Rødbedesalat, Ovnkartofler & Oksedeller med Tranebær

Om at skulle træffe en træls beslutning og lytte til sig selv

IMG_3853

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg ikke altid har det helt godt. At verden nogle gange er lidt for overvældende, og at jeg bliver fyldt op af en form for angst, der gør at jeg næsten ikke kan være i mig selv.

Jeg har det rigtig skidt med, at det er sådan mit liv forholder sig. Jeg forsøger på bedste vis at acceptere, at det nu engang er sådan, det er. Men det er ved gud ikke let! For der er ikke noget, jeg hellere ville, end blot at kunne leve et “normalt” teenageliv, og gøre de ting, som jeg jo dybest set har lyst til. Uden at skulle blive fyldt op af ubehag.

Derfor havde jeg en lidt kritisk situation og en træls beslutning at skulle tage, her i weekenden. Sagen var nemlig den, at jeg skulle have været til Lukas Graham koncert i fredags, men allerede i sidste weekend, kunne jeg mærke, at den lå og ulmede. Angsten. For en koncert er netop en situation, hvor jeg føler mig udsat, og det gjorde mig i tvivl om, hvorvidt jeg ville kunne klare det.

For der er ingen tvivl om at jeg så gerne ville til den koncert. Det var med Cecilie fra efterskolen, og vi havde glædet os længe. Men der var også noget, der sagde mig, at det måske var for stor en mundfuld. Jeg ønsker ikke at lade angsten bestemme over mit liv, men på den anden side, må jeg også acceptere at det nu engang er sådan, det forholder sig lige nu. Og dermed tage nogle beslutninger og forholdsregler, for at jeg har det bedst muligt.

Det handler om at finde balancen i, hvornår angsten skal udfordres, med små bitte skridt, og hvornår jeg simpelthen må stoppe op og sige fra. Og det har jeg det altid rigtig dårligt med, da jeg bliver nervøs for at det aldrig bliver bedre. Jeg bliver træt af, at jeg skal gøre det så besværligt for mig selv. Også selvom jeg godt ved, at det her ikke er min skyld, og at jeg ikke kan gøre for det.

Men jeg endte med ikke at tage til koncert. Det krævede mange tårer og overvejelser, at nå frem til den beslutning, og det var bestemt ikke med min gode vilje. Jeg ville så gerne have delt den oplevelse med Cecilie, men måtte indse at det simpelthen var for meget lige nu. Det gav en hvis ro at tage beslutningen, så noget siger mig, at det var det rigtige.

Forhåbentlig får vi chancen en anden gang. Og så må jeg fortsætte med at udfordre mig selv, i et tempo jeg kan holde til. Med veninder på besøg, biograf- og cafeture. Det er det, jeg kan holde til nu, og det er ok.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rødbedesalat, Ovnkartofler & Oksedeller med Tranebær