11 om Lissabon

Rasmus’ Konfirmation // I dag er dagen

I dag skal Rasmus konfirmeres. Han har naturligvis glædet sig, været både spændt, nervøs og forventningsfuld, men det er han nu ikke den eneste, der har. Vi andre har heller ikke haft andet end konfirmation i hovedet de sidste par uger, så det er så vildt, at dagen endelig(!) er kommet.

For jeg har glædet mig helt umanerligt, til at skulle fejre ham på denne dag. Både fordi jeg husker min egen konfirmation som en virkelig dejlig dag, men også fordi at han i den grad fortjener fest og fejring. Han er ved at udvikle sig til en selvstændig, optimistisk og rolig ung mand, og jeg er simpelthen så stolt af ham og hans udvikling. Jeg har altid været glad for ham, og elsket ham som man elsker sine søskende, men her gennem de seneste år, har jeg virkelig sat pris på ham og dét, han står for. Hans rolige sind, hans betænksomhed, hans humor, hans sociale kompetencer, hans evne til at berolige og opmuntre, hans forståelse og hans selvsikkerhed. Han accepterer tingene som de er, og formår altid at se på det positive, frem for det negative. Det er en kæmpe styrke, som jeg tror vil hjælpe ham videre i livet.

Rasmus er min lillebror (selvom han efterhånden er 20 cm højere end mig), men også en kæmpe stor støtte for mig. Vi har udviklet os til et ret godt team, hvor vi kan udnytte hinandens spidskompetencer og støtte hinanden i dét, vi synes er svært. Jeg har styr på planlægning og strukturering, og så sørger han for at berolige mig og få mig til at slappe af med sin “det-hele-skal-nok-gå”-attitude. Også i forbindelse med min angst, har han været en kæmpe hjælp, og det er jeg ham evigt taknemmelig for. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skulle klare mig uden ham i mit liv.

Så i dag skal han fejres og forkæles. Han skal have god mad, fine taler og masser af gaver. Han skal have en dag lige som han drømmer om. Vi holder konfirmationen hjemme og har selv lavet mad, og jeg tror det bliver en dag lige i Rasmus’ ånd. Uformelt og hyggeligt, med masser af kød(!) og dessertbuffet.

Jeg har planlagt en overraskelse for ham, og jeg glæder mig sådan til at se hans ansigt. Hvad det er, skal I nok få af vide på et senere tidspunkt. Men for nu, vil jeg nyde Rasmus’ konfirmation og gøre mit for, at han får verdens bedste dag.

For han er verdens bedste Rasmus og han fortjener alt det bedste.

Stort tillykke med dagen, Rasmus. Jeg elsker dig, og jeg vil altid have din ryg. Jeg ved, at du også har min. Tak.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

11 om Lissabon