 liter kokosis:
30 g. kokosmel
50 g. kokossukker (eller anden sødning)
1 dåse kokosmælk, ikke light
et nip salt
et nip vaniljepulver
skal + saft fra 1 øko citron

  1. Rist kokosmel på en tør pande (gerne med høje sider), til det er let gyldent.
  2. Hæld kokosmælk og kokossukker på panden, og lad det varme op ved middel varme, under konstant omrøring, til kokossukkeret er opløst.
  3. Tag det af varmen, og rør salt, vaniljepulver og citronskal + saft i.
  4. Hæld ismassen i en beholder og sæt det på køl, til det er helt koldt – gerne natten over, så du er på den sikre side.
  5. Rør ismassen grundigt igennem (kokossen falder til bunds) og kør den kolde ismasse på en ismaskine til den er blød og cremet.
  6. Spis den enten direkte fra ismaskinen, eller frys den ned i en beholder. Tag i så fald isen op 10 minutters tid før servering.

Sund Acai Cheesecake

img_2559

Inden vi skulle på ferie, fik jeg fingrene i acaipulver, som jeg længe gerne har villet prøve. Derfor skyndte jeg mig at hoppe i køkkenet, for at eksperimentere lidt med hvad det violette vidunderpulver kan bruges til. Der er jo altid en smoothiebowl med acai og blåbær, men jeg ville alligevel gerne prøve at lave noget lidt anderledes.

På den måde blev denne cheesecake til. En cheesecake, der er sukkerfri og glutenfri, og lavet af gode, sunde ingredienser. Bunden er sød, crunchy og karamel-agtig, flødeostfyldet cremet, vaniljeprikket og friskt i smagen og geleeen dyb violet, tilsmagt med acaipulver og med en let bitterhed. Alt i alt en virkelig god, lille treat, som man kan spise med god samvittighed (måske endda til morgenmad..?)

img_2562

Opskrift til 1 lille cheesecake, ca. 12 cm i diameter:
Bund:
30 g. bløde dadler
10 g. kokosolie
20 g. mandler
20 g. havregryn
et nip salt
Cheesecakefyld:
100 g. flødeost, light
100 g. skyr
25 g. sødning (jeg brugte en sukkererstatning fra Suvida)
10 g. honning
et nip vaniljepulver
2 blade husblas
1 spsk. citronsaft
Acaigele:
30 g. sødning (jeg brugte en sukkererstatning fra Suvida)
20 g. honning
1/2 dl. vand
1 tsk. acaipulver
et nip vaniljepulver
1 blad husblas

  1. Bund: Dadler og kokosolie blendes til en ensartet masse i en minihakker.
  2. Tilsæt havregryn, mandler og et nip salt, og blend igen til en klæbrig, ensartet masse.
  3. Pres bunden ud i en lille springform, med bagepapir i bunden.
  4. Cheesecakefyld: Læg husblas i blød i koldt vand.
  5. Mix flødeost, skyr, sødning, honning og vaniljepulver godt sammen.
  6. Vrid husblassen fra vand og put det i en lille skål med citronsaften. Smelt det i mikroovnen i få sekunder.
  7. Rør 1 spsk. af flødeostmassen i den smeltede husblas, og rør det derefter ned i den resterende masse. Rør hurtigt sammen, så husblassen ikke danner tråde.
  8. Fordel cheesecakefyldet over bunden, og lad den stå på køl et par timer til den har sat sig.
  9. Acaigele: Læg husblas i blød i koldt vand.
  10. Bland sødning, honning og vand i en lille gryde, og bring det i kog.
  11. Sluk for varmen, når sødningen er opløst, vrid husblassen for vand og rør den i sammen med acaipulver og vaniljepulver.
  12. Lad geleen køle ned ved stuetemperatur.
  13. Hæld geleen over kagen, når cheesecakemassen har sat sig og geleen er afkølet, men ikke stivnet*
  14. Sæt kagen tilbage på køl, til geleen også har sat sig helt. Det tager nok et par timer, men det kan også bare gøres natten over.
  15. Befri kagen fra formen ved at løsne den i kanten med en lille kniv, sæt den på et pænt fad og server.

*Hvis geleen skulle være stivnet, kan den lunes en lille smule, for at blive lind igen.

Rødbedejuice & Rødbedefladbrød

img_2523

For et par uger siden havde jeg inviteret min veninde over til morgenmadsdate. Jeg havde bagt boller og hun medbragte friskpresset juice, hvilket inspirerede mig til også selv at få lidt gang i min juicer igen.

Så det blev til denne røde juice med rødbede, gulerod og æble, samt et kick fra citron og ingefær. SÅ godt. Særligt når den serveres iskold fra køleskabet, hældt over isterninger.

Af pulpen lavede jeg nogle fladbrød i bedste mindsk-madspil-ånd. I stedet for at smide grøntsagsresterne ud, kan man nemlig sagtens lave nogle lækre ting. Fladbrødene er bløde, ikke sprøde, og kan dermed bruges som både wraps og sandwichbrød. Og så smager de bare hammer godt – særligt med knas fra frø og kerner.

Der er opskrift på både juice og brød herunder!

img_2525

Opskrift på rødbedejuice, 1 lille flaske:
3 rødbeder
3 gulerødder
2 æbler
1 citron
1 stykke ingefær
evt. vand

  1. Skyl/skræl/rens gulerødder og rødbeder, skær æble og citron i kvarte.
  2. Pres rødbeder og gulerødder gennem juiceren – tag pulpen fra til rødbedefladbrødene
  3. Pres æbler, citron og ingefær gennem juiceren.
  4. Smag på juicen og fortynd evt med vand.
  5. Server den iskold, gerne med isterninger.

img_2526

Opskrift på rødbedefladbrød, 1 bageplade:
pulpen fra rødbedejuicen (kun rødbeder og gulerødder), ca. 150 g.
1 æg + 1 bæger pasteuriserede æggehvider – eller 2 æg
20 g. græskarkerner
20 g. solsikkefrø
20 g. hørfrø
2 tsk. FiberHUSK
1 tsk. bagepulver
1/2 tsk. salt

  1. Bland alle ingredienserne godt sammen
  2. Fordel det på et stykke bagepapir, læg et andet stykke bagepapir over og rul så dejen tyndt ud (ca. 1/2 cm)
  3. Fjern det øverste lag bagepapir.
  4. Bag ved 180 grader i ca. 15 min (afhængig af tykkelse) til det ikke længere er ubagt og begynder at være gyldent i kanterne.
  5. Vend fladbrødet over på en rist og pil bagepapiret forsigtigt af.
  6. Lad det køle af, og skær det så i firkantede stykker.
  7. Opbevar det på køl.
Older posts