Tilbage til Hverdagen // Den Første Uge

Efterskole Utopien // At Miste, Mindes & Mangle

image

Der er meget få dage, hvor efterskolen ikke strejfer mine tanker. Det er over et år siden jeg stoppede. Et år siden jeg sagde farvel til det bedste år i mit liv. Et år som jeg aldrig glemmer, og som altid vil bo inden i mig.

Efterhånden som tiden går virker efterskoletiden nærmest som en utopi. Noget fuldstændig uopnåeligt og nærmest drømmeagtigt. Jeg husker (stort set) kun det gode. Jeg ved godt, med min fornuft, at det også var et hårdt år, der bød på mange udfordringer, men når jeg tænker tilbage, er det de gode ting, der fylder. Det er en fantastisk strategi fra sindets side af: At vælge dét ud, som det giver mening at gemme på. På den måde optræder efterskolen som et udelukkende positivt minde, og som en tid der var fyldt med intet andet end smil og latter, de mest fantastiske mennesker, en følelse af at have fundet sin plads, sjove oplevelser, et unikt fællesskab og en samhørighed jeg aldrig før har oplevet.

Drømmebilledet af efterskoleåret skaber dog også et kæmpemæssigt savn og en følelse af, at jeg har mistet en del af mig selv. Det lyder voldsomt og dramatisk, og det er nok kun noget, man kan genkende, hvis man selv har været på efterskole. Men jeg føler virkelig, at jeg mangler lidt af mig selv. Jeg mangler den grundlæggende følelse af at være tilpas, der hvor jeg er og i mig selv.

Jeg mindes, at jeg havde det på efterskolen. Jeg var glad, når jeg stod op. Jeg var glad, når jeg gik i seng. Jeg havde overskud. Jeg grinede. (Jeg græd også lidt, men ikke mere end hvad rimeligt er). Jeg havde tætte veninder og venner. Jeg havde ikke angst. Jeg havde en kæreste i en periode og oplevede helt nye sider af mig selv. Jeg tillod mig selv bare at være. Jeg var ubekymret. Jeg havde nogen at dele mit liv med. Jeg fjollede og teede mig skørt.

Jeg havde følelsen af at være kommet hjem.

Alt det mistede jeg i det, jeg sagde farvel til efterskolen. Jeg mistede en del af mig selv, som jeg mindes med glæde, men også mangler hver eneste dag.

Faktum er jo, at efterskoletiden ikke kommer tilbage. Den vil for altid være en del af mig, og jeg tror at det voldsomme savn, som jeg indimellem føler, med tiden vil blegne og blive mindre. Ikke af mindre betydning, men af mindre grad. Måske sker det først, når jeg igen er helt glad. For lige nu, mens jeg bøvler så meget med mit sind, har jeg bare følelsen af at jeg gav slip og sagde farvel til en masse ting, uden at få noget som helst tilbage eller i stedet for.

Utopien, drømmescenariet, efterskoleåret, virker endnu mere dragende og fantastisk, når man (læs: jeg) står et sted i livet, hvor det gør ondt. Når man kun har de gode minder tilbage, og man står et sted, hvor man ikke er så glad, som man husker at have været, så gør det endnu mere ondt, at mindes det, man mangler. Det, man har haft, men som nu er væk.

Det er i hvert fald min oplevelse, og sådan jeg bedst kan beskrive den følelse, jeg går rundt med. Følelsen af, at jeg mangler noget af mig selv. Jeg mangler den del af mig selv, som jeg var i kontakt med på efterskolen. Den del mindes jeg og længes jeg efter hver eneste dag. Den tid kommer aldrig tilbage, men forhåbentlig vender den del af mig tilbage en dag. Så jeg bare kan mindes efterskolen med glæde, og ikke samtidig ærgres over, at der er noget, der mangler.

Forhåbentlig vil jeg få følelsen af at være kommet hjem igen.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tilbage til Hverdagen // Den Første Uge