Træningstøj fra Craft

En update på livet

fullsizeoutput_7fcb

Det er længe siden, jeg har givet jer en update på livet i al almindelighed, så jeg tænkte at jeg lige ville skrive lidt om, hvad der foregår her på min side af skærmen.

Jeg har det godt. Markant bedre, end jeg har haft – og det er SÅ rart. Som I ved, hvis I har læst med her gennem de sidste par år, så har jeg kæmpet med angst siden jeg stoppede på efterskolen. I 1.g og til dels også i 2.g var det rigtig slemt, og jeg kæmpede virkelig for at holde fast i en almindelig hverdag. Jeg var ked af det de fleste dage, og meget i tvivl om hvorvidt jeg skulle og kunne fortsætte i gymnasiet.

Nu er jeg i gang med 3.g og rigtig glad for at jeg bed tænderne sammen og fortsatte. Jeg er som oftest glad for at gå i skole, selvom jeg nu også begynder at glæde mig til at være færdig.

Min angst er der kommet så meget ro på, som jeg tror, der kan. Det er ikke noget, der plager mig hver dag, hvilket jeg virkelig sætter stor pris på. Jeg er blevet bedre til at mærke efter, hvad jeg kan og ikke kan, og til at tage hensyn til mig selv. Det gør det meget nemmere at navigere udenom angsten, men stadig få udfordret mig selv, så jeg gradvist får det bedre og bedre, og rykker mig mentalt.

Jeg er nået frem til en større accept af hvem jeg er, og hvad der har værdi for mig. Jeg kæmper stadig ind i mellem med at forene mit eget selvbillede, med andres billede af mig, samt med at finde min plads i hele ungdomskulturen. Jeg kan stadig godt blive ramt af følelsen af at føle mig forkert og misforstået, men jeg bliver ikke længere så ked af det. Jeg bliver faktisk mere vred over, at jeg ikke altid føler, at der er plads til sådan en som mig, og ikke så ked af, at det er sådan jeg er. Giver det mening? Dermed ikke sagt at jeg aldrig er ked af det – det er jeg stadig, men bare ikke på den altoverskyggende, tyngende måde, som jeg var tidligere. Jeg er blevet bedre til at se mine egne værdier og kvaliteter, og det er fandeme vigtigt.

For jeg er vigtig. Jeg er den vigtigste i mit liv. Det handler ikke om at have et stort ego eller være egocentreret, men om at jeg kun kan være den bedste udgave af mig selv, hvis jeg lytter til mig selv. Det er jeg virkelig blevet bevidst om, ligesom jeg er blevet bevidst om hvor vigtigt det er for mig, at fylde mit liv med det jeg kan lide.

Så hvad laver jeg?

Jeg passer min skole, laver lektier og afleveringer. Jeg har intet problem med skolearbejdet og derfor ikke svært ved at arbejde disciplineret.
Jeg arbejder en masse på caféen, hvor jeg står med en stor del af ansvaret. Det gør mig glad og stolt, at jeg kan rumme den opgave.
Jeg får trænet en hel del – gerne hver dag. For det gør mig bare  meget gladere og gør det nemmere for mig at håndtere udfordringer og svære dage.
Jeg bruger meget tid med min familie. Det, har jeg fundet ud af, er virkelig vigtigt for mig – og det er slet ikke forkert.
Jeg bruger også tid med veninder, men primært de, der gør mig glad. Jeg gider ikke prioritere mennesker, der dræner mig for energi. Jeg vil hellere mødes til en kop kaffe end til fredagsbar. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet, men jeg er bare mere til kaffe end øl.
Jeg bruger tid på at lave og spise mad. Køkkentid og madlavningsprojekter gør mig glad.
Jeg har netop sagt ja til at være en del af lektiecaféen på gymnasiet. At hjælpe andre og føle, at jeg gør en forskel, er virkelig vigtigt for mig, har jeg fundet ud af.
Jeg lytter til podcasts, læser blogs og ser youtube for at søge inspiration til madlavning og livsstil.
Jeg blogger og skriver i det omfang, jeg har tid til det.

Vigtigst af alt, sørger jeg for at lytte til mig selv. Jeg presser ikke på, men udfordrer mig selv stille og roligt, og øver mig i at se det gode, frem for det dårlige. Jeg er lidt pessimistisk anlagt, så det kræver lidt tilvænning at se muligheder frem for begrænsninger, og udfordringer frem for forhindringer. Men det bliver bedre og bedre, og jeg har det godt.

1 kommentar

  • Susanne Nilsson

    Kære Marie
    Tak for din skønne up-date. Tillykke med at du har fundet “fred” med dig selv. Du er og har altid været en fantastisk dejlig pige!
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Træningstøj fra Craft