Mentale Trætheds Tømmermænd

Om alligevel at få en god dag ved at sænke forventningerne til sig selv

IMG_7107

Jeg skrev imorges, at det var en lidt tung start på dagen. At jeg følte mig ked, uden at vide hvorfor, og bare grundtræt – sådan helt ind i det inderste. Så jeg synes, det er på sin plads, at jeg også deler med jer, at jeg formåede at få vendt dagen til noget positivt. Så I ikke kun får de triste indlæg, men også dem, hvor det hele syner lidt lysere.

For selvom jeg var noget skeptisk imorges, så har jeg alligevel haft en god dag. Jeg har ikke lavet en masse, ikke gjort noget revolutionerende, men jeg har haft det godt – omstændighederne taget i betragtning.

Det allerførste jeg gjorde, var at sænke forventningerne til mig selv. Simpelthen acceptere, at i dag ikke lige var min dag, og så bare tage det hele lidt som det kom, i stedet for at planlægge, hvad jeg gerne ville og skulle nå. Det gjorde det hele så meget lettere. For så kunne jeg udelukkende fokusere på hvad jeg havde lyst til og brug for. Jeg har ladet lektier være lektier, så de må blive lavet imorgen. Jeg når det nok.

Således starterede jeg dagen med en hurtig gåtur i regn og hagl med Luca. Det var hvad mit hoved trængte til, og det var faktisk helt rart at komme ud. Også selvom det var møgvejr. Det hjalp i hvert fald på min handlingslammede, dvaske følelse, så dagen kunne komme lidt i gang.

Dagen endte herefter med at byde på indkøb med min mor, fælles frokost med min familie, tomatplanteshopping, praktiske ting som abonnementsopsigelser og tjek af lønseddel, banangranola, en kort tempotur gennem skoven, yoga hjemme på værelset, fjernsynskig og eftermiddagskaffe, lidt billedredigering, madlavning efter ny kogebog med min mor, og så masser af arbejde på bloggen her til aften.
Når jeg sådan lister op, har jeg jo nået en masse, men det har været helt uden stress og uden den der følelse af ikke at slå til eller gøre det godt nok. Jeg har gjort hvad jeg kunne og ville i dag, og det er præcis som det skal være.

Så lad dette være dagens vise ord til både mig selv og jer: Sænk forventningerne! I (og jeg) vil lynhurtigt mærke, hvordan stressniveauet falder, og det dermed bliver lettere at tænke rationelt og at gøre hvad man har allermest lyst til og brug for. Og så har man det altså bare meget, meget bedre.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mentale Trætheds Tømmermænd