8 Ønsker i November

En kærkommen fridag…

fullsizeoutput_6ff9

I dag har jeg fri. Det er OD-dag og selvom vi har skemafri for at kunne arbejde i den gode sags tjeneste, så tager jeg mig en fridag til mig selv. En fridag, der i den grad er tiltrængt.

For som jeg også nævnte kort i mandagens indlæg med små ting, så har jeg det ikke super godt for tiden. Det har været tiltagende over den sidste tid, uden at jeg rigtig kan finde en årsag eller forklaring. Jeg føler mig bare træt helt ind i knoglerne og drænet for energi, overskud og lyst. Livet farer afsted, men jeg har allermest lyst til at slå bremserne i, trække stikket og melde mig ud af det hele – blot for en stund. Så jeg kunne få overskud til at mærke efter, hvad jeg vil. For tiden går, uden at jeg egentlig rigtig ved, hvad jeg vil, og uden at jeg føler mig rigtigt glad. Og det føles som spild af tid og spild af kræfter.

Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal få vendt denne negative spiral. For jeg er ked af det, og når jeg er det, har jeg ikke meget overskud til at gøre en masse ting, og så bliver jeg endnu mere ked af det, fordi jeg føler, at jeg ikke får noget ud af mit liv. Giver det mening?

Det hænger nok også sammen med høje forventninger, krav og en anelse perfektionisme. Ikke at jeg vil være perfekt på alle punkter, men jeg har alligevel en ret klar idé om, hvad der er det rigtigt at gøre og at jeg gerne vil præstere mit ypperste, dér, hvor jeg har mine forcer.

Og så bunder det nok også i en lidt dybere identitetskrise, hvor jeg er ved at finde ud af, hvad der definerer mig. Hvem er jeg? Hvad vil jeg? Hvordan vil jeg gerne være? Og hvordan når jeg så derhen, hvor jeg kan være den version af mig, som jeg allerhelst vil være? Det føler jeg ikke, at jeg kan på det stadie, jeg befinder mig på lige nu. Jeg er ikke den bedste version af mig, end ikke den version, jeg gerne vil være, og det irriterer mig grænseløst. Det virker som et uoverkommeligt projekt at finde min vej her i livet, men tiden går og der er ikke tid til at stoppe op og tage en tænkepause.

Det blev et langt skriv, der egentlig bare skulle handle om, at jeg har fri i dag. Men jeg havde brug for at få skriblet lidt tanker ned. Det giver mig luft og gør det hele lidt mere håndgribeligt. Og hvem ved, måske er der nogen af jer, der har været, eller er i, noget lignende?

God dag<3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

8 Ønsker i November