Weekend! Men en travl en af slagsen...

Om at savne, føle sig svigtet & bebrejde sig selv

efterskolesavn

Indlægget her er skrevet for et par måneder siden, men jeg fik aldrig taget mod til mig og udgivet det. Det gør jeg så nu. For tankerne og følelserne er stadig aktuelle. Jeg savner stadig efterskolen. Indlægget her kræver lidt mod at udgive, så jeg håber I vil tage godt imod det…

Jeg har nævnt det før. Hvordan jeg savner efterskolen. Ind i mellem så meget, at det gør ondt, at jeg føler mig helt fortabt, og så jeg græder. Ikke voldsomt, men alligevel. Får en smule blanke øjne, bare ved at skrive dette, mens der kører efterskolesoundtrack i baggrunden (jo, det er selvpineri, jeg ved det)

Men jeg har tænkt over det. Tænkt over hvorfor efterskolen stadig fylder så meget for mig. Og jeg er nået frem til, at jeg er pisse skuffet og ked af, at efterskolelivet stoppede, den dag vi stoppede på NÅE. At det hele blot randt ud i sandet.

Jeg følte virkelig, at jeg var kommet “Hjem” (denne sang forbinder jeg, og resten af min årgang, med efterskoleåret, fordi Emilie sang den flere gange, og det dermed endte med at blive “vores sang”). Jeg troede, og håbede, virkelig at jeg havde fået venskaber for livet. Sådan nogle, der bare holder livet ud, og hvor det føles helt naturligt at holde kontakt og ses med hinanden. Jeg har en håndfuld, jeg har kontakt med, og et par stykker, som jeg ses med. Men jeg havde troet, det ville være mere. Troet at vi ville dele alt: stort og småt. At vi ville få opstartet nogle traditioner, at vi ville ses i større “flokke”, at andre ville engagere sig lidt mere i mig.

Måske var det naivt? Jeg ved det ikke.

Min årgang var helt fantastisk! Det var den virkelig, og jeg er så glad for, at det var lige netop de mennesker, jeg delte så vildt et år med. Og hvorfor er det så lige, at vi ikke får set hinanden? Og hvorfor har jeg denne knude i maven, denne dårlige fornemmelse, denne tristhed over for alvor at have mistet noget, jeg holdt af?

Jeg kan ikke svare på det. Jeg forsøger at ligge det fra mig. Forsøger at fortælle mig selv, at det ikke handler om mig, at det ikke handler om lysten til at ses, men om tiden, og at det ikke skal overskygge mine gode minder fra efterskoleåret. Men det er sgu svært. Fandeme så. For jeg savner det så meget, og jeg føler mig virkelig svigtet. Det er ikke fair, det ved jeg godt.

Jeg er bare så ked af, at det er endt sådan her. Og jeg kan ikke lade være med, at stille spørgsmålstegn ved, om det er mig, der er noget galt med? Var vi slet ikke så gode venner, som jeg gik og troede? Det er fandeme hårdt at erkende, hvis det er sådan. Det gør ondt og gør mig ked af det.

Jeg forsøger at overbevise mig selv om, at det ikke er nogens skyld. At det bare er omstændighederne og tiden, der har resulteret i den nuværende situation.

Og alligevel kan jeg ikke lade være med at bebrejde mig selv.

Var det mig, der ikke engagerede mig nok i efterskolen? Det synes jeg jo, at jeg gjorde, mens jeg var i det, men her set i bakspejlet, kunne jeg måske godt have gjort mere. Der var nogle ting, jeg gjorde anderledes end de andre og nogle beslutninger jeg tog, der ind i mellem var egoistiske. Jeg løb fx. ture i stedet for at spise regnbuecookies og drikke kakao om eftermiddagen, jeg prioriterede at sidde alene og læse i stedet for at se film i stilletimen, jeg tog hjem hver anden weekend og jeg havde brug for at være alene på mit værelse. Det var alt sammen beslutninger jeg tog og ting, jeg gjorde, fordi det var sådan, jeg havde det bedst. Som særligt sensitiv og nok også lidt introvert, var det hvad jeg havde brug for, for at kunne rumme og fordøje efterskolelivet. Jeg havde brug for stille- og alenetid. Ikke at jeg var asocial – jeg valgte bare at lytte til mig selv. Jeg ved ikke, om det havde gjort en forskel, men måske det hele havde set anderledes ud, hvis jeg havde presset mig selv lidt mere. Havde “glemt” mig selv lidt og gået all-in på efterskoleoplevelsen. Da jeg var i det, synes jeg bare ikke, jeg kunne gå på kompromis med mig selv.

Giver det mening?

Jeg er glad for min måde, jeg valgte at være på efterskole på. Det var sådan, jeg kunne holde til det og jeg fik et væld af gode oplevelser og minder. Men af en eller anden grund har tiden efter efterskolen været hård. Jeg tror, jeg havde en masse forventninger til, hvordan det skulle være at komme hjem, og de er slet ikke blevet indfriet. Jeg troede vi skulle være venner for evigt og at efterskolelivet, på den ene eller anden måde, ville leve videre.

Det gjorde det ikke. Det stoppede brat og det gør pisse ondt. For jeg havde det så godt på efterskolen. Jeg var kommet hjem. Og nu er det væk. Måske gjorde jeg ikke nok, måske er det bare tilfældigt, måske er det bare en fase. Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at når jeg tænker tilbage, bliver jeg både glad og ked af det. Glad for det der var, men ked af det, der ikke er.

2 kommentarer

  • Mette

    Det er helt utroligt hvor godt du beskriver den følelse, som jeg også sidder med. Det følelses befriende at vide, at jeg ikke er den eneste der har det på den måde. Jeg føler også nogen gange, at det er meget, som har gjort noget forkert. Men jeg tror bare, at den følelse, som vi går rundt med, er et tegn på, at vi har haft et helt igennem fantastisk år. Det er utrolig svært at give slip og komme hjem til det man kendte engang, som måske ikke er så interessant længere. Fordi man på efterskole går op og ned af hinanden bliver man så tætte, at det kan føles som ens familie. Det er et forhold, som man måske gerne ville opnå igen, fordi det føltes så trykt. Det forhold er bare svært at opbygge med folk man ikke går tæt opad 24/7. Derfor kan det virke uoverskueligt, og man kan rakke helt vildt ned på sig selv over det. Jeg har selv haft utrolig svært ved at acceptere, at jeg ikke vil få de samme tætte venskaber på gymnasiet, fordi jeg netop ikke bor med dem og er sammen med den 24/7.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Grete

    Hej Marie- må en gammel moster til mor give en kommentar?
    Jeg tror mange -incl. mig selv- har oplevet noget lignende. Man er i en gruppe, hvor man tænker, at det her, det er bare sådan det skal være- De her mennesker, dem skal jeg dele alt med. – Men det er jo sådan, at vi kommer til at leve i mange fællesskaber livet igennem- som vores samfund er i dag. Jeg kan give dig en titel på et essay, som hedder “Det midlertidige fællesskab”-fortatteren kan jeg ikke huske.
    Det kan googles-
    Du skriver, at du har nogle gode veninder fra efterskolen, som du endnu ses med. Det synes jeg da er fint! Hold fast i dem, hvis du kan.
    Men I er jo alle i en proces, hvor der sker en masse i jeres liv- i er i gang med gymnasiet eller anden ungdomsuddannelse- har arbejde- måske kærester etc. Voksenlivet er lige begyndt.
    Måske kunne du tænke på, hvad der var specielt godt ved netop at være på en efterskole? Er det noget du måske kan søge et andet sted? Bofællesskab- højskole- hvad ved jeg?

    Jeg tror helt sikkert ikke, at det er din skyld, at nogle af venskaberne ikke holdt- sådan går det bare -livet igennem.

    Nogle bliver hængende- og det skal man bare glæde sig over.

    Tænk på, hvor mange mennesker man møder igennem et langt liv. Med flere forskellige skoler, flere uddannelse, flere arbejdspladser- familie- etc. . Året ville ikke have uger og måneder til, at vi kunne dyrke dem alle. Men noget tager vi med os- noget af det bedste. Og det kan vi bruge i anden sammenhæng. God vind.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Weekend! Men en travl en af slagsen...