Festival?

Sidste Årsprøve & Afslutning på 1.G

IMG_7469
// Godmorgenenergi til prøveforberedelser: Bananvaffel med topping, greenie og kaffe //

I dag skal jeg til min allersidste årsprøve. Jeg var oppe og trække emne i går, og har så arbejdet med bilag, problemstillinger og fremlæggelse af historie og “Demokrati gennem tiderne” lige siden. Klokken 13:50 skal jeg op, og jeg glæder mig sådan, til det er overstået! Ikke fordi, jeg er specielt nervøs (ikke mere end den naturlige nervøsitet, når man skal præstere), men fordi jeg har sommerferie, når jeg er færdig.

De sidste uger har nærmest virket som sommerferie, men det bliver nu alligevel fantastisk dejligt, når jeg har rigtig ferie.

Det er så vildt, at 1.g er slut. Det er bare gået så mega stærkt, og jeg har følelsen af, at det ikke er længe siden, jeg startede! Jeg er blevet positivt overrasket over undervisningen, lektiemængden og hele skole-delen af gymnasiet, der slet ikke er så uoverskuelig og svær, som jeg havde hørt. På andre punkter har gymnasiet været en udfordring, og det var en kamp at finde sig til rette i hele miljøet. Den kamp, har jeg stadig ikke helt vundet, og jeg synes stadig det er hårdt at være gymnasieelev. Undervisningen er jeg glad for, men alt det udenom, passer ikke særlig godt til dér, hvor jeg er i mit liv lige nu. Derfor bliver det rigtig rart med nogle ugers pause. Forhåbentlig har jeg mere overskud og gå-på-mod, når vi vender tilbage efter sommerferien. Hvis de to næste år, skal gå så hurtigt som det foregående, så står jeg jo med huen på lige om lidt forfanden! Og det er dét mål, jeg må holde for øje, når gymnasielivet virker alt for hårdt og uoverskueligt.

IMG_7468

Som sagt er det lidt i to, jeg skal til prøve, og det betyder at jeg har haft noget mere end de 24 timers forberedelse, som man er berettiget til, når man skal til en prøve som denne. Det har betydet, at jeg har haft lidt bedre tid til også at lave andre ting, og ikke har følt mig stresset over at skulle læse hele tiden.

Derfor stod jeg op i morges og løb en tur (for at få lidt luft til hovedet, styr på tankerne og dulme lidt nerver), lavede lidt yoga i haven og satte mig med god morgenmad for at kigge på det sidste til mit oplæg. For det er altså lidt ekstra vigtigt at være god ved sig selv, når man forbereder prøver og eksaminer!

Jeg tror ikke, jeg kan gøre så meget mere i forhold til min prøve, så nu er der bare tilbage at vente… og vente… og vente…

God dag til jer! Har I snart ferie?

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Festival?