Små Ting

Løbefeber

løbefeber

Jeg har løbet i mange år. Når jeg sådan tæller op, har løbet været en del af mit liv i 1/3 af min levetid. Det er ret vildt, når jeg kun er 18.

Løb giver mig utrolig meget – både mentalt og fysisk (og socialt, fordi det er noget min far og jeg har sammen) – og jeg tror det er derfor, jeg har hængt ved i så mange år. Hvad formålet med mit løb har været har varieret alt efter hvor jeg har befundet mig i mit liv. I perioder har det spillet en stor rolle, og i andre en noget mindre, men det har altid været der.

For mig er det selvfølgelig fysisk træning, men det er i høj grad også et sted at koble fra. Jeg kan mærke hvordan mit sind bliver lysere, mine skuldre lettere og mit overskud større, så snart jeg snører løbeskoene og kommer afsted. Det er næsten 100% sikkert at jeg har det bedre efter en løbetur, end jeg har det før. Selvfølgelig kan jeg være for træt og for dårlig, men for det meste er det super godt at prioritere løbeturen. Ikke så meget for at løbe langt eller presse mig selv, men for at få ro på.

Løb har helt sikkert ikke denne meditative funktion for alle – men det har den for mig, og det er dermed et redskab, jeg kan bruge, når det hele er lidt svært.

På efterskolen var mine løbeture det eneste sted, hvor jeg kunne være mig selv, og det blev dermed let til 4-5 ture om ugen og over 100 km på en måned (jeg mener faktisk, jeg fik løbet næsten 1000 km på de 10 måneder efterskoleopholdet varede). Jeg var i hammer god form (uden selv at være klar over det) og klarede dermed også 3 halvmarathons med masser af overskud i løbet af efteråret og foråret. Det var fedt, og nogle af de bedste personlige sejre, jeg har med mig i bagagen. Stoltheden over at gennemføre et sådant løb (og slå PR) kan ikke sammenlignes med noget andet.

…Og derfor går jeg lige nu og drømmer om at gøre det igen. Gymnasielivet har på mange måder været hårdere end efterskolen og overskuddet har været noget mindre. Jeg har holdt fast i mine ugentlige løbeture, og det er nok blevet til ca. 3 ture i gennemsnit (suppleret med en del TRX, andre hold og yoga), men slet ikke i samme omfang som på efterskolen. Jeg har ikke haft kræfterne til at presse mig selv, men blot fokuseret på at komme ud – for mit hoveds skyld.

Men her i søndags var mit instagramfeed fyldt med løbs-opdateringer fra CPH Half, og jeg fik sådan en lyst til at gøre det igen. Fordi det er den vildeste oplevelse og fordi jeg gerne vil bevise overfor mig selv, at jeg godt kan gøre det. Det tror jeg nemlig godt jeg kan. Måske ikke i en fantomtid, hvilket heller ikke er så vigtigt, men bare for at gøre det.

Fordi det er godt for mig. Fordi jeg elsker det. Fordi jeg er bidt af en gal løber.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Små Ting