Små Ting

Om at være bange for at gøre noget, man gerne vil

img_2516

Jeg sidder i skrivende stund i toget. Jeg er på vej til København, hvor jeg skal mødes med Cecilie. Vi skal bruge dagen i KBH, og kører derefter hjem til hende på Lolland, hvor jeg skal bruge de næste to dage. Jeg glæder mig. Men mest af alt er jeg pisse bange. Nerverne meldte sig for alvor i går aftes, og jeg havde mest lyst til at aflyse. Jeg har kastet mig ud på dybt vand, og jeg er så bange for ikke at kunne bunde. Jeg er bange for ikke at kunne holde mig oven vande. Det er en udfordring jeg bliver nødt til at klare. Som jeg vil klare. For jeg holder af Cecilie og glæder mig til at se hende. Jeg vil ikke lade angsten kontrollere mit liv. Angsten er en del af mig, men den er ikke hele mig. Så den skal ikke have lov til at bestemme, hvad jeg kan og ikke kan. Jeg VIL kunne gøre det her. Jeg KAN gøre det her. Jeg gør det. Jeg er på vej, og der er ingen vej tilbage. Jeg både glæder mig og er bange. Glæder mig mest til det er overstået, og til at jeg kan sige, at jeg har gjort det. Det bliver en kæmpe sejr. Jeg er sikker på, at det bliver vildt hyggeligt, når angsten er faldet lidt til ro. Forhåbentlig kommer jeg til at kunne slappe af og nyde at være sammen med Cecilie. Det håber jeg. Selvfølgelig går det. Det skal det.

Ovenstående skrev jeg, da jeg var på vej til Cecilie fra min efterskole i mandags. Hende og jeg havde aftalt at skulle ses her i sommeren, og planen var blevet at vi skulle mødes i KBH mandag og så køre hjem til hende på Lolland, hvor vi skulle have tirsdag og halvdelen af onsdag, inden jeg så skulle med toget mod Fyn igen først på eftermiddagen. Jeg var mega bange, som I nok kan fornemme ud fra ovenstånde tekst. Der var mange ukendte faktorer i turen, og jeg var ret spændt på, hvordan jeg ville tackle det hele. Det var en forholdsvis lang rejse alene, flere dage hjemmefra, måltider ude og mange ting på programmet. Godt nok var det “bare” sammen med Cecilie, og vi kunne i høj grad tilpasse det efter, hvordan jeg havde det, men jeg var alligevel nervøs.

Samtidig var jeg fast besluttet på at gøre det. Fordi jeg ikke ville og ikke vil lade angsten styre mit liv. Der har jeg været, og der vil jeg ikke tilbage til. Jeg vil kunne rejse og se verden og mine venner, og hvis jeg skal kunne det, må jeg overskride nogle grænser og udfordre mig selv. For et år siden havde jeg aflyst turen – hvis jeg da overhovedet havde planlagt sådan en tur. Det er ret vildt, så meget jeg har rykket mig. Og det er jeg lykkelig for.

Turen endte jo med at gå super godt! Da jeg først kom ordentligt afsted forsvandt angsten, og jeg kunne falde til ro i dét, jeg var i. Jeg kunne nyde dagen i København og nyde endelig at være sammen med Cecilie igen. Det var så dejligt, og det er så vigtigt med sådanne succesoplevelser, når man arbejder henimod et liv, der ikke bliver styret af angst. Det her var et kæmpe skridt på vejen, ligesom min rejse til Lissabon og vores tur til Spanien. Jeg udvikler mig utrolig meget for tiden, og det er jeg SÅ taknemmelig for. Jeg ender med at blive den glade Marie igen, og hende kan jeg bare meget, meget bedre lide.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Små Ting