Fødselsdagsmenu // Inspiration til Frokostbuffet

Noget om at Tackle & Overvinde Angsten

IMG_5743Jeg har tidligere fortalt om, at jeg ikke altid har det helt godt. Jeg har altid været lidt skrøbelig af sind og særligt sensitiv. Henover sidste sommer eskalerede det, og jeg oplevede angst-lignende anfald og symptomer. Derfor var gymnasiestarten også rigtig hård, og jeg må indrømme at der stadig er dage, hvor jeg tvivler på, om gymnasiet er det rigtige for mig. Rent fagligt og uddannelsesmæssigt er jeg nok landet det rigtige sted, men en gang imellem tænker jeg stadig, om det er “for meget” – om jeg i stedet skulle fokusere på mig selv, og at komme helt ovenpå. Men på den anden side er mit sociale liv og fremtidige uddannelse også et ret stort offer at bringe, og det er derfor, jeg bliver på gymnasiet.

Nå, men det var egentlig et sidespor, for i dag skulle det handle om noget andet: Kampen for at lære at tackle og overvinde angsten.

For selvom jeg ikke har fået konstateret angst, og dermed heller ikke er medicineret eller i gang med behandling, er det (desværre) stadig en stor del af mit liv. Jeg gik, i en periode på et par måneder, til nogle samtaler på OUH, men de stoppede omkring jul, hvor den læge, jeg var tilknyttet, gik på barsel. Det hjalp, men nok mest af alt fordi det var rart at have en at snakke med, der forholdt sig helt objektivt til det, jeg fortalte.

Angsten/nervøsiteten/ubehaget er altså ikke forsvundet, men stadig noget jeg kæmper med i visse situationer. Vi arbejder lige nu på at finde ud af, hvad den bedste løsning er på lang sigt, og imens gør jeg selv, hvad jeg kan, for at arbejde henimod en lidt lettere sindstilstand og en hverdag, der er knap så påvirket af ubehag og anspændthed.

Det er lettere sagt en gjort. For det er altid en afvejning af, hvad jeg kan klare og opnå succes med, og hvad der er for store skridt at tage. Som da jeg måtte melde fra til en koncert, men til gengæld fandt et kompromis, der gjorde det muligt for mig at tage til fødselsdagsfest på Lolland. Jeg ved, at angsten på lang sigt forsvinder, hvis jeg eksponerer mig selv, men det skal heller ikke være så stort og omfangende, at jeg slet ikke kan overskue det. Nogle gange er det sådan lidt “to skridt frem, og et tilbage”, men det der nok bare en del af processen, som jeg må acceptere.

Så det tager tid, og det er hårdt. Rigtig hårdt ind i mellem, men også nødvendigt. Det ved jeg. Derfor er det også ekstra vigtigt at klappe sig selv på skulderen, når det går godt. Når man formår at tackle angsten på den mest hensigtsmæssige måde.

Og netop sådan en oplevelse, har jeg haft i dag. I dag var nemlig lidt af en “presser”. Altså én af de dage, som jeg vidste ville blive grænseoverskridende, angstprovokerende, hård og uoverskuelig. Jeg skulle nemlig ud og køre (skal til køreprøve lige om snart, og jeg er så nervøs for ikke at blive klar) og så havde jeg inviteret gymnasiepigerne til fødselsdagsfejring og lagkage efterfølgende. Jeg har kunne mærke en stigende nervøsitet de sidste dage, og imorges vågnede jeg op til hovedpine, kvalme og generelt ubehag. Jeg bliver altid irriteret over at have det sådan, men jeg har efterhånden også prøvet det så ofte, at jeg ved hvorfor ubehaget kommer.

Hvilket netop er dét, der gør hele forskellen: At jeg efterhånden har lært at aflæse min krops signaler (for det meste), og at det gør mig i stand til at tackle angsten (lidt mere) hensigtsmæssigt. Der er stadig situationer, hvor det hele er alt for overvældende og det kikser, men jeg er i hvert fald blevet bedre til at tackle det, end jeg har været.

Og jeg tror det er det, der skal til for at overvinde angsten: At lære at håndtere den, så man kan udsætte sig selv for de angstprovokerende situationer i små portioner, hvor man ikke vælter helt, men lige så stille for skubbet til og udfordret nogle grænser.

Så jeg klarede dagen. Det var pisse hårdt, men jeg holdt mig selv fast i tanken om at jeg kunne og ville det her, også selvom min krop skreg både stop!, fare! og advarsel! Jeg var ude og køre (og det gik pisse godt, hvis jeg selv skal sige det) og jeg fik 4 søde piger hjem til et par hyggelige timer, hvor vi snakkede og spiste lagkage. Jeg havde med vilje sat sluttidspunkt på sidst på eftermiddagen, så jeg også vidste, hvad jeg skulle forholde mig til. Det gør det nemlig også lidt lettere at “holde ud”.

Det skal selvfølgelig ikke lyde som om, at jeg ikke nyder at være sammen med mine veninder – for det gør jeg! Virkelig! Men det er også rigtig hårdt, og lige nu må jeg også lytte til mig selv, og indgå nogle kompromisser. Jeg ville gerne kunne tilbringe hele weekender med mine veninder, men lige nu er en eftermiddag nok.

For deet er igen det med at finde den gyldne middelvej, der gør udfordringer mulige, men ikke uoverskuelige. At finde nogle redskaber til at tackle angsten, så man lige så stille, med små skridt, kan bevæge sig længere og længere væk fra den.

Nu er det her blevet rigtig langt, og jeg må hellere til at runde af. Jeg håber at skriv som dette kan give jer en forståelse og et nuanceret billede af, hvordan det (også) er at være mig. Og så har jeg også et håb om at der er nogle af jer, der måske sidder i samme situation, der kan forstå og sætte sig ind i alt det her. I så fald synes jeg, vi skal hjælpe og støtte hinanden, og I må endelig give lyd, hvis nogen af jer har noget på hjerte!

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fødselsdagsmenu // Inspiration til Frokostbuffet