Værelsesindretning

Mini Crumbles med Ribs & Jordbær

Da vi kom hjem fra vores ferie, bugnede vores ribsbuske af små, glinsende røde og syrligtsøde bær. For mig smager de af sommer, så nu hvor vejret ikke ligefrem skreg sommer, forsøgte vi alligevel at skabe lidt sommerstemning til eftermiddagskaffen. Det blev til crumble med friskplukkede ribs og nogle af de jordbær fra fryseren, som vi var ude og plukke før vi tog afsted.

Og jeg har lidt en ting med kager i miniformat. Jeg synes der er noget fint og hyggeligt ved at fremtrylle søde sager i mindre, portionsanrettet størrelse. På bloggen har jeg tidligere delt et væld af minimuffins, små jordbærtærter, portionsanrettede cheesecaketriflier med sommersmag og friske jordbær og minichokoladecheesecakes. Mine sundere alternativer har jeg også ofte lavet i små portioner, og her har jeg lavet tre varianter over samme tærtekoncept: med kakao og jorbær, med banan og kakao og med kokos og kiwi, en anden form for tærte med rabarber, en “morgenmadscheesecake” med skyr, en sommeragtig drømmekage med bær, samt en trifli med masser af havreknas, sommerbær og vaniljeskyr. Mhmm… Der er mange lækre sager gemt i mine arkiver, og jeg har mange, mange flere ideer!

Nå, nu til ribs/jordbærcrumbles, som jeg synes I skal skynde jer at lave! Evt. med jeres yndlingsbær – selvom jeg i den grad vil anbefale ribs- og jordbær-kombinationen! Hindbærhonningen, som jeg har sødet med, var noget vi havde med hjem fra Kroatien, og som jeg derfor ville eksperimentere med, men det er ikke et must.

Opskrift på 5 mini crumbles med ribs & jordbær:
200 g. jordbær
300 g. ribs
50 g. hindbærhonning (kan erstattes af almindelig honning eller sukker)
1/2 tom vaniljestang (kan erstattes af 1/4 tsk. vaniljepulver eller 1/2 tsk. vaniljesukker)
1 spsk. maizena
20 g. hvedemel
20 g. finvalsede havregryn
20 g. grovvalsede havregryn
30 g. hjemmelavet vaniljesukker – sukker, hvor tomme vaniljestænger har ligget i (kan erstattes af almindeligt sukker + 1 tsk vanilje)
1/2 tsk. bagepulver
1/4 tsk. salt
30 g. smør
mandelflager
cremefraiche eller vaniljeis til servering

  1. Put jordbær, 200 g. ribs, honning og den tomme vaniljestang i en lille gryde, bring det i kog og lad det småkoge til bærene brister. Mos jordbærene lidt med skeen, hvis de er meget store.
  2. Si maizenaen ned til bærkompoten, og lad det koge op i et minuts tid, til kompotten er “klar” igen. 
  3. Sluk for varmen, tilsæt de sidste 100 g. ribs og fjern de tomme vaniljestænger. Lad kompotten køle af.
  4. Bland hvedemel, 2 x havregryn, (vanilje)sukker, bagepulver og salt i en skål, og sørg for at det er godt blandet.
  5. Skær smørret i tern, og smuldr/masser det i de tørre ingredienser med fingerspidserne, til crumblen har konsistens som brødkrummer og smørret er godt fordelt.
  6. Smør 5 små ramekiner med en smule smør/flydende margarine.
  7. Fordel kompotten ligeligt mellem de 5 ramekiner, og fordel crumblen over i et jævnt lag.
  8. Drys med lidt mandelflager.
  9. Bag dem ved 190 grader i 20-25 minutter til crumblen er gylden og bærkompotten bobler i kanterne.
  10. Lad dem køle af 10-15 minutter, og server dem så med cremefraiche eller en god vaniljeis.
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Værelsesindretning