Outfit: 090816

Falafel-Vaffel

IMG_8862

Det her er den mest geniale opskrift længe, og noget af det bedste, jeg nogensinde har spist til frokost! Vaflerne smager som falafler – heraf navnet. De er bløde i midten og sprøde på ydersiden. Med et lille drys sesamfrø er det helt perfekt, og jeg lover jer, at hvis I er vilde med humus og falafler, så vil I også være vilde med dem her. Faktisk så sparer man sig selv fra en del besvær med at forme og stege falafler, ved bare at bage i vaffeljernet, og så er det ret hyggeligt at spise vafler til frokost, synes jeg.

Det kræver en blender og et vaffeljern, at trylle sådan en falafel-vaffel frem, men ud over det er det easy-peasy. Man laver blot en humus, som man smager til som man bedst kan lide den, og tilføjer så lidt æg og tørstof. En tur i vaffeljernet og vupti – så er der vafler. Super smart!

IMG_8857

Vaflerne smager fantastisk lækkert og kan toppes med hvadenten, man har lyst til. I får mit forslag til topping nedenunder opskriften, for kombinationen af den sprøde kål, varmrøget laks, friske ærter og syltede rødløg var virkelig god ovenpå falafel-vaflerne!

De er gode frisklavede, men kan også sagtens gemmes et par dage på køl og tages med til madpakken eller bruges til nem aftensmad. Jeg forestiller mig også, at man kunne lave en ret lækker sandwich med falafel-vaflerne som “brød”, og måske endda bruge dem som bund i en sundere pizza.

Giv vaflerne et go, og meld meget gerne tilbage, hvad I synes om dem.

IMG_8860

Opskrift på falafel-vafler, 4-6 stk. afhængig af størrelse
1 dåse kikærter (240 g.)
2 fed hvidløg
1 spsk. tahin
1/2 tsk. spidskommen
1/2 tsk. stødt koriander
1/4 tsk. cayennepeber
1 tsk. salt
1 tsk. olivenolie
2 tsk. citronsaft
en lille håndfuld bredbladet persille
2 æg
1/2 dl. havregryn
1/2 dl. soyaprotein – jeg brugte Natuzones sojaprotein, som jeg er rigtig glad for  (kan erstattes af havregryn eller anden mel)
1 tsk. FiberHusk (kan evt. udelades, men tilføj så måske lidt ekstra mel, da fibrene i FiberHusk hjælper med at binde dejen sammen)
sesamfrø til drys, valgfrit

  1. Dræn, skyl og blend kikærterne.
  2. Tilføj hvidløg, tahin, krydderier, salt, olivenolie, citronsaft og persille, og blend til en ensartet konsistens.
  3. Smag til – dejen må gerne være en anelse mere krydret og salt, end du ellers ville lave den, men smag den til, til du synes den er rigtig god.
  4. Tilføj så æg, havregryn, proteinpulver og FiberHusk og blend igen til en helt ensartet dej.
  5. Varm vaffeljernet op og bag vaflerne. Hvis dit vaffeljern ikke er nonstick, skal det nok smøres med lidt fedtstof, men det var ikke nødvendigt for mig. Dejen er ret tyk, så den skal smøres lidt ud, når den puttes i vaffeljernet. Drys evt. også med lidt sesam inden du lukker vaffeljernet sammen – det er super lækkert med sesamfrø på toppen!
  6. Lad vaflerne køle af på en rist, inden de spises lune eller gemmes i køleskabet i en pose eller lukket beholder.

Forslag til topping (hvad der er på billedet): 

  • Fintsnittet hvidkål vendt i en smule olivenolie, hvidvinseddike, salt og peber.
  • Gulerod skåret i helt tynde strimler
  • Lidt avokado skåret i tern
  • Friskbælgede ærter
  • Syltede rødløg (er helt vild med dem for tiden, og spiser dem på nærmest alt!)
  • Varmrøget laks plukket i små stykker
  • Bredbladet persille
  • Sorte sesamfrø, der var ristet på en tør pande til de begyndte at “poppe”
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Outfit: 090816