Crunchy Granola med Karamel

Når Angsten Fylder det Hele

IMG_5115

billedet er fra en tur til Vesterhavet

Angst er et emne, jeg har berørt nogle gange her på bloggen. Jeg er ikke blevet diagnosticeret, jeg er ikke medicineret, jeg er ikke i behandling. Men det er stadig noget, der fylder i mit liv. Hvor træls det end er.

Det er meget varierende, hvor meget og hvor ofte jeg mærker angsten – og i hvilken form og grad. I nogle perioder, enten over et par dage eller hele uger, er den hele tiden nærværende. Som en konstant nervøsitet, nedtrykthed og ubehag. Nogle dage, nogle gange uger, mærker jeg den næsten ikke. Og så er der dage, hvor den er altoverskyggende og voldsom. Hvor jeg føler mig fuldstændig væltet omkuld.

Det er en fysisk reaktion, hvor jeg føler mig syg og dårlig, men angsten kommer også til udtryk psykisk, og jeg føler mig nedtrykt og ulykkelig. Hvad der kommer først er forskelligt, og som oftest følger de to hinanden.

Jeg havde sådan en dag sidste søndag. Vi havde været i sommerhus med min familie, og selvom det havde været godt og hyggeligt, så havde det også været hårdt, og jeg havde ikke været helt fri for ubehag. Det var jeg rigtig ked af. For denne sommerhustur virkede lidt som en “generalprøve” for Barcelonaturen, der er liiiige om lidt. Og hvis jeg ikke engang kunne klare 2 dage i sommerhus med min familie, uden at få det dårligt, hvordan skulle jeg så klare en flyvetur og 5 dage i en ny storby?

Det var disse tanker, der fyldte på vej hjem i bilen sidste søndag. Min mor og jeg kørte alene, og jeg var vist ikke så meget værd på den tur. Jeg var mut og sur, og nok mest af alt bare rigtig ulykkelig og ked af det. Jeg kunne ikke være i min krop, og samtidig følte jeg mig helt ved siden af mig selv.

Min mor kunne godt mærke, at noget gik mig på. Selvfølgelig kunne hun det. Og hun ved også godt, at Barcelonaturen er en udfordring, så hun kunne selvfølgelig også godt kæde de to sammen. Så selvom det var hårdt, insisterede hun på, at vi skulle få snakket ud om den tur. Om jeg troede, at jeg vil kunne klare turen.

Så det brugte vi nogle timer på om søndagen. Og jeg græd, og græd, og græd, og var skiftevis sur og ked af det. Sur på mig selv og irriteret på mine forældre, og ked af det over, at den skide angst gør, at jeg skal igennem alt det her.

For der er ingen tvivl om, at jeg så gerne bare ville tage afsted til Barcelona. Og jeg synes, det er pisse unfair, at angsten skal gøre det så svært. Men det er sådan, det er: Jeg er pissebange. Og lige i momentet, sidste søndag, fyldte angsten det hele. Det fylder ikke det hele længere, for jeg øver mig i hele tiden at visualisere, hvordan det hele nok skal gå, men det fylder stadig rigtig meget.

I søndags var jeg i tvivl om, om jeg skulle aflyse turen. Jeg var faktisk så langt ude og så hunderæd, at det virkede som en reel mulighed. Men det vil  jeg ikke. Jeg vil fandeme klare det her.

Jeg ved, at det bliver møghårdt. Og jeg må også erkende, at en lille del af mig, mest glæder sig til turen er slut. Til at jeg kan sige, at fandeme så: Jeg klarede det. Jeg tog afsted, og lod ikke angsten vinde. Så krydser jeg bare virkelig fingre for, at det, der kommer indimellem (altså selve turen) også bliver god. At jeg får mulighed for at nyde nogle af de ting, jeg glæder mig til ved selve rejsen, og at jeg (det meste af tiden) kan være fri for angsten.

Det er ikke sjovt, at have det sådan her, men jeg må tage mine forholdsregler (noget med at være ordentligt forberedt til rejsen, holde mit stressniveau nede i ugen op til, sørge for at spise og sove nok, og at få gjort gode ting for mig selv), og så bare krydse fingre for, at det hele også nok skal gå. Det gør det jo. Også selvom det kan virke fuldstændig uoverskueligt og uoverkommeligt, når angsten tager over.

Som sagt forsøger jeg at visualisere, hvordan jeg sidder og smiler i en flyvemaskine, hvordan vi hujer og klapper på Camp Nou, at jeg køber fine ting på Ramblaen, tager billeder af pæn arkitektur og drikker god kaffe på små fortovscaféer. Det hjælper en smule, og holder angsten lidt på afstand.

Angsten skal ikke have lov til at fylde det hele. Heller ikke selvom den nogle gange insisterer. For der er så meget jeg kan og skal, og vil. JEG VIL.

   

2 kommentarer

  • Hvor er det også uretfærdigt, at du skal igennem det og at det skal fylde så meget i dit liv… Men heldigvis er du så megasej og stærk at kæmpe mod angsten, ikke at lade den sætte en stopper for alt i dit liv, og ikke mindst fordi du indrømmer og ikke skammer dig over at græde, være ked af det og have ondt af dig selv – for hvor ville jeg ønske at flere forstod at gråd & sårbarhed er et tegn på styrke ikke svaghed! Jeg er sikker på du nok skal klare turen, selvom der nok kommer et par nedture eller panikanfald dernede, så vil der være endnu flere gode stunder, og det er dem du skal fokusere på – de gode ting;-)
    Smil til dig!
    Laura // LMinside<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Josiasen

      Tak, tak, TAK for kommentarer som denne! <3
      (og undskyld jeg har været så lang tid om at få svaret dig…)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Crunchy Granola med Karamel