Min Træning // Uge 10

Det Gode Liv // Stine Ebbesen Dahl

1-10-1080x720

I dag har vi besøg af søde Stine, der driver den fine livsstilsblog Lille My. Jeg har fulgt med hos Stine i lang tid, og fulgte bl.a. med da hun lagde sin livsstil om og gik igennem et flot vægttab og kom i meget bedre form. Jeg synes virkelig, at det er sejt! Lige nu er Stine igennem et ret hårdt forløb med fertilitetsbehandling, hvilket jo er endnu en god motivation for at passe på sig selv, sin krop og sit sind. Det er en hård omgang, og derfor er det så vigtigt med opbakning fra omgivelserne og egenomsorg. Det er også dét, Stine kommer ind på i sine svar på mine spørgsmål. Læs bare her:

Vil du starte med at introducere dig selv kort?

Jeg hedder Stine, er 26 år gammel og bor sammen med min kæreste Birk. Jeg har lige færdiggjort min uddannelse som tekstildesigner og leder derfor nu efter et job.

Jeg blogger og har livsstilsbloggen Lille My.

Hvad betyder “det gode liv” for dig?

Det gode liv er for mig når jeg har det godt – og ikke mindst at dem jeg har omkring mig har det godt. Det gode liv er et liv med masser af kærlighed, humor, god mad, motion, glæde, grin og familie.

Hvad er vigtigt for at du har det godt?

At dem omkring mig har det godt. Det påvirker mig meget når dem omkring mig ikke har det godt – og medvirker til at jeg ikke selv har det godt. Jeg tror jeg tænker for meget på det punkt.

Derudover er det vigtigt for mit humør, at jeg føler mig tilpas i min egen krop. Jeg har været igennem et vægttab på 8 kg og kan mærke en tydelig forskel på det punkt. Jeg har det meget bedre nu, hvor jeg er tilfreds med mig selv og min krop.

Hvornår har du det allerbedst?

Når jeg er sammen med folk jeg holder af – for så kan jeg koble af, være mig selv og have det sjovt og grine. Jeg elsker at grine og der findes intet bedre end dage der bare er fulde af grin og latter. Og det smitter på den gode måde!

 

Hvad, tror du, er essentielt for at være glad og tilpas i eget liv?

Jeg tror en vigtig faktor for at være tilpas i sit eget liv er at man har en god selvopfattelse – forstået på den måde at hvis man har det godt med sig selv, så bliver man også meget mere glad og tilpas.

Hvordan tackler du, hvis du har en dårlig dag?

Tror ikke jeg er så god til at tackle dårlige dage. Hvis en dag først er dårlig, så er den bare dårlig og det er svært at lave om på for mig. Tackler det evt. med en lang gåtur eller også ligger jeg i sengen og ser Netflix en hel dag.

Jeg synes der skal være plads den slags dage – forstå mig ret, dårlig dage er ikke det fedeste, men livet er ikke perfekt og det er helt okay at hver dag ikke er en dans på roser.

Hvem/hvad inspirerer dig til at leve, som du gør? Er det noget, du gør dig nogle overvejelser omkring?

Det er ikke noget jeg som sådan har tænkt over. Der er ikke specifikke personer der inspirere mig til at leve mit liv som jeg gør. Jeg lever bare på en måde der gør mig glad og giver mening for mig.

Hvilke problemstillinger og udfordringer står du selv overfor i forhold til hverdagsglæden? Er der nogen områder og felter i dit liv, hvor du føler dig udfordret og ude af balance?

Lige for tiden synes jeg at der er mange udfordringer i forhold til hverdagsglæden. Jeg er som tidligere nævnt lige blevet færdig med min uddannelse (december 2016) og jeg leder derfor efter et job. Min uddannelse som tekstildesigner er faktisk noget nær umulig at få job indenfor. Der er simpelthen ingen jobs. Jeg er derfor på dagpenge og det tære på energien og humøret at skulle søge jobs, især når der ikke er jobs indenfor mit fag og man derfor må søge helt andre stillinger.

Derudover er jeg igennem fertilitetsbehandling hvilket også giver udfordringen i hverdagen. Jeg prøver dog at holde humøret oppe og tænke fremad.

Har du været igennem hårde perioder i dit eget liv? Hvis ja, hvad har så hjulpet dig til at komme igennem det?

Ja – jeg har været i en hård periode med fertilitetsbehandling siden september 2016 og jeg kæmper derfor ofte med humøret. Mit liv er lidt som en rutsjebane i denne periode og humøret svinger. Jeg tror på at det er okay at være ked af det. Det er okay at tudbrøle og jeg tror det er sundt at komme ud med sine frustrationer og følelser på den måde.

Det der hjælper mig med at holdet humøret oppe er blandt andet min kæreste. Han kan altid få mig til at grine når humøret er dårligt. Jeg synes også frisk luft og lange gåture er ren terapi for mig. Her kan tankerne få frit løb – andre gange kobles hovedet helt af med Mads & Monopolet – jeg griner rigtig meget når jeg lytter til disse podcasts og glemmer mit eget dårlige humør.

Hvilke 3 gode råd vil du give til andre, der gerne vil blive gladere?

Husk du aldrig er alene. Der er med garanti altid nogle der kæmper med det samme som en selv – ikke at det er nogen trøst, men jeg synes det er rart at vide at der er andre i samme situation.

Sammenlign aldrig dig selv med andre. Du er dig og du skal ikke være som alle andre eller se ud som andre.

Dyrk motion, få nok søvn og spis sundt. En kæmpe kliche, men det passer. Jeg synes man får det så godt med sig selv og man bliver i bedre humør og gladere.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min Træning // Uge 10