Små Ting

Havregrød med Birkes, toppet med Ovnbagte Rabarber

 

img_6055

I USA blev vi præsenteret for poppy seed muffins. Det var små, citrongule muffins med de fineste birkesprikker, der blev serveret på morgenmadsbuffetter. Kage til morgenmad er ellers ikke noget, jeg er fortaler for, men vi smagte dem, og siden er de blevet bagt mange gange herhjemme (find min opskrift her) – dog ikke til morgenmad.

De små muffins fik virkelig mine øjne op for kombinationen af birkes og citron, der også gør sig eminent godt i havregrød – og det spiser jeg jo med glæde til morgenmad. Jeg toppede grøden (der var lavet ud fra mine basis-grøds-principper) med ovnbagte rabarber, der er noget af det bedste ved forsommeren, og et drys mandelflager, og jeg siger jer: Det var godt!

Lav en stor portion af de ovnbagte rabarber, og opbevar dem på køl til morgengrød/skyr/is/desserter/til at putte i bagværk eller hvad du ellers kan finde på. De er geniale! Det gælder virkelig om at nyde dem, mens de er her (og det er nu!) for sæsonen varer ikke længe, i forhold til hvor lækre rabarber er og hvor mange anvendelsesmuligheder de har.

img_6056

 

Opskrift på havregrød med birkes og citron, 1 person:
1 dl. havregryn
1 spsk. birkes
skallen fra 1/4 øko citron + 1 tsk. citronsaft
et nip salt
et nip vaniljepulver
vand så det dækker grynene
topping: ovnbagte rabarber og mandelflager

  1. Bland det hele i en skål, og varm det i mikroovnen (start med 2 min) til du har den konsistens på grøden, som du bedst kan lide.

Fremgangsmåde til ovnbagte rabarber: Rens en stak rabarber og skær dem i skiver på 1 cm. Læg dem i et fad, og drys dem med et jævnt lag sukker eller SukrinGold (hvis du gerne vil lave rabarberne sukkerfri). Tilsæt evt. lidt citronskal/saft, lidt vaniljepulver eller en tom vaniljestang, der kan afgive lidt smag. Bag rabarberne ved 200 grader til de er møre, ca. 20-30 minutter. Opbevar i et glas på køl og spis det enten koldt, eller lun det i mikroovnen.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Små Ting