Små Ting

Malthe 12 år // En snak om at vokse op

IMG_9244

Malthe, min yngste bror, fylder 12 år i dag. Det er næsten ikke til at forstå! For herhjemme vil han jo altid være “den lille” og det føles derfor helt skørt og urealistisk, at han nærmer sig teenageårene med hastige skridt.

Faktisk kan jeg selv tydeligt huske, hvordan det var at være 12 år og gå i 5. klasse. Det var her de første kærestepar kom, folk begyndte at snakke om Paradise og andre reality-programmer, kendisser og idoler, alle havde efterhånden telefoner og vi følte os i det hele taget meget store og voksne. Haha! Tiderne har skiftet (Malthe har fx. haft telefon i en del år efterhånden), men jeg har alligevel indtryk af at der sker noget særligt i disse år, hvor man er lige på grænsen mellem barn og teenager. Mange af de problematikker, Malthe beretter om fra sin vennegruppe og omgangskreds, kan jeg sagtens genkende, og det er altså ret sjovt at tænke tilbage på, at det også var sådan min verden så ud for små 7 år siden, hvor jeg selv gik rundt og følte mig så stor.

Set i bagklogskabens lys var jeg jo stadig et naivt og uvidende barn, men ikke desto mindre føltes problemerne meget virkelige og ægte, mens jeg stod i det. Men sådan er det jo altid.

Det var egentlig lidt et sidespor, fra det dét skulle handle om i dag. Nemlig Malthe og hans fødselsdag. Udover at Malthe er “den lille” hos os og derfor lidt “det ømme punkt”, så har ham og jeg også et ret særligt og nært bånd. Vi minder nemlig ufatteligt meget om hinanden på en del områder. Jeg kan derfor tit fornemme Malthes sindstilstand og genkende meget af mig selv i ham – på både godt og ondt. Han er følsom, intelligent og til tider lidt introvert, men også helt enormt morsom, social og højtgrinende. Han er stædig og principfast og går meget op i retfærdighed. Det er karaktertræk, der kan give konflikter, men som også gør ham til den han er, og som gør ham i stand til at få de ting, han gerne vil. Det gør ham også til en god kammerat, der behandler sine medmennesker ordentligt og tænker på andre. Han er enormt kærlig, og fx. når jeg ser ham med Inger bliver jeg simpelthen så stolt og glad.

Han er den skøreste, sjoveste gut jeg kender, og jeg er så glad for at have ham i mit liv. Jeg er vild med at vi kan grine og fjolle sammen, men også bare være stille sammen.

Jeg ønsker Malthe den allerbedste dag. Stort tillykke!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Små Ting