Når svære beslutninger skal træffes

Det Gode Liv // Maja Bøje

skaermbillede-2017-03-01-kl-20-52-57

I dag skal vi byde velkommen til Maja Bøje – eller som jeg kender hende fra instagram: @majasskriblerier. Jeg har fulgt med hos Maja i et stykke tid, og har simpelthen så meget respekt for hendes kamp! Maja har nemlig været rigtig syg med depression, angst og anoreksi, som hun kæmper en brav kamp for at slippe fri af. Det synes jeg er SÅ sejt, og jeg beundrer virkelig hendes mod til at være ærlig på de sociale medier.

Læs også: Alle andre indlæg i min “det gode liv”-føljeton, hvor andre inspirerende mennesker kommer med deres syn på det gode liv

Mit indtryk er at Maja, ligesom jeg, er en tænker. Hun tænker over tingene, og bruger tid på at reflektere og problematisere forskellige “fluffy” emner som fx. glæde, sundhed og et sundt forhold til kroppen. For hvornår er man glad? Skal man gøre som alle andre? Hvor meget skal man spise? Hvad skal man spise? Hvornår er man sund? Det er nogle af de emner, Maja har forholdt sig til på sin blog og instagramprofil, og netop også derfor, jeg synes det er vigtigt at få Majas stemme med i denne føljeton.

Tag godt imod hende!

Vil du starte med at introducere dig selv kort?

Jeg hedder Maja og er 19 år gammel. For tiden går jeg i 3g på STX for anden gang efter at have taget et halvt års orlov grundet forskellig sygdom. For tiden bruger jeg det meste af min fritid på at cykle, lave mad, blogge og finde mig selv efter mit sygdomsforløb.

Hvad betyder “det gode liv” for dig?

Det gode liv er for mig at se et liv, der ikke nødvendigvis er perfekt eller fuldendt. Jeg har erfaret, hvordan det ”perfekte” ikke nødvendigvis er godt. Derimod er et liv, der både består af op- og nedture med til at hærde en, gøre en stærk og glæde sig over de små ting i livet.

Hvad er vigtigt for at du har det godt?

Det er vigtigt for mig at have en balance i mit sind og i min krop. En stærk krop giver mig et stærkt sind og omvendt. Det er nødvendigt for mig at have et afbræk i løbet af dagen, hvor jeg kan være mig selv og slippe stress, jag og tankemylder. Det kunne eksempelvis være en tur på min cykel, hvor jeg slipper skemaer, planlægning, krav og idealer for i stedet at kunne nyde naturen og mærke min krop arbejde undervejs.

Hvornår har du det allerbedst?

En dag i høj sol, 20 grader, stille min og i sadlen på min cykel. Netop der føler jeg mig fuldstændig fri, glad og lykkelig.

Hvad gør du for at investere i din egen (mentale) sundhed og glæde?

Jeg giver mig selv pauser. Jeg ved, at jeg har brug for at trække mig tilbage – eksempelvis efter skole – for at få ro på mine tanker og i min krop. Jeg tillader mig selv at sige nej til de ting, som jeg ved tager mere energi end de giver. Jeg har desuden fokuseret på at lære mig selv at kende og derfor har jeg brugt tid på at sætte mig ind i mig selv og mine egne behov.

Hvad, tror du, er essentielt for at være glad og tilpas i eget liv?

At acceptere sin krop og få det bedste ud af sine fejl. Jeg har erfaret, at man kan ændre ufatteligt meget på sin krop gennem blandt andet kost og motion, men man kan ikke ændre den måde man ser på sig selv. Har man ikke lært sig selv at kende kan man gå rundt og være nok så flot og ”idealistisk”, man bliver bare aldrig tilfreds. De smukkeste mennesker er for mig at se ikke dem, der kan fremvise en ”ideal-krop” (for hvad er det overhovedet), men derimod dem, der kan tage fat i sit mavefedt, sine strækmærker eller flyveører og smile stort

Hvordan tackler du, hvis du har en dårlig dag?

Jeg plejer, at lukke øjnene, trække vejret og komme ud. Det hjælper mig stort set altid at komme ud og få tingene gjort alligevel. Desuden plejer jeg at give mig selv en mindre ”belønning”, så jeg har noget at se frem til i løbet af dagen. Dette kunne være en cykeltur, en kop kaffe fra Emmerys eller lignende.

Hvem/hvad inspirerer dig til at leve, som du gør? Er det noget, du gør dig nogle overvejelser omkring?

Cykelrytter Chris Froome er en ret stor inspiration for mig. For det første har han virkelig kæmpet sig vej til toppen og for det andet har han modtaget enormt meget kritik, som han har formået at vifte væk. Dét er imponerende.

Desuden er politiker Johanne Schmidt-Nielsen en stor inspiration for mig. Jeg husker tydeligt, hvordan hun efter valget i 2009 besvimede på talerstolen. Dengang var hun ikke mere end 25 år og jeg synes ganske simpelt, at det er enormt imponerende at nå så langt i noget så svært som politik i en alder af 25. Desuden er det imponerende, hvordan hun kan argumentere og debattere mod garvede, ældre politikere og stadig være så selvsikker.

Hvilke problemstillinger og udfordringer står du selv overfor i forhold til hverdagsglæden? Er der nogle områder og felter i dit liv, hvor du føler dig udfordret og ude af balance?

Jeg er stadig på vej ud af et længevarende sygdomsforløb med depression, anoreksi og angst. Desuden har jeg altid kæmpet med smådepressioner og dårligt selvværd. Jeg er godt på vej ud af mine sygdomme, men af og til besøger de mig igen, således at jeg må bruge alle mine kræfter på at få dem væk igen.

Har du været igennem hårde perioder i dit eget liv? Hvis ja, hvad har så hjulpet dig til at komme igennem det?

For omkring to år siden fik jeg en svær depression, der siden udviklede sig til en spiseforstyrrelse; atypisk anoreksi. Jeg mistede interessen for alle mine daglige gøremål og lå egentligt bare i min seng hele døgnet. Jeg har gået hos privat psykoterapeut og diætist, der har givet mig mulighed for at få ”ro på” gennem professionalitet. Desuden har min genoptagne motion motiveret mig enormt. Slutteligt har jeg været meget aktiv på min blog og Instagramprofil, hvilket har fået mig til at reflektere over min egen sygdom og skabt et netværk af andre mennesker, som jeg ikke ville have lært at kende uden.

Hvilke 3 gode råd vil du give til andre, der gerne vil blive gladere?

Find det, der motiverer dig. Gør det, der motiverer dig.

Lær at elske dig selv, før du prøver at ændre på dig selv.

Drop tanken om sundt og usundt! Det er alligevel enormt individuelt.  Vær i stedet kritisk over det du læser og spørg dig selv, hvem det er, der definerer, hvad der er godt for os.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når svære beslutninger skal træffes