Morgenstund

img_1902

Jeg spiser… havregrød. Det gør jeg 9/10 morgener og jeg har svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde bliver træt af det. I dag er grøden toppet med et hjemmelavet sundere chokoladesmørepålæg (som I får opskriften på en af de kommende dage), banan, valnødder og kakaonibs. En virkelig god kombination, som holder mig mæt længe.

Jeg drikker… den sædvanlige morgenkaffe – i dag fra min Nespresso-maskine – og et hjemmelavet ingefærshot (det burde I måske også få en opskrift på, for det er virkelig godt!), der tilsammen udgør en ret solid kickstarter.

Jeg har… været ude at løbe en morgentur i det lidt skizofrene vejr. Halv solskin og halv regnvejr (der duftede af sommerregn – andre end mig, der er vilde med den duft?)

Jeg skal… kun have 2 moduler på gym i dag. Dejligt, efter 2 dage med 4 moduler. Og så skal jeg så på arbejde i aften.

Jeg vil… så meget i mit sabbatår, at jeg har svært ved at vælge. Måske jeg skulle skrible lidt ned herinde en dag – det kan være, at det vil hjælpe at dele mine tanker og måske I har nogle gode inputs?

Jeg hører… MGMT med “Electric Feel”. Den var med i X-factor finalen, som jeg så sammen med mine klassekammerater i fredags, og jeg har hørt den lige siden!

Jeg delte… opskriften på mit bananbrød i tirsdags. Hvis I ikke har prøvet det endnu, er det om at komme i køkkenet. Det kan kun gå for langsomt!

Jeg glæder… mig så psyko-meget til at blive student. Vi har 22(!!!) skoledage, til vi går på læseferie og kun 2,5 måned, før huerne sidder på vores hoveder. CRAZY!

Jeg mindes… vores studietur til Lissabon, som vi var på for et år siden. Det var en god tur!

Jeg tænker… på hvad fremtiden mon kommer til at byde på. Et lidt stort spørgsmål her en torsdag morgen, men ikke desto mindre noget, der fylder. Jeg tænker, det er ret naturligt, når man tager i betragtning hvor i mit liv, jeg befinder mig: På grænsen til at afslutte et kapitel i mit liv og for første gang “på egne ben” uden en fastlagt plan.

Jeg er… ved at være sent på den, så jeg må hellere runde af.

Jeg tror… jeg skal have skrevet noget, om alle de tanker, jeg går med. Jeg kan mærke, hvordan det kribler i mine fingre og ordene bare vælter ud, så snart jeg kommer i gang.

Jeg håber… forårsvejret holder ved og vi får ægte sommer i studenterugerne. Please – kryds lige fingre for mig!

Verdens Bedste Bananbrød (Vegansk og Glutenfrit)

img_1889

Bananbrødet her er blødt, sødt og svampet. Det er faktisk noget nær det perfekte bananbrød – både hvad angår konsistens og smag. Og så er det ultimativt det nemmeste bananbrød, jeg nogensinde har bagt. Det blev til lidt ved et tilfælde, da jeg en aften havde et par overmodne bananer liggende i frugtskålen. Jeg moste dem, rørte mel og væske i, smed det i ovnen og wupti: Så var der bananbrød! Easy-peasy og sååå godt!

Jeg har tilføjet kardemomme, fordi jeg synes det klæder banan så godt. Det smager også af barndom for mig, da der altid var kardemomme i den banankage, min mor bagte, da jeg var lille. Så når jeg bager noget med banan, tilføjer jeg stort set altid kardemomme – det giver en lækker, sødlig-krydret smag, der komplimenterer og understreger smagen af banan, og så vækker det søde barndoms-kage-minder.

Brødet er oplagt at spise til morgenmad, men kan også gøre det ud for en eftermiddagstreat, da det er lidt en mellemting mellem brød og kage. Det har konsistens og mætter som brød, men har også en sødlig smag, der gør at det smager lidt luksuriøst og kageagtigt. Så godt altså!

img_1888

Brødet er, som det fremgår af overskriften, både glutenfrit og vegansk. Jeg helliger mig hverken til den ene eller den anden kostfilosofi, men jeg synes det er spændende at eksperimentere.
Jeg har ingen problemer med gluten, men jeg ved at mange vælger gluten fra af den ene eller den anden grund, hvorfor jeg synes det er sjovt, at lege lidt med. Derudover er boghvedemelet, som jeg har anvendt i denne opskrift, virkelig velsmagende, så det er slet ikke et kompromis, men derimod et tilvalg, at bruge denne meltype frem for en traditionel, glutenholdig mel lavet på korn.
Vegansk spiser jeg heller ikke, men jeg flirter mere og mere med tanken og er enormt inspireret af det vegetariske og veganske køkken. Jeg synes, det bliver for restriktivt og begrænsende for mit liv, at vælge animalske produkter 100% fra, men jeg er opmærksom på at minimere mit indtag – både for min egen og for planetens skyld. Og hvorfor putte æg i et bananbrød, når det ikke er nødvendigt? Det er de overvejelser, jeg gør mig, når jeg går i køkkenet. Hvis de animalske produkter ikke tjener et vigtigt formål, ønsker jeg ikke at bruge det. Dog er jeg for glad for smør på brød, til at ville undvære det. Så jeg spiser smør på mit veganske brød (og spiser dermed slet ikke vegansk), men det kan man jo gøre, som man vil. Ingen restriktioner eller løftede pegefingre, men bevidste valg!

Nå, nok snak om kostfilosofier og madvalg. Tilbage til dét, det skulle handle om: Verdens bedste bananbrød! Opskrift herunder:

img_1890-2

Opskrift på et lille bananbrød (vegansk og glutenfrit)
2-3 bananer (alt efter størrelse), gerne godt modne med brune pletter – så er de perfekte til at bage med
2 dl. boghvedemel
2 dl. havregryn (hvis du vil være helt sikker på at undgå gluten skal du bruge havregryn, der er markeret glutenfri, da almindelige havregryn kan indeholde spor af gluten)
1 tsk. bagepulver
1/2 tsk. kardemomme
et nip salt
1 dl. havredrik – eller anden plantedrik (alternativt kan der også bruges almindelig mælk, hvis du ikke spiser vegansk)
*evt. en skefuld sukker/kokossukker/sukkererstatning/ahornsirup/dadelkaramel

  1. Mos bananerne grundigt med en gaffel.
  2. Rør de andre ingredienser i, og rør til du har en ensartet dej.
  3. Fyld i en lille rugbrødsform foret med bagepapir.
  4. Bag ved 180 grader i 25-35 min til det er gyldent på toppen og virker fast.
  5. Tag det ud af formen og lad det køle af på en bagerist.
  6. Spis det lunt eller når det er kølet helt af.
  7. Opbevar det i en lukket pose. Jeg opbevarer det i køleskabet, men det kan sikkert også opbevares ved stuetemperatur.

Serveringsforslag: Spis det plain med koldt smør (så er det selvfølgelig ikke vegansk længere) eller en form for nøddesmør. Eller rist det på en brødrister og top det med nøddesmør, bananskiver og evt. kakaonibs. Det kunne også være lækkert med anden frugt på toppen, eller måske med noget chokoladesmørepålæg

*Jeg tilføjede 1 spsk. sukrin gold, men du kan bruge din foretrukne sødning. Smag evt. på dejen, inden du tilsætter det, for at se, om du synes det er nødvendigt – og hvor meget, du synes er nødvendigt. Det afhænger meget af bananernes modenhed, hvilken plantedrik du bruger og hvor sødt, du gerne vil have brødet.

Funktionel Træning

billigfitness
// elastikbånd, jumpbox, måtte, slamball, powerbag, elastik med håndtag, medicinbold og kettlebell – alt sammen fra Billig Fitness //

Det er noget tid siden, jeg har skrevet om træning herinde. Det er skam ikke fordi, jeg ikke træner – for det gør jeg stadig i stor stil – men fordi min måde at træne på ikke har ændret sig så meget, og jeg derfor gik lidt død i at dele “ugens træning” med jer – jeg trænede jo (i grove træk) altid det samme.

Men jeg synes nu alligevel, at motion og bevægelse, stadig skal have en rolle her på bloggen, da det trods alt stadig er en stor del af mit liv og noget, der, for mig, virkelig bidrager til velvære i hverdagen.

Og hvordan træner jeg så?

Jo, jeg træner lige dét, jeg har lyst til. Jeg har ikke som sådan nogle regler for hvad jeg skal træne, men ofte bliver det alligevel til de samme træningspas i løbet af ugen, da det fungerer for mig, gør mig glad og passer ind i mit program (ikke træningsprogram, program over skole/lektier/veninder/familie/afleveringer/arbejde/afslapning). Som oftest vælger jeg løb og funktionel træning over al anden bevægelse. Fordi det er dét, der giver mig glæde og velvære – og som jeg tror på er bedst for kroppen. Det kan være fint at styrketræne i maskiner, men jeg tror på at funktionel træning er bedre, for at styrke kroppen all-around og gøre den i stand til at varetage hverdagens opgaver. Det er fint at kunne tage x antal kilo i en styrketræningmaskine, men jeg vil personligt hellere kunne løfte tunge ting, spurte efter bussen, klare mange timer stående eller andet i den dur. Og det synes jeg, man opnår ved funktionel træning. Jeg dyrker derfor crossfit, samt TRX og cirkeltræning, der giver styrke på en anden og, synes jeg, mere spændende og funktionel måde, da man netop arbejder med helkropsøvelser.

Disse hold tilbydes i mit fitnesscenter, men har man ikke mulighed for eller lyst til at træne i fitnesscenter, er der også rig mulighed for at dyrke funktionel træning derhjemme. Det er noget med, at bruge hvad man har, og tænke i helkropsøvelser. Ovenover har jeg samlet lidt forskelligt udstyr fra Billig Fitness, der kan gøre (den funktionelle) hjemmetræning lidt sjovere. Jeg siger ikke, at udstyr er nødvendigt for en god træning, men det kan give lidt flere muligheder for at variere træningen og øge belastningen – og så er det både sjovere, hårdere og bedre. Med en måtte, et par elastikker og en kettlebell kommer man langt, da det giver mange muligheder for forskellig træning, men jeg har også taget ting som en jumpbox og en powerbag med på collagen. Det er lidt træningslir, men ikke desto mindre sjovt at lege med og fede tilføjelser til “hjemme-gym’et”.

God træning folkens! Hvad enten det er derhjemme eller i et center!

Dette indlæg er skrevet i samarbejde med Billig Fitness

Morgenstund

img_1805

Jeg spiser… bananpandekager. Det er left-overs fra min fødselsdag i søndags og de er gode. Jeg har toppet dem med dadelkaramel og et sundere choko-smørepålæg – begge hjemmelavede og noget, jeg regner med at dele en opskrift på!

Jeg drikker… kaffeeeeee

Jeg har… været ude at løbe her til morgen, med TUNGE ben efter crossfit i går.

Jeg skal… direkte på arbejde efter skole, så selvom jeg var træt imorges, måtte løbeturen klares fra morgenstunden af.

Jeg burde… få færdiggjort min AT-synopsis. Jeg er der næsten, og jeg glæder mig til at få den helt ud af verden.

Jeg vil… til at afsted ud mod gym. Jeg møder sent, og det var også derfor, jeg kunne nå at løbe her til morgen.

Jeg hører… København (fra en DC9) med Mads Langer. Virkelig et fint nummer.

Jeg delte… det her indlæg med en forklaring på, hvorfor jeg ikke har skrevet så meget herinde. Jeg ved ikke om I blev så meget klogere, men det var rart, at få taget lidt hul på skriveriet igen, for jeg har virkelig savnet det.

Jeg glæder… mig nærmest til at skulle i skole i dag. Vi har mine yndlingsfag: Biologi, religion og matematik.

Jeg mindes… vores rejse til Spanien i sommers. Vi skal afsted til samme område i år, og det bliver deeeejligt!

Jeg tænker… på at jeg har påskeferie lige om lidt! Yay!

Jeg er… SÅ klar til at blive student. Shit, jeg glæder mig!

Jeg tror… jeg skal til at drikke det sidste af min kaffe og få gjort mig klar, hvis jeg skal nå bussen.

Jeg håber… I får en dejlig dag!

Morgenstund

img_1524

Jeg spiser… en “minibrunch”: Rugbrød med ost og hjemmelavet jordbærmarmelade, skyr med chiagrød, sukkerfri sirup og (verdens bedste) granola med mandler og kokos fra Danish Granola Company + en appelsin

Jeg drikker… kaffe!

Jeg har… været oppe i god tid, selvom jeg først skal møde kl. 10:20, for at få lavet mine old-lektier………..

Jeg skal… til karneval i aften!

Jeg burde… få trykket “aflever” på min mat-aflevering

Jeg vil… gerne snart have noget sol og varme. Line nu sner og regner det udenfor mit vindue

Jeg hører… P3, som altid. Lige nu er der oversete nyheder, hvilket er ret sjovt.

Jeg delte… et indlæg om dag 2 i Bruxelles her den anden dag

Jeg glæder… mig til sommer! Vi bestilte flybilletter til Spanien i går!

Jeg mindes… vores rejse til Spanien sidste år. Så dejlig rejse, så jeg glæder mig til at gentage successen i samme område!

Jeg tænker… på at jeg skal huske at ringe til SU! Der er bøvl med SU, løn og skattekort, så forhåbentlig kan de hjælpe.

Jeg er… SÅ klar til at få weekend. Liiiiige om lidt.

Jeg tror… jeg skal have lidt mere kaffe.

Jeg håber… I får en dejlig, dejlig fredag og ditto weekend!