Lørdagslinks #5

Lissabon: Dag 4

img_1142

// Den katolske kirke Igreja De São Domingos, der er ret enestående i sin udsmykning og stadig bærer præg af den brand, den var udsat for i 1959 //

Dag 4 i Lissabon startede med sightseeing i bedste turiststil. Vi var rundt i byen til fods og så forskellige kirker og pladser. Den første kirke vi så var De São Domingos, der gjorde stort indtryk på mig. Jeg har aldrig set en kirke, der mindede om, og det var en ret speciel oplevelse.

Omkring frokosttid var vi ved TimeOut Market Lissabon, der er en kæmpe food-stall med alverdens lækker mad. Lidt ala Papirøen i København – bare lidt mindre street og knap så primitivt bygget op. Der var virkelig mange spændende spisesteder, og det var enormt svært at vælge, men jeg endte med nogle friske forårsruller med mynte, mange og rejer, toppet med chilichutney og peanuts, og det var virkelig et lækkert måltid. Mine veninder spiste henholdsvis pad thai, pizza og sushi, så der var lidt for enhver smag.

Da vi var færdige med at lege turister blev vi “sluppet fri” i byen. Vi slog et smut forbi et marked, der lå deroppe, hvor vi havde spist tapas aftenen før, og nød således den skønne udsigt i dagslys også. Herefter gik vi tilbage mod hotellet, hvor vi slappede af en times tid. Senere på eftermiddagen var der strandtur, og jeg var meget i tvivl om jeg skulle med. Jeg orkede egentlig ikke rigtig (jeg er ikke altid så glad for sand og havvand), men jeg besluttede alligevel at det var ærgerligt at gå glip af den oplevelse. Vi tog taxa’er ud til Carcavelos, der lå en halv times kørsel fra Lissabon, og blev mødt af et noget andet syn, end jeg tror mange af os havde forestillet os. Stranden var bred, bølgerne høje og det blæste en del. Men det var et fedt sted; ufatteligt smukt og fyldt med surfere og unge mennesker. Vandet og bølgerne var dog ikke til at joke med. Der var virkelig kraft på og man skulle i den grad have respekt for det. En håndfuld fra min klasse fik sig noget af en forskrækkelse, da de blev fanget af understrømmen, og endte faktisk med at blive reddet ind af nogle surfere. Så hvis I tager ud og bade i Portugal: Vær forsigtige!

Efter en times tid havde jeg fået nok af sand og blæst, så jeg meldte mig på hjemturs-holdet og tog toget tilbage med byen. Dette var næsten det eneste tidspunkt, jeg mærkede en smule til angsten. Jeg var træt og udkørt, så efter et bad besluttede jeg mig for at bruge lidt tid alene og ikke tage med ud og spise. I stedet gik jeg ned og kiggede lidt på et marked og nød det lune aftenvejr, inden jeg blandede en salat fra en biks lige ved siden af hostelet, som jeg spiste mens jeg så en serie på Netflix. Det var nok ikke den mest oplagte måde at tilbringe en aften på sin studietur, men det var lige dét, jeg havde brug for. Jeg tror ikke helt, det var gået op for mig, hvor meget “på” jeg egentlig havde været de sidste par dage, så det var først da jeg sad alene på værelset, at jeg virkelig kunne mærke, hvor meget jeg havde brug for at være alene og puste ud. Jeg græd en smule; ikke fordi jeg var ked af det eller angst, men fordi jeg var overvældet og overstimuleret og så pokkers stolt af mig selv.

For det var fandeme sejt, at jeg kom afsted på den studietur.

Læs også: Lissabon dag 1, dag 2 og dag 3

img_1145

// Arco da Rua Augusta, der står for enden af gågaden, ned mod vandet og Praca do Comércio, som et mindesmærke om jordskælvet i 1755 //

17838316_1464418326963033_1386236724_o

// Glade, turist-agtige piger på Praca do Comércio //

img_1149

// TimeOut Market, Lisboa: Det lækreste street food marked, hvor der var alverdens spændende retter fra hele verden. Pasta, pizza, sushi, thai, indisk, burgere osv. osv. Og så selvfølgelig også en masse steder at få fisk, da Portugal er fiske-land. Det kan anbefales at ligge turen her forbi for at spise et måltid! Ganske fair priser, god mad og fed stemning. //

img_1164

// Stejle, stejle gader og charmerende sporvogne //

fullsizeoutput_77be

// Marked på toppen af bakken, hvor vi havde været oppe og spise tapas aftenen før //

img_1167

// Tørret frugt og nødder en masse – hvorfor har vi ikke sådan noget i DK? //

img_1168

// Betagende udsigt, der nærmest var postkort- eller rejseguide-materiale //

img_1169

// Som i mange andre storbyer var der en del gadekunstnere, der forsøgte at sælge malerier, tegninger og billeder. Noget af det var faktisk ganske fint. //

img_7330

// Strandtur om eftermiddagen. Jeg havde slet ikke forberedt mig på, hvordan kysten var. I mit hoved var det ligesom alle andre middelhavsstrande, men det var jo slet ikke det, vi kom hen til. Det var vildt og voldsomt ligesom Vesterhavet, men Portugal ligger selvfølgelig også ud til Atlanterhavet. Det havde jeg bare slet ikke tænkt over! Så jeg blev ret overrasket, men også dybt imponeret over strandens råhed og voldsomme bølger. Det var smukt på den der overvældende måde, og det kommer slet ikke til sin ret på billederne //

jwk_0687

// Seje surfere, der boltrede sig i de vilde bølger //

img_7334

// Aftenen endte i mit eget selskab. Jeg var for træt til at gå med ud og spise, og da jeg fik mærket efter og lyttet til mig selv, kunne jeg mærke at jeg faktisk trængte til at være lidt alene. Så jeg gik ned og snusede lidt rundt på et marked ved siden af hotellet, købte en salat med hjem og hoppede så i seng med Netflix. Måske ikke det mest oplagte på en studietur, men bestemt godt givet ud og det bedste for mig på det tidspunkt //

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lørdagslinks #5