Chokoladebrud

Om at have et ambivalent forhold til nytår

tumblr_o06q2gkSZo1sin1two1_500

Jeg har det lidt svært med nytårs aften. Der bliver lagt op til det helt store brag af en fest, men jeg må indrømme, at det ikke rigtig er mig. Jeg er ikke et udpræget festmenneske, og har svært ved at blive helt hypet over denne årets sidste dag. Jeg kan godt lide at feste, danse og grine med mine venner, men det kan også blive for meget.

I virkeligheden er jeg meget mere til rart samvær, hvor man samles om fælles aktiviteter og gode samtaler, end til skrig, skrål og høj musik.

Sidste år holdt jeg en stille og rolig nytårsaften med tre veninder fra efterskolen. Det var en dejlig aften, og meget sådan, jeg gerne vil fejre nytår. Nede på jorden, med god mad, tid til at snakke og grine, brætspil og fyrværkeri-gåtur. Sådan en aften, ville jeg også gerne have imorgen. Invitere en håndfuld søde piger over, hjælpes ad med at lave mad, og så bare hygge os sammen.

Men det er lidt lettere sagt end gjort.

Mine efterskolevenner bor langt væk, og mine gymnasieveninder har andre, gamle aftaler. Jeg er inviteret til en stor fest, hos en fra klassen, men jeg kan ikke rigtig beslutte, om det egentlig er noget, jeg har lyst til. Der er mange inviteret, og det er kun et fåtal jeg kender.

Jeg skal under alle omstændigheder spise sammen med min familie, og så må jeg se, hvad jeg ender med. Om jeg bare bliver hos dem, eller om jeg tager mig lidt sammen og tager til fest.

Det er frustrerende, at det jeg egentlig gerne ville, ikke er en mulighed i år. For nu står valget mellem en stor fest, jeg nok ikke rigtig kan overskue, eller en meget stille, og lidt kedelig, aften i selskab med mine forældre og deres venner.

Jeg ville ønske, jeg kunne gøre mig fri af forventninger til mig selv, andre og nytårsaften som koncept, og i stedet bare gøre, præcis hvad jeg havde lyst til. Og at det jeg så har lyst til, i praksis også kunne lade sig gøre.

Er der nogle af jer, der har det på samme måde? Der også synes at nytårsaften er lidt overvældende, og svært at finde ud af?

1 kommentar

  • Mette

    Kan faktisk godt genkende din følelse hos mig selv lige nu. Det var så nemt at gøre det som jeg ville sidste år, for der var muligheden der. Men i år er det anderledes og jeg har prøvet at jagte det jeg ville, men det er endt lidt i fiasko. Jeg er sikker på at jeg nok skal få en hyggelig aften, men det er nok ikke helt det som jeg har forventet. Jeg gik selv på efterskole sidste og det har været svært at starte på gymnasiet og fået nye venner og stadig skulle holde fast i de gamle. Mit ønske er egentlig bare at jeg kunne have lidt af hvert, men sådan er det når ens venner bor mange forskellige steder i landet. Så ja jeg kender til følelsen

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Chokoladebrud