Om Livet i 3.G

Rødbedebrød (glutenfrit og melfrit)

fullsizeoutput_85ca

Rødbedebrødet her er nemt og lækkert. Det kom sig af, at jeg havde lavet en juice med rødbede og gulerod, og i bedste #stopmadspild-stil havde gemt pulpen. Men i stedet for at lave en omgang fladbrød, som jeg ellers har gjort, lavede jeg et helt brød – og det blev så godt!

Det er blødt og svampet, og med en mild, sødlig smag. Det egner sig både godt som sandwichbrød og som mere “sødt” brød til morgenmad med fx. nøddesmør på, hvor det gør sig særligt godt, hvis det lige får en tur på brødristeren.

Brødet indeholder primært æg og grøntsagspulp, og er mere “fugtigt” end et brød lavet på mel. Det skal altså ikke sammenlignes med et surdejsbrød, men det gør det bestemt ikke dårligere. Det er bare noget andet. Til at binde brødet sammen har jeg anvendt havregryn og fiberHUSK. Andet mel/tørstof kunne nok også bruges, men jeg har ikke prøvet det. Havregryn er noget, vi altid har, og en ingrediens, der er både sund og billig, og fiberHUSK er virkelig godt til at binde melfrit bagværk sammen med, og derfor værd at investere i, hvis man vil eksperimentere lidt med alternativ bagning. I er velkomne til at prøve jer frem med andre meltyper, men jeg kan ikke garantere resultatet.

Men giv jer i kast med brødet – det er super lækkert og et perfekt alternativ til almindeligt brød, så man stadig kan få sine “madder”, men samtidig få en masse fibre og grøntsager!

fullsizeoutput_85c8

Opskrift på rødbedebrød, 1 (lille) brød:
ca. 300 g. grøntsagspulp fra juice lavet på rødbede og gulerod*
50 g. havregryn (brug glutenfri, hvis du vil have et helt glutenfrit brød)
1 æg + 1 bæger pasteuriseret æggehvide eller 2 æg
1 spsk. FiberHUSK**
et nip salt
75 g. frø/nødder/kerner – jeg brugte solsikkekerner, græskarkerner og hørfrø

*Hvis du ikke har en rest pulp fra juice, kan du rive rødbeder og gulerødder og klemme dem fri fra ekstra væske i et rent viskestykke.
**Kan (måske) udelades, men tilføj så 50 g. ekstra havregryn.

  1. Blend havregryn til mel.
  2. Tilsæt de andre ingredienser, på nær frø/nødder/kerner og blend det sammen til en ensartet dej.
  3. Rør frø/nødder/kerner i.
  4. Hæld dejen i en lille rugbrødsform, foret med bagepapir.
  5. Drys evt. med ekstra frø/nødder/kerner
  6. Bag brødet ved 180 grader i 30-40 minutter til det er helt fast.
  7. Lad brødet afkøle helt på en rist.
  8. Put brødet i en pose og lad det sætte sig helt på køl, inden du spiser af det. Så holder det bedst sammen og smuldrer ikke så nemt.
  9. Opbevar brødet på køl og spis det med hvad end, du har lyst til! Jeg kan anbefale avokado, gedeost/figen, ost og nøddesmør!

fullsizeoutput_85c9

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om Livet i 3.G