Skolestart // 2.g på VG

Første dag i 2.g

image

Jeg havde første dag i 2.g i dag. Det læste i måske i morgenens indlæg? Indlægget var skrevet for et par dage siden, så jeg vil lige give en live-update på hvordan det så var.

Jeg havde det rigtig, rigtig dårligt i går aftes, og gruede allerede for hvordan dagen i dag ville blive. Men til min store overraskelse (og glæde!) vågnede jeg op sådan nogenlunde udhvilet og uden kvalme. Yes! Jeg gik lidt og “ventede” på at angsten ville vise sit grimme ansigt, men morgenen forløb langt bedre, end jeg havde forventet, og jeg kunne tage afsted i skole helt uden kvalme. Jeg siger jer, det var fedt. Det virker måske som en fjollet ting at være så glad for, men når man døjer med angst er selv små ting vigtige.

På skolen havde jeg et møde med min studievejleder som det første, for lige at vende hele min situation, så vi kunne finde ud af, hvordan skolen bedst kan hjælpe og have forståelse for min situation. Herefter havde jeg et enkelt engelskmodul, der mest var intro til et nye skoleår, og frokostpause. Efter frokost var der kun et halvt modul historie, der igen bare var informationer, og så var der introshow for de nye “muljer” – altså 1.g’ere. Det er helt skørt, at vi ikke længere er de nye på skolen!

Nu er jeg hjemme – og rigtig, rigtig træt. Tror min krop har arbejdet hårdt for at klare denne dag, selvom den har været kort. Jeg er dermed også den heldige indehaver af en voldsom hovedpine lige nu og lidt begyndende ubehag, men jeg kunne nok heller ikke forvente andet. Skoledagen er gået bedre, end jeg havde håbet, så nu må jeg så acceptere, at min krop og mit sind er lidt udmattet. Det er ligesom prisen.

Jeg har derfor bare tullet rundt på mit værelse og ryddet op, drukket kaffe og set Jamie Oliver, og nu vil jeg så småt til at gøre mig klar til en TRX-time. Tror det bliver meget godt at bruge kroppen lidt, og slå hovedet fra. Forhåbentlig kan det hjælpe lidt på hovedpinen.

Håber I er kommet godt tilbage til hverdagen!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skolestart // 2.g på VG