Chokolade, Marcipan & Pistacie Kage

Efterårsfest på VG

 

kongstedvg festvg efterårsfest

I går var der efterårsfest på Vestfyns Gymnasium. Et af årets højdepunkter og store fester. Og det var virkelig en forrygende aften! Det var min første “rigtige” gymnasiefest, men i den grad en positiv oplevelse.

Jeg mødtes med de andre piger fra klassen, hos én, der bor i Glamsbjerg, hvor gymnasiet også ligger. De havde været i gang i lidt tid da jeg kom, og humøret var højt. Vi snakkede og grinede, og de sidste fik gjort sig klar. Ved ni-tiden kom nogle af drengene over, og så fulgtes vi til festen, hvor dørene også var blevet åbnet klokken 21. Da vi ankom var der allerede godt gang i dansegulvet og stemningen i top.

Festen blev holdt i vores studiecenter, hvilket var helt perfekt. Der er både masser af borde og kroge, hvor man kan sidde, plads til en bar og dansegulv, udgang til atriumgården og (forholdvis) mange toiletter. Der var mange mennesker, men det virkede ikke proppet. Er i det hele taget rigtig glad for, at mit gymnasie ikke er større, end det er. Med ca. 600 elever er vi mange, men ikke uoverskueligt mange, og der er dermed masser af genkendelige ansigter. Det er rigtig rart, også når der er fest.

Det tog mig en times tid at komme sådan rigtigt i festmode. Skal ligesom lige finde mig selv i det, og når jeg ikke drikker, tager det lidt ekstra tid. Det er nok bare et vilkår, når man vælger alkoholen fra. Men da jeg så først var kommet ud over min egen barriere, gav jeg den gas med venner og veninder på dansegulvet. Dansede og grinede, og nød bare at give lidt los, og ikke tænke så meget over tingene. Det er skam meget rart, indimellem.

En af traditionerne ved efterårsfesten er også, at der kommer en kunstner ud og spiller. I år var det Kongsted, der gæstede VG. Det var ganske glimrende, og folk var glade, men jeg må jo nok indrømme, at jeg ikke kunne høre forskel på hvilken DJ det var. Men det er nok bare mig.

Festen var sat til at slutte klokken 1, så lidt over midnat tog jeg hjemad. Jeg vil hellere tage fra en fest, og have haft en god oplevelse, end blive til den bitre ende, og så komme hjem med en følelse af, at det blev lidt for meget. Så det passede mig rigtig fint.

Jeg kom nemlig hjem med en rigtig god oplevelse i bagagen, og lidt mere mod på at gå til gym-fester. Det er altid lidt grænseoverskridende, for sådan én som mig, at kaste sig ud i sådan noget, men det viste sig jo at være virkelig sjovt! Jeg glæder mig allerede til den næste fest.

Og så vil jeg endnu en gang, her på faldrebet, slå et slag for at man sagtens kan feste uden alkohol. Det skrev jeg et debatindlæg om tilbage i maj, og det kan i læse (eller genlæse) her.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Chokolade, Marcipan & Pistacie Kage