Vero Moda Jeans

Majspandekager

Pandekager med fyld, tortillas, bland-selv-salat, tacoskaller og anden “sammensæt din egen mad”-mad er et hit hjemme hos os. Det giver nemlig mulighed for at mere kræsne børn kan vælge tomat, peberfrugt, agurk og andre velkendte grøntsager, mens dem, der er lidt ældre, kan eksperimentere med avokado, sojabønner eller andet lækkert. Hos os snitter vi en masse forskellige grøntsager og anretter i “bunker” på et stort fad, steger en form for kød eller fisk, og rører én eller to dressinger sammen, og sætter på bordet. Og så må man selv putte lige dét i, man har lyst til.

Majspandekager havde vi ikke lavet før, men da vi fandt en pose glemte majsgryn i en køkkenskuffe, gav vi os i kast med det. Og det tror jeg ikke bliver sidste gang! Det var nemlig en yderst lækker tilføjelse til vores repetoire af hverdagsmad, der er både velsmagende, super let at lave og som falder i god jord hos alle familiens medlemmer.

På billedet ser i mit valgte fyld til majspandekagerne: en friskost med hvidløg, masser af sprøde, blandede salatblade, varmrøget laks og rød peberfrugt. En super lækker, frisk og let kombination. Og en rigtig god måde at få spist noget fisk på, på en lidt mere spændende og anderledes måde!

Opskriften er inspireret fra denne fra Valdemarsro, men med lidt småjusteringer.

Opskrift til ca. 10 majspandekager (beregn 1-2 pr. person):
4 dl mælk
4 æg
1 spsk olie
1/2 tsk salt
80 g majsgryn
ca. 80 g. majsmel eller 40 g fuldkornsmel og 40 g hvedemel
Fyld: et hav af forskellige grøntsager, en form for kød eller fisk, og en lækker dressing eller to.

  1. Rør mælk, æg, olie og salt helt ensartet.
  2. Rør majsgryn i.
  3. Tilsæt majsmel eller anden mel, og rør til du har en rimelig flydende, men selvfølgelig ikke for tynd, dej.
  4. Fordel lidt fedtstof på en middel-høj varm pande, og lad det bruse af. 
  5. Hæld lidt dej på panden, og vip den rundt, så pandekagen kommer til at fylde hele panden.
  6. Steg pandekagerne gyldne på begge sidder.
  7. Server med dit foretrukne fyld, og lad alle sammensætte deres egen yndlingskombination.
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vero Moda Jeans