InstaMoments #69

Når facaden krakelerer

IMG_4414 - version 2 (1)

Jeg havde en lidt hård dag i går, efter en rigtig hård nat. Jeg har haft et par nætter i løbet af den sidste uges tid, hvor jeg har været enormt plaget af kvalme og ubehag om natten. At gå i seng plejer ellers at kunne give lidt ro på angsten, men her de sidste dage har jeg altså oplevet det modsatte: At jeg er vågnet op om natten og virkelig haft det dårligt. Det har resulteret i minimalt med søvn – hvilket bestemt ikke er optimalt. Det betyder bare helt vildt meget, og ofte også mere, end man lige går og tror.

Efterhånden synes jeg, at jeg er ret god til at trække vejret, bide tænderne sammen og “fake” at have det godt. Ikke at jeg er sprudlende og fyldt med energi på de værste dage, men jeg tror ikke, folk omkring mig mærker forskel på mine semi-dårlige og mine rigtig dårlige dage.

Men i går var der alligevel to situationer, hvor facaden krakelerede. Øjenkontakt og et “er du okay?” var det eneste, der skulle til, før jeg så mig selv stå med våde øjne og en stor klump i halsen. Det efterlod mig med spørgsmålet om, hvad der mon er bedst? Skal man fake at have det godt, eller give los og lukke alle ind?

Jeg ved af egen erfaring, at jeg ikke har det godt, hvis jeg lukker helt af. Jeg er for meget i kontakt med mine egne følelser, til at lukke helt af for dem, for selvom jeg måske ikke altid viser hvordan jeg har det, så føler jeg dem 100% selv. Derfor er det også rigtig hårdt at tage en maske på, hver gang jeg skal ud og møde verden på mine dårlige dage. Men på den anden side er det måske også lige voldsomt nok at invitere alle folk ind i mit inderste, bare fordi de giver mig et venligt smil?

Som med alt andet er balance nok den gyldne middelvej. Jeg tror bestemt at det er rigtig sundt at turde indrømme, også overfor andre, at man ikke har det godt. Sige det som det er: “Nej, ved du hvad. Jeg har sgu lige en off-day”, men også mærke efter, hvornår det er mere gavnligt at beholde facaden på. Din mors kusines mand, der til familiefesten ad høflighed spørger hvordan det går, er nok ikke så interesseret i at høre hele historien, men det er jeg sikker på at din veninde gerne vil.

Jeg vil i hvert fald ikke skamme mig over at indrømme, hvornår jeg ikke har det godt, men jeg vil også bevare den del af facaden, der gør det muligt for mig at leve mit liv. På dage som i går, hvor søvn- og overskudskontoen er i minus, sidder følelserne også lidt ekstra udenpå tøjet, og det gør det svært at smøre det tapre smil på, når folk udviser en smule omsorg. Det er OK. Også selvom det er en fitness-instruktør og en samf-lærer, der lige får spurgt hvordan du har det. Det kan virke voldsomt at sænke paraderne, men nogle gange er det nødvendigt.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

InstaMoments #69